Claus Friisberg: Dansk demokrati. Ide og praksis 1835 til ca. 1973.

Af Preben Etwil

Bogen er et langt rids af dansk demokratihistorie. Fra Stænderforsamlingerne i 1830’erne til Danmarks indtræden i EF i begyndelsen af 1970’erne.

Med så langt et tidsforløb er det ikke overraskende, at der hist og her er blevet hugget en hæl og klippet en tå i fremstillingen. Nogle gange er det gået så hurtigt, at der visse steder fremstår nogle uforklarlige huller i fremstillingen. Om det er fejl eller bevidste udeladelser, må stå hen i det uvisse. En ting er dog sikkert, og det er, at stave- og slåfejl ligger ud over det gennemsnitlige for fagbøger.

Når det er sagt, er man ikke i tvivl om, at bogen er skrevet af en fagperson, med en enorm vidensbase ud i den danske demokratihistorie. Læst som en slags oversigtsartikel, eller som undervisningsmateriale i gymnasieskolen, må den siges at opfylde sit formål.   

Der er en kompetent gennemgange af kampen for en fri forfatning og forarbejderne til den nye grundlov i 1849. Man kunne nok have forventet en mere systematisk opstilling af kampens hovedsynspunkter.

Den efterfølgende reaktion på en tilsyneladende for hurtig demokratiseringsproces, og den efterfølgende grundlovsrevision i 1866, er ganske godt beskrevet i bogen. Også den provisorietid der fulgte, hvor Venstre var splittet i atomer og Højre bevægede sig på kanten af grundlovsbrud, er væsentlige elementer til forståelsen af den danske demokratihistorie.

Systemskiftets baggrund og konsekvenser i 1901 er også kompetent behandlet i bogen. Den deraf følgende Grundlovsændring i 1915, hvor bl.a. folkehold og fruentimmere fik stemmeret og hvor hemmelig afstemning og forholdstalsvalg blev knæsat som princip, blev grundlaget for det partisystem, som vi i dag tager som givne demokratiske almindeligheder.

Demokrati skal som bekendt læres, og der var i den efterfølgende tid visse forsøg på at sætte demokratiet ud af kraft. Historien viste dog, at demokratiet i Danmark ved disse rystelser faktisk blev styrket og konsolideret. Mest markant sås det ved, at Kong Christian X i Påsken i 1920 måtte trække sig fra at være enerådig i regeringsudnævnelserne. Ingen regering kunne blive siddende, når Rigsdagen havde givet sin mistillid til kende.

Bogen har en udmærket behandling af Påskekrisens påståede grundlovsbrud.

Socialdemokratiets forvandling fra et statskritisk til statsbærende parti, er også udmærket beskrevet i bogen. Socialdemokratiet kunne nu se statsmagten som en kraft, der kunne afbøde kapitalismens allerværste krisetendenser i form af kaos. Bedst udtrykt i sloganet: ”Stauning eller Kaos”. Socialdemokraterne udgjorde herefter den væsentligste og bærende faktor i mellemkrigstidens regeringsdannelser.

I slutningen af mellemkrigstidsperioden blev Danmark, som det øvrige Europa, præget af visse udenomsparlamentariske strømninger. Politiske strømninger man i mere eller mindre udtalt grad også så antydningen af i flere af de fire etablerede demokratiske partier.

Under besættelsen begår regeringen klart grundlovsbrud ved at tillade internering af Kommunisterne, men får demokratisk opbakning ved et såkaldt frit folketingsvalg. Til sidst må regeringen gå af, pga. at kravet fra besættelsesmagten efterhånden bliver for stort.

Efter krigen vender de ”gamle” politikere tilbage til regeringstaburetterne til stor skuffelse for et politisk set splittet Frihedsråd. De vandt krigen, men tabte freden.

Efterkrigstiden blev præget af en voldsom diskussion af demokratiets fremtid, hvor de mest markante skikkelser i debatten var Hal Koch og Alf Ross.

I 1953 kom den seneste grundlovsændring, der afskaffede det politisk set konserverende tokammersystem, og gjorde Folketinget til eneste legale lovgivningsforum. Grundlovsrevisionen forberedte også Danmark til den internationale politiske arbejdsdeling ved at åbne op for national suverænitetsafgivelse. Tronfølgeloven ufortalt.

Efterkrigstiden bliver i høj grad præget af en konsensussøgende velfærdspolitisk dagsorden, hvor ukyndige politiske iagttagere måske har svært ved at se de finere forskelle på de forskellige partier, der for øvrigt fra og med 1970’erne eksploderer i antal.

Bogen slutter af med en række demokratiske refleksioner over modernitet, ungdomsoprør, og Danmarks tilslutning til EF.

Hvis man ønsker oversigt over en længere tids demokratihistorie, er denne bog en god begyndelse.

Med disse ord skal bogen anbefales.

Siden er oprettet 16. marts 2016.