Danske videnskabelige ekspeditioner

Af René Mejlby Jensen

Siden Den jyske Historiker for første gang trådte ind på den historiske scene i 1972 er det efterhånden blevet det danske historikerlav for vane at kunne glæde sig til opførelsen af nye, spændende og som oftest utraditionelle og kontroversielle historiske temaer fire gange om året. En fornem tradition, som det nye nummer af tidsskriftet denne gang forsøger at føre videre med hjælp fra historien om Danske Videnskabelige Ekspeditioner fra 1700-tallet og frem til begyndelsen af det 21. århundrede. I temanummeret præsenteres læserne således for fem ganske forskelligartede artikler, der imidlertid alle på den ene eller anden måde forsøger at komme bag om fænomenet videnskabelige ekspeditioner med udgangspunkt i de sidste års allestedsnærværende spørgsmål om identitet, national sammenhængskraft og politisk magt. Bag pennestrøgene finder man fem yngre forskere, som alle har det tilfælles, at deres barnesko ikke først og fremmest – og for nogle slet ikke – er trådt i historiefagets gemakker, men derimod i så forskellige fagkamre som persisk, religionsvidenskab, etnografi, nordisk og forhistorisk arkæologi. Omstændigheder, der ikke blot tilfører de enkelte bidrag et positivt anstrøg af faglighedsudvidende horisonter, men tillige et til tider negativt efterslæb af faghistorisk soliditet.       

I temanummerets første og mest historisktraditionelle artikel, Hvilken fortræffelig gave fra den danske nation til videnskaben!, skildrer Allan Sortkær, hvorledes fremkomsten af danske videnskabelige ekspeditioner i det 18. århundrede var uløseligt forbundet med enevældens selvlegitimering, de empiriske studiers gennembrud og udviklingen af et særegent videnskabeligt netværk bestående af institutionelle nyskabelser baseret på konkurrence og diversitet. Dette sker qua en gennemgang og sammenligning af Hans Egedes ekspedition til Grønland 1721-1736, Frederik Ludvig Nordens ekspedition til Egypten og Nubien 1737-1738, Carsten Niebuhrs ekspedition til Arabien 1761-1767 og Maximilian Hells ekspedition til Vardø 1768-69. Uden på nogen måde at gå nærmere ind i artiklens fortrinlige afdækning af de fire ekspeditioners forskelligartede tilblivelses-, forløbs- og virkningshistorie skal der i denne sammenhæng peges på tre interessante ”opdagelser” fra Sortkærs hånd: For det første at Nordens oprindeligt handelsmotiverede ekspedition synes at betegne de danske videnskabelige ekspeditioners emancipation og ikke som hidtil antaget Niebuhrs; for det andet at den kongelige iscenesættelse i, med og som en konsekvens af videnskabeliggørelsen af danske ekspeditioner ændrer strukturel karakter, idet den gamle (magt)praksis med store parader og optog som bindeled mellem kongen og begivenheden udskiftedes til fordel for udgivelsen af bøger; og endelig for det tredje at de danske videnskabelige ekspeditioners døen ud efter Hells rejse primært var resultatet af den patriotisk-borgerlige kulturpolitiks sejr over den kosmopolitisk rettede prestigepolitik i den danske stats magtapparat. Tre pointer, som uden tvivl vil være en undersøgelse eller to yderligere værd i fremtiden.

Med Mille Gabriels artikel Indsamling / udlevering – danske ekspeditioner t/r tager temanummeret ikke blot et spring i tid, men tillige i fokus. Frem for en historisk skildring af Gustav Holms Konebådsekspedition til Østgrønland 1883-1885, Knud Rasmussens Femte Thule Ekspedition fra Grønland til Stillehavet 1921-1924 og Kaj Birket-Smiths ekspedition til Prince William Sound i Alaska 1933, stilles der i stedet skarpt på de tre rejsers hjembragte etnografiske, arkæologiske og humane materialer, som kom til at indgå i Nationalmuseets arktiske samling, der med tiden blev til verdens største. Hvor uskyldigt og videnskabeligt motiveret erhvervelsen af disse artefakter end syntes at have været i udgangspunktet, viser Gabriel dog, at ekspeditionernes indsamling i sidste ende bundede i en kolonialistisk tankegang, hvilken legitimerede udførelsen (”redningen”) af inuitmaterialer med folkeslagets snarlige hedengang som følge af den manglende evne til at adaptere den moderne civilisation. Med afkoloniseringen, anerkendelsen af de oprindelige folkeslags ligeværd med civiliserede mennesker og deres ønske om ”igen” at eje deres fortid, påbegyndtes i slutningen af det 20. århundrede en kamp om den inuitiske kulturarvs retmæssige tilhørsforhold. Konkret udmøntede dette sig i krav om repatriering af de genstande, som ekspeditionerne i sin tid havde hjembragt til Nationalmuseets koloniale samlinger. Interessant nok afslører artiklens analyse af dette ekspeditionernes post-koloniale efterspil imidlertid, at kravene fra inuitterne i henholdsvis Canada, Alaska og Grønland bundede i ganske heterogene motiver og argumenter med hjemmel i, hvorvidt kulturarven, som i Grønland, skulle bruge som led i en identitets- statsdannelsesproces, eller om den, som i Alaska og Canada, skulle bruges som kilde til viden om før-koloniale forhold og aktionsmiddel i den fortsatte kamp for selvstændighed. Til trods for artiklens klare pointer, tenderer fremstillingens insisteren på at kunne trække paralleller mellem inuitternes repatrieringskrav i Grønland, Alaska og Canada til at udvikle sig til en kassefortælling, hvor man kommer i tvivl om, hvorvidt det nu også er historien og ikke modellen, der styrer fortællingen.

I temanummerets to næste artikler skiftes der igen radikalt fokus. I første omgang ved Mette Søltofts udmærkede skildring af den danske professor i iransk filologi Arthur Christensens forvandling fra romantisk orientalist til iransk nationalhistoriker over tre rejser til Iran i 1914, 1929 og 1934. I anden omgang ved Thomas Fibigers Ekspeditioner, mytologier og historiciteter, der afdækker, hvorledes de arkæologiske ekspeditioner som Moesgaard Museum foranledigede til Bahrain i 1950erne og 1960erne blev et væsentligt referencepunkt for den lille østats selvforståelse som reproducent af gamle myter og skaber af nye. Om end artiklen er interessant læsning, undrede denne læser sig en del (faktisk ret meget) over Fibigers forsøg på at introducere et etnografisk baseret historicitetsbegreb til fordel for det klassiske historicitetsbegreb fra historiefaget i udforskningen af Bahrains historicitet: ”I en artikel fra 2005 har Eric Hirsch og Charles Stewart foreslået, at dette klassiske begreb fra historiefaget gives en ny etnografisk betydning, som fokuserer på historiens brug og betydning i nutidige samfund. De anerkender, at den almindelige historiske forståelse af begrebet drejer sig om begivenhedernes fakticitet, men foreslår i stedet historicitet forstået som […] the manner in which persons operating under the constraints of social ideologies make sense of the past, while anticipating the future..[..].. Historicity is a dynamic social situation open to ethnographic investigation. Begrebet peger altså på, at historie er en ressource i nutiden og får således den videnskabelige historiefrembringelse i f.eks. ekspeditionerne til at handle om den nutidige verden, lige så meget som om den fortid der undersøges […] Historicitets-begrebet lægger […] op til en mere åben undersøgelse af, hvordan forskellige historier bliver brugt i forskellige nutidige sammenhænge. Historicitet anerkender desuden, at historiefortællinger ofte tager form af myter, der skal tjene til at skabe forståelse i den nutidige virkelighed, og begrebet afviser ikke disse myter.” Ser man bort fra det faktum, at Fibigers etnografiske historicitetsbegreb langt hen ad vejen minder usandsynligt meget om et andet klassisk historiebegreb, in casu virkningshistorie, må man for det første spørge, om ikke definitionen af det klassiske historicitetsbegreb som begivenhedernes fakticitet er lige lovlig snæver, og for det andet om ikke dette, ifølge Fibiger, nyskabende, etnografiske historicitetsbegreb med lethed lod sig indpasse i historiefagets ”rigtige” historicitetsbegreb, dvs. som identificeret af for eksempel Bernard Eric Jensen i Gads Historieleksikon: ”Historicitet, den faglige samlebetegnelse for det forhold, at mennesker har en historiebevidsthed og er historieskabte som såvel historieskabende. At mennesker er historieskabte vil sige, at meget i deres være- og handlemåder uvægerligt vil bære præg af den specifikke historiske sammenhæng, i hvilken de er opvokset – altså af den kultur, som de lever og virker i […] Det er ved at tilegne sig en kultur, at mennesker bliver handlingsduelige og dermed erhverver forudsætningerne for at blive historieskabende. Det ligger i begrebet historicitet, at historisk-sociale processer til dels må forstås og forklares som et produkt af menneskelig virksomhed […] Begrebet lægger endelig op til, at mennesker må medtænke virkningshistorien i deres omgang med fortidige personer, værker eller begivenheder”.

Som afrunding på den jyske historikers temanummer om danske videnskabelige ekspeditioner optræder artiklen Forskning, formidling og forestillede fællesskaber: En sammenlignende analyse af ekspeditionerne Galathea 2 (1950-2) og Galathea 3 (2006-2007), hvori Kristian Hvidtfeld Nielsen med baggrund i Benedict Andersons teori om forestillede fællesskaber konkluderer, at begge ekspeditioner havde boven solidt plantet i det nationale ocean til trods for deres forskellige udgangspunkter i såvel tid som motiv.

Slutteligt skal det uagtet temanummerets i hovedsagen fornuftige kvalitet påpeges, at undertegnede i høj grad savnede en indledende artikel, som dels på historiografisk formående vis havde redegjort for de enkelte bidrags forskningsmæssige placering i fortid, nutid og fremtid, dels havde spundet en mere overbevisende rød tråd end (dansk) identitet, politisk magt og national sammenhængskraft mellem de enkelte forfatteres emneområder – en gerning, der uden tvivl ville have gjort de enkelte akter på scenen til én samlet forestilling! Og et ønske Den jyske Historiker således udmærket vil kunne gøre til deres helt egen videnskabelige ekspedition til det næste nummer i en ellers glimrende tradition.