Den Tabte Uskyld
Af Winnie Maria Bak, Cand. mag. i Historie og Mellemøststudier.
Undertegnede har altid været meget begejstret for Lars Erslev Andersen, både som underviser, forsker og skribent og dette er ingen undtagelse. Det skal dog tilføjes at bogen stiller visse krav til læserens viden om emnet, da der ofte henvises til begreber og forhold der ikke nødvendigvis er almen viden.
Den tabte uskyld er baseret på tre artikler publiceret sidste år. Den behandler forholdet mellem demokratiseringsprocessen i Mellemøsten og islamisme, og det dilemma det er, at forsøg på demokratisering ofte ender med at styrke islamisterne.
Der er tale om en slags opsummerende og analyserende skrift over den sidste tids uroligheder hvor lille Danmark kom i søgelyset i forbindelse med Muhammed-tegningerne, men også Lars Erslev Andersens bud på, hvorfor konflikterne mellem Vesten og Mellemøsten ofte opstår samt hvordan de, ikke undgås, men dog måske kan mindskes.
Bogen behandler bl.a. forskellige teorier omkring demokratisk underskud i Mellemøsten, ser på al-Qaida som hhv. organisation og ideologi og slutter med at spørge om verden er på vej ind i en global borgerkrig.
Til det sidste spørgsmål svarer Erslev Andersen, at hvis Vesten fortsætter med at forsøge at indføre demokrati i Mellemøsten efter samme opskrift som det hidtil har været tilfældet, så ja. Han siger, at i erkendelse af, at den verdensorden, Vesten (især USA) gerne ser realiseret kun er for de få skulle Vesten måske nedtone ambitionen om med vold og magt at få sin orden indført globalt og i stedet arbejde for i højere grad at se indad og arbejde for, at de værdier der skal gøres gældende globalt, fastholdes som fundament for Vestens egen orden.
Man kan med andre ord ikke indføre demokrati fra den ene dag til den anden ved militært at gennemføre et regimeskift. For det første virker det ikke troværdigt på de mellemøstlige befolkninger at sætte demokratiets regler ud af kraft ved at gennemtvinge det med vold og magt, for det andet medfører indføring af vestligt demokrati ofte, at islamisterne får mere magt, eller at befolkningen undertrykkes i demokratiets navn. I stedet for at missionerer en moralsk/ demokratisk verdensorden, burde Vesten arbejde mere på at sikre retten til personlig sikkerhed, personlig indkomst og til personlig indflydelse på den politiske orden.
Målrettet efterretningsarbejde er et must hvis terrorisme på europæisk grund skal forhindres, skriver Erslev Andersen, men dette indebærer også god kontakt til og dialog med indvandrer- og minoritetsmiljøerne, ligesom det er afgørende at man forhindrer ghettodannelser, da man hér ofte i et vist omfang opretholder sin egen justits. Det er i disse isolerede og selvregulerende miljøer, at der er god grobund for rekruttering af nye netværk og organisering af terrorhandlinger.
Konklusionen er således, at integration sammen med efterretningsvirksomhed og dialog, er den mest farbare vej, hvis terrorhandlinger på europæisk grund skal forhindres, ligesom Vesten som helhed bør revurdere sin rolle i Mellemøsten og de midler der anvendes i forsøget på at indføre en ny orden. Som den tidligere CIA-analytiker Charles Scheur siger, så hader islamisterne os ikke på grund af vores frihed og vores værdier, men for hvad vi politisk har gjort og gør i Mellemøsten, og i andre muslimske samfund.
