Derfra vores verden går – et essay om fædrelandskærlighed

Af Thomas Petersen

Forfatteren kalder sin bog et essay. En genre, der ifølge Store Danske er en kort tekst om et emne – kunstnerisk, politisk, videnskabeligt eller alment – skrevet i en lettilgængelig, ligefrem og personlig stil, præget af personlige refleksioner og overvejelser. En ret bred definition, der i realiteten tillader hvad som helst. Og det er netop det, forfatteren gør. Lektoren på RUC - historikeren og debattøren Henrik Jensen (født 1947).

På bogens sidste sider (side 194 ff.) vender han tilbage til et tema, han bl.a. i en tidligere bog, Det ordentlige menneske, fra 2012 slog an. Ud fra den tese, at vi gennem det eksisterende uddannelsessystem har meldt nutidens unge ud af det nationale fællesskab, foreslår han indførelse af en national værnepligt. Ikke en værnepligt i Grundlovens militære forstand, men en civil værnepligt, der forpligter unge mænd og kvinder før påbegyndt uddannelse at spendere op mod et halvt år på at hjælpe til med sociale, sundhedsmæssige og kulturelle opgaver lokalt i landets kommuner. På opgaver som at gøre rent, køre mad ud, ”løfte, bære ved og være med”.

Man kunne i samme ærinde pege på alle de løn-billige servicejob, der er forsvundet i en moderne verden. Fejemanden, den lokale telefondame, altmulig-manden. Alt sammen jobs, der ligger lavest i hierarkiet, men som er guld værd for en virksomhed. For eksempel receptionisten eller telefondamen, der altid havde tjek på, hvor virksomhedens ansatte fra direktør til lærling kunne findes.

Jensen opfordrer generelt til og har et lønligt håb om, at kollektiv moral og national loyalitet kan danne mur mod den grådighed og det forandringsraseri, der kendetegner nutidens samfund. Han giver sine bud på, hvordan vi genopfinder og styrker glemte eller forsømte begreber som fædrelandskærlighed, loyalitet og pligtfølelse. Skolen skal have klare retningslinjer at fungere efter. Det skal være slut med pædagogisk bragesnak om luftige kompetencer og ”ansvar for egen læring”. Sådanne slagord skal vige for indlæring, for krav om respekt for sproget i familien og i skolen. Samfund og skole skal insistere på ”det nationale i familien – traditionen og historien”. Jensen foreslår, at man begynder med at finde familiealbummerne frem og studerer dem. Især dem, der også inkluderer tidligere generationer.

Jensen udtrykker såvel sarkasme som patos. Stilen og indholdet er klart national-konservativt. Men gennemgående velskrevet samt ind imellem morsomt er det hele. En sådan stil kan få mangen en leveregel til umærkeligt at glide ind i huskeren.

Jensen mener, at ledende politikere, intellektuelle og meningsdannere alt for længe har forherliget det globale medborgerskab med alt, hvad dertil hører af fokus på menneskerettigheder og mangfoldighed. Mens nationalstaten er blevet underspillet og gjort synonym med smålig provinsialisme og undertrykkende flertalskultur. Nationalstaten og dens værdier er blevet skubbet til side samtidig med, at bølger af nationalisme er skyllet ind over Europa. Brexit, Trump i USA, Le Pen i Frankrig, ultranationalisme i Ungarn og Polen er bare nogle eksempler på denne bølge.

Jensen henviser i bogen til en undersøgelse, der viser, at langt de fleste danskere primært ser sig selv som borgere i deres eget land. Er alle danskere dermed nationalister, spørger historikeren retorisk. Nej, svarer han, men som værn mod nationalisme og anden radikalisme har vi brug for at genopdage ord og begreber for det at være borger i Danmark. I stedet for at skændes om, hvad der er ægte dansk eller ej, opfordrer Jensen til at gå bag om de begivenheder og strømninger, der har formet os som nation. Hvorfor er begreber som patriotisme, nationalfølelse og fædrelandskærlighed gledet ud af sproget? Sådanne spørgsmål giver forfatteren anledning til at ridse den danske udvikling gennem de seneste århundreder op. Det gør han veloplagt gennem en række velvalgte, men også allerede generelt accepterede nedslag i danmarkshistorien.  

Jensen er ikke den store tilhænger af tidligere kulturminister Bertel Haarders danmarkskanon. Han frygter, at de værdier, der ender med at komme med på listen, hurtigt vil havne ”på amagerhylden ved siden af af den danske nationalfugl, den danske nationalret og den danske nationalblomst”. Forfatteren mener, at de medtagne værdier primært blot er henvendt til muslimer og andre indvandrere, der skal lære at ”respektere kvinders ligestilling, respektere ytringsfriheden, arbejde og helst cykle”.

Jenser mener at kunne fastslå, at den danske befolkning i dag er splittet op i globalister og nationalister. Selv kalder han sig patriot med anvendelse af et ord, der trist nok og ganske uretmæssigt er gået af mode. Han kan hverken døje globalisternes multikulti-newspeak eller nationalisternes evindelige antipati mod de fremmede. Selv vil han langt hellere tage afsæt i George Orwell (1903-50), der definerede patriotisme som et begreb, der signalerede hengivenhed for et bestemt sted og en livsform, som man ikke vil påtvinge andre. Mens nationalisme i hans optik var uadskilleligt fra magtbegær. Ikke mindst på denne modstilling har Jensen baseret sit essay, hvor han veloplagt trækker sin læser gennem dannarkshistorien samtidig med, at han langer ud til højre og venstre.

I Henrik Jensens optik er det ikke EU som sådan, der danner baggrund for efterhånden mange årtiers europæiske fred og fordragelighed. Men derimod opbygningen af velfærdsstater, der velgørende har suget al den energi, der ellers ville være brugt på krig, krudt og kugler og anden dårskab. Men desværre har velfærdssamfundene efter Jensens mening dels en indbygget systemfejl og dels en bygningsfejl. De står pivåbne, og de er drevet ud i det absurde. De er med Jensens ord endt som ”en højoktan pitvelfærdsstat”, hvor man drøner ind for at få luft i dækkene og nye tændrør. Den kaldes også et fænomen, der er forvandlet til en konkurrencestat.

Men Jensen er på trods af al påvist, påstået og eksisterende dårskab også optimist på Danmarks vegne. Der er nemlig også et andet Danmark neden under det umiddelbart synlige. Et Danmark, som vi blot skal genopdage og vende tilbage til. Et Danmark, vi - forblændet af globalisme, internationalisme og indre marked – har forsømt og glemt. Et Danmark, der med forfatterens ord er bygget på ”vores fantastiske, nærmest mirakuløse natur”. Samt historie, hvor landbrugsreformerne sidst i 1700-tallet kom først, så fulgte i 1800-tallet højskolerne, de folkelige vækkelser, andelstanken og alle mulige og umulige foreninger, der tilsammen skabte det faste fundament for det nutidige og demokratiske Danmark - nemlig civilsamfundet.

Med historikerens overblik, med en sund konservativ grundholdning og med den engagerede og tænksomme borgers røntgenblik har Henrik Jensen skrevet en læseværdig, engageret og ganske underholdende diagnose og behandling af et Danmark på afveje. Et Danmark, der med den rette medicin ordineret og besjælet af indbygget optimisme måske kan finde tilbage til allerede betrådte og accepterede stier. 

Siden er oprettet 07. december 2016.