Det demente samfund - Historieløsheden i nutidskulturen

Af Erik Ingemann Sørensen

Måtte det myldre af liv i Øksnehallen den 14.-15. marts. Måtte oplevelserne stå i kø. Og må der være fyldt med yngre mennesker. Måske en lidt underlig indgangsbøn til en anmeldelse. Men efter at have læst historikeren Michael Böss’ fremragende bog: ”Det demente samfund. Historieløsheden i nutidskulturen”, kan jeg dårligt starte på anden måde.

”Grib dagen” – nuet og kun nuet - er et af tidens højt hyldede mantraer. Her drejer det sig imidlertid om et, der er endnu mere vigtigt: ”Grib historien”. For ifølge Böss’ grundige analyse står det rystende til med faget. Han refererer således til flere undersøgelser om ”uvidenheden i videnssamfundet”.

I 2011 testede ”Jyllands-Posten” unges viden om, hvorfor man flagede på halv den 9. april. Kun 5 ud af 14 vidste hvorfor. 2 år senere lod ”Berlingske Tidende” Gallup foretage en noget mere systematisk analyse af unges historiekundskab. Næsten en fjerdedel af de adspurgte mente, at det var Otto von Bismarck, der var leder af den tyske besættelsesmagt i Danmark under 2. verdenskrig. Og 20 % var overbeviste om, at det var August Strindberg, der reddede jøderne. Og ikke Raoul Wallenberg. Under mine foredrag om 1864 blev jeg et par gange spurgt, om de tilfangetagne danske soldater fra Dybbøl blev sendt i koncentrationslejr.

I 2004 afslørede en analyse foretaget blandt 190 førsteårsstuderende på faget statskundskab i Aarhus, at flere studerende mente, at Goethe var minister under Hitler. Samt at stakkels K. K. Steincke var tysk militærteoretiker.

Man aner faktisk ikke, om man skal le eller græde, så rystende er hele Michael Böss’ fremlægning af problematikken om den historiske uvidenhed – det historieløse samfund.

Katastrofale udsigter
”Den manglende historiske viden, som de studerende møder op med efter 12 års skolegang, udgør derfor et problem. Problemet vedrører derfor ikke kun dem selv og deres undervisere, men også samfundet. Specielt når det gælder studerende på statskundskab, økonomi og jura. For det er fra disse studier, nutidens politikere og embedsmænd udklækkes. På den baggrund bør man nok ikke undre sig over, at der i disse år lovgives og administreres med begrænset respekt for dansk historie, altså hvorfor uddannelsernes dannelseselementer tyndes ud til fordel for færdigheder og kompetencer…”

I ”Berlingske Business” den 10. marts i år skriver seniorjournalist Carsten Steno under overskriften: ”De måske egnede humanister” følgende: ”Desværre læser flertallet humanistiske fag eller samfundsvidenskab, når de kommer på universitetet. Hard skills, som man kræver på studier, der indeholder krav om kundskaber i fysik, kemi og matematik, er knap så populære. Så hellere studier, hvor man kan snakke sig ud af problemerne…”

Det kan da kaldes ringeagt for humaniora, om noget kan.

Men tilbage til nutidens politikere. Et par af tidens ”historielallere” bringes på banen. Den ene er forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, der citeres for følgende udsagn: ”Historie har aldrig været mit stærkeste fag, da jeg gik på gymnasiet…” Det er der måske ikke så meget at sige til.  Mange har vel haft og har det på den måde. Men den forhenværende fortsætter: ”Det, der interesserer mig, er det fremadrettede.” Her halter det for alvor.

Men endnu værre bliver det med den siddende undervisningsminister: ”Den skole, som undervisningsminister Christine Antorini ønsker sig, vil nemlig ikke blive en skole, hvor man vil ”diskutere fortidens problemer og konflikter…” (Anmelderens kursivering). Mere rystende kan det vel dårligt være!

Vi skal vel helt tilbage til Bertel Haarders periode som undervisningsminister for at finde den seneste, som havde indsigt i og forståelse for faget historie. Og til Niels Matthiesen (S) for at finde en markant kulturmister, der forstod humanioras altafgørende rolle for samfundet. Hvad nytter det, at den nuværende hyller sig i grundtvigianske gevandter, når Rigsrevisionen netop særdeles skarpt har kritiseret Kulturstyrelsen for at svigte vore kulturminder, så de forfalder. Og museerne landet over bløder.

Man kan vel med rette mistænke, at det er finansministeren og hans regnedrenge, der styrer det hele. Og i ministerierne de efterhånden selvlysende DJØF’ere. Men. Kulturminister Marianne Jelved er da just ikke ukendt for ikke at turde vove at åbne en af sine håndtasker og tage sin frygtindgydende Totenschläger frem. Er det åndelig metaltræthed, der forhindrer hende i at råbe vagt i gevær?

Hvert eneste kapitel i denne fremragende bog hensætter læseren i både undren, hovedrysten – og fortvivlelse. Uendelig meget tyder på, at det er denne liggen under for ”Carpe diem”– for nuet – for det der sker her og nu, der er en af de tunge årsager til, at vi er endt i denne ulyksalige situation.

En anden årsag findes tilbage i 1970’erne og 80’erne. På det der dengang hed Danmarks Lærerhøjskole. Her dukkede en stærk gruppe teoretikere op. De forsøgte – med stort held – at sætte sig på ”den eneste rigtige måde at arbejde med historiefaget”. At flere af dem havde en marxistisk tilgang til historien er uinteressant. Det havde Eric Hobsbawm jo også. Og det er der sandt at sige kommet megen stærk historieskrivning ud af. Men de fik slået så meget i stykker, fordi der skulle teoretiseres og eksperimenteres konstant. Kort tid før årtusindskiftet kunne en skoleleder belære mig om, at ”den klassiske dannelse er død. Og stor tak for det”, sagde denne dame, der stod med hovedansvaret for, at de opvoksende generationer stiftede ordentligt bekendtskab med historien.

En af fortidens store syndere inden for læring er Sten Clod Poulsen. Det er derfor befriende at læse, at han nu er nået til den stik modsatte erkendelse. Michael Böss citerer ham for følgende – og undskyld det lange citat, men det er vigtigt: ”Vi har … fortrængt hukommelsens betydning for læring. Vi har smadret Den Sorte Skole og smidt barnet ud med badevandet og triumferet bagefter. Det er en katastrofe. Når det kunne komme så vidt, så skyldes det, at vi, der indførte projektpædagogikken, selv havde gået i en skole, hvor vi havde fået kundskaber. Dem tog vi for givet, fordi vi selv havde gået i en. Men vores hadefulde opgør med den vidensorienterede skole, var så succesrigt, at den i dag er udraderet. Det betyder, at den tværfaglighed, problemorientering og projektarbejde, som børn og unge i dag udsættes for, hviler på et ekstremt skrøbeligt grundlag af manglende fagkundskaber og tilfældige informationer fra nettet. Men uden sikre, præcise og relevante enkeltfaglige kundskaber er ingen tværfaglighed og problemorientering mulig; uden problemorienterende analyser er projekter blot en beskæftigelsesforanstaltning for elever, som ikke længere magter at koncentrere sig – og som ikke har viden til at skabe selvstændig indsigt…”

Den erkendelse skal Sten Clod Poulsen have stor tak for. Vi andre, der kæmpede mod dengang, blev udstillet og fik verbale tæsk. Men stod fast.  Jeg erindrer stadig en særdeles vidende kollega og fremragende underviser, der iskoldt noterede: det dér – det er ”den kronologiske uskyld”. Så var det sat på plads.

Er der overhovedet håb?
Gudskelov ender Böss ikke i det totale sortsyn: ”Historiebevidsthed gør en forskel for os i vort liv som mennesker og samfundsborgere. Den, der kan huske, har mulighed for at forstå sig selv, sin kultur og sit samfund. Den, der kender sin historie, kan gøre sig til en del af den og bliver ikke så let offer for en illusion om, at alting på forhånd er bestemt, eller for påstande om, at vejen fremad er belagt med nødvendigheder. Historien kan være den kilde til indsigt, som kan gøre os frie og give os fremtidsmodet tilbage, både som individer og samfund.”

Hvor er det dog befriende med denne kloge afslutning. Spørgsmålet er så, om politikerne og undervisere inden for alle sektorer magter og vil. Vi skræmmes i øjeblikket over ødelæggelsen af uvurderlige kunstskatte i Mellemøsten. Historien udslettes. Til alles store forargelse.

Her i landet behøver vi slet ikke sprængstoffer til disse handlinger. Fortielser og ”historielalleri” har vist sig mindst lige så effektive.

Stor, stor tak til Michael Böss for at have sat det hele i dette udfordrende perspektiv. Det fortjener børn, unge og kommende generationer for ikke at ende med en ”supermarkedsidentitet”, som han så rammende karakteriserer det.

Men det sker, hvis vi hælder historien ud med badevandet. Og vi er godt på vej.

...

Siden er oprettet 10-03-2015