En sikker borgerlig stemme. Det Konservative Folkeparti gennem 100 år.

Af Erik Ingemann Sørensen

I Jonas Jonassons vidunderlige roman ”Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt” tager begivenhederne for alvor fart i forbindelse med hovedpersonens store fødselsdag. Det er ikke nogen påstand, at noget lignende skete, da Det Konservative Folkeparti rundede samme skarpe hjørne. Dagen efter var Fanden løs – om ikke i Laksegade så dog på Christiansborg. Og som ugen skred fremad, undrede den ene reporter efter den anden sig over, hvorfor fødselaren tilsyneladende var ved at kravle ud ad vinduet og forsvinde som parti ved et tilsyneladende uundgåeligt valg.

Mindre end en uge efter har ”roen” atter sænket sig over de hellige haller. Efter en af de mest mærkværdige performances i nyere dansk historie. Hvis primære formål måske slet ikke var ”gylle-gate”, men derimod at få partiet i pressen.

I forbindelse med den hundredåriges fødselsdag udgav partiet bogen om partihistorien med den noget ufrivilligt morsomme titel: ”En sikker borgerlig stemme”. Bogen, der er skrevet af historikeren Lars Christiansen, er et bestillingsarbejde, understreger forfatteren i forordet. Her gør han også opmærksom på, at han kun havde 4 ½ måned til at skrive bogen, hvilket har stillet sig hindrende i vejen for kildearbejdet. Noget der desværre skinner igennem undervejs.

Omvendt understreger forfatteren, at han er dybt engageret i partiet og herved har ”…den fordel, at jeg kender Det Konservative Folkeparti og alle dets organisationsled indgående og på godt og ondt…” På samme tid erklærer han, at han ikke er noget sandhedsvidne – hvilket læseren må være forberedt på undervejs. Og forfatteren er flittig til at dokumentere dette.

Det er fair nok at indrømme det. Men det kan på ingen måde frikende forfatteren for undervejs både at fortie, fordreje, misinformere og tage på dybt personligt hævntogt. Uanset hvad klæder det ikke en professionel historiker at udnytte opgaven på denne måde.

Men herom senere.

En kronologisk fortælling

Lars Christensen har valgt den kronologiske fortælleform, hvilket forekommer logisk, når partiets historieideologi netop hviler på, at man skal kende fortiden for at forstå nutiden. Og med de frø af ”ufred”, der konstant er ”føget over hegnet” i netop dette parti, er det vel også den eneste farbare vej.

Ved indgangen til det nye århundrede forekom det, som om Højre havde opbrugt sine manøvreringsmuligheder i dansk politik. Og da Estrup dør juleaften 1913, forekom det, som om den bevægelse, der havde sat så markante fingeraftryk på det ”moderne” Danmark, lå for døden.

Men en ny bevægelse stod klar til at tage over. Og i februar 1916 – netop da de vanvittige kampe ved Verdun går i gang – stiftes Det Konservative Folkeparti oven på resterne af Estrups ”kamp” for et andet Danmark.

På en måde ganske symptomatisk med de tordnende kanoner i baggrunden.

En række nedslag

Forfatteren foretager herefter en række nedslag i partiets historie. Blandt disse er især afsnittet om Christmas Møllers triumferende år spændende. Og som altid, fristes man til at skrive, undres man over den selvdestruktive periode, der fulgte efter. En periode der måske kunne have fortjent en lidt dybere analyse.

Ikke underligt er det Schlüters statsministerperiode, der optager den største plads i bogen. Alene de mange brud med traditionel dansk politik kræver et stort sidetal. Men det er på alle måder lykkedes forfatteren at give en god og kyndig redegørelse for perioden, der sluttede den dag, højesteretsdommer Hornslet afleverede den længe ventede rapport om den såkaldte ”Tamilsag”.

Herefter var der ikke længere nogen vej tilbage.

Forfatteren konkluderer om Schlüters periode, at det netop var denne, der var med til at føre Danmark væk fra afgrunden. I en sådan grad at inflationen forsvandt, og der i 1990 kom overskud på betalingsbalancen. Nøgternt må man give forfatteren fuldstændig ret. Det var på mange måder en storhedsperiode.

Forfatteren vier et lille afsnit til de konservatives kamp for folkeskolen. I sidste øjeblik blev Eva Møller underkendt, hvorved partiet ikke kom til at høre til forligskredsen. Underligt nok nævner han ikke, at partiet – som det eneste – i 1980 udsendte et forslag til læseplan for historie. En af partiets helt store mærkesager.

En partisk partihistorie

Forfatteren har indledende fortalt om sin nære tilknytning til Det Konservative Folkeparti. Det er fair nok. Men at tildele sig selv carte blanche til at skrive dybt personligt er for meget af det gode. Og det svækker i den grad validiteten af fremstillingen. Den sidste del af bogen omhandler en særdeles nedladende og til tider latterliggørende beskrivelse af Hans Engell.

En beskrivelse der på ingen måde harmonerer med virkeligheden!

Det er absolut ikke en historiker værdig – og ødelægger det samlede indtryk af bogen.

Konklusionen må derfor være, at bogen er en partisk partihistorie. Har man det in mente, er det såmænd en nydelig redegørelse for den hundredåriges optræden.

Siden er oprettet 2. marts 2016.