Energi for evigt

Af Mogens Rüdiger

Det er meget passende, at Jan Svendsens bog om vindenergi begynder med det verdenskendte gule mærkat med teksten Atomkraft – Nej tak og følges op af et interview med nogle af de energipolitiske græsrødder fra dengang, Niels I Meyer, Bent Sørensen, Frede Hvelplund og Preben Maegaard. De har alle ydet et væsentligt bidrag til udbredelsen af en positiv forståelse af vindenergi i Danmark – og de har alle været med til at skabe grundfortællingen om dansk vindenergi, en fortælling som Jan Svendsen med bogen Evig energi også skriver sig ind i.

Fortællingen lyder i meget korte træk sådan: da oliekrisen ramte Danmark, begyndte nogle få fremsynede personer at tænke kreativt. De greb fat i vindmøllen som alternativ til olien (naturgas havde vi ikke på det tidspunkt) og ud af deres initiativ voksede et stadig mere grønt land og en vindmølleindustri, der erobrede hele verden - eller i det mindste en substantiel del af verdensmarkedet.

Grundfortællingen kan uden videre suppleres med den fortælling om Danmarks rolle som frontnation i den grønne omstilling, der er blevet fortalt og stadig fortælles af klimakommissær Connie Hedegaard og klimaminister Martin Lidegaard. Ikke et ondt ord om det i det omfang, den bliver brugt til at sige, at Danmark har pligt til at være på forkant i den grønne omstilling. Men virkeligheden er mere kompliceret, end grundfortællingen lader ane - det vender jeg tilbage til om lidt, når jeg har præsenteret bogen.

Jan Svendsen er journalist og forfatter og har udgivet fire bøger om energi og energiens historie. Den forrige hed Olien længe leve – anmeldt på Historie Online – men det er for alternativet, i vinden, at Jan Svendsens hjerte banker. Ikke fordi man som læser bliver forulempet af en vind-idealisme. Den er i teksten og billederne, men på en stille og afslappet måde, der også giver plads til forskellige holdninger til den måde, forholdet er mellem fossil og fornybar energi.

Det, der adskiller Svendsens bog fra andre fremstillinger af vindenergiens historie er, at han anskuer den fra mange vinkler og kommer godt ud i hjørnerne og beretter om både politik, virksomhedshistorie, strategiske overvejelser og ikke mindst hvad der konkret foregår på ’gulvet’ i energivirksomhederne. Der ligger et stort arbejde og mange interviews til grund for det fornuftige og grundige billede, Svendsen har skabt. Det er nyttigt og informativt. Man får rigtig meget at vide om arbejdet med at opstille en vindmølle, om de betingelser, der er på markedet og om de personer, der er aktører. Man behøves ikke at være teknisk nørd eller ingeniørstuderende ved AAU for at finde det interessant.

Grundigheden har sin pris, nemlig at det giver en del ekskurser i teksten, fx når et interviewoffer præsenteres, og en til tider noget hoppende kronologi. Svendsen har forsøgt at afhjælpe det med faktabokse og indrammede indlæg fra forskellige aktører, som kan læses særskilt.

Men, kort sagt, er man interesseret i vindenergi og dens nyeste historie, så er Energi for evigt et godt sted at begynde. Den giver et godt billede af grundfortællingen om vindenergien siden 1970’erne, men altså også med plads til kritiske eller skeptiske røster over for nytten af vindmøller.

Problemet er imidlertid, at grundfortællingen pynter på virkeligheden – for at sige det lidt firkantet. Svendsen er godt klar over, at der er problemer. Vindenergien har haft sine ups and downs siden 1970’erne, virksomheder er gået konkurs, der er langt fra ’legetøjet’ hjemme i ingeniørens have, som kunne trække en elektrisk æggekoger, til de megamøller, vi har i dag, og som både larmer og skæmmer landskabet mere end gylletanke, at møllerne producerer som vinden blæser og derfor er svære at indpasse i energisystemet, for ikke at tale om, at betydelige statstilskud stadig er en forudsætning for vindmøllens overlevelse. Problemer eller bagsider – og der er flere af dem – der nok omtales, men som ikke tages rigtig alvorligt, fordi – tillad mig at karikere - der er en teknisk løsning lige rundt om hjørnet, og snart kan man producere en vindmølle uden statstilskud, og inden ret længe har man fundet en måde at indpasse vindenergien i det samlede energisystem.

Grundfortællingen bygger på en voldsom tilsnigelse, at vindidealismen voksede organisk ud af oliekrisen i 1973-74 – jf bogens undertitel. Vel var der en gruppe mennesker (se ovenfor), der tænkte ud af olietønden og satsede på at skabe et alternativ til de fossile energier, men det var helt ærligt ikke Preben Maegaards vindcenter eller forskere på RUC og AAU, uanset deres gode ideer og alternative samfundsmodeller, som flyttede hegnspæle. De blev nemlig opfattet som pauseklovne i branchen og på Christiansborg.

Først da diskussionen om blandt andet Brundtland-rapporten (1987) skabte opmærksomhed om de fossile brændslers negative effekter, rykkede det. Det gik op for nogle politikere, at den storstilede indsats for at forbedre forsyningssikkerheden i 1970’erne og 1980’erne og den 10 milliarder investering, der blev brugt på at fortrænge olie med kul i elproduktionen, var en forbier. Den efterfølgende danske energiplan Energi 2000 var et første skridt i genopretningen af en holdbar energipolitik: vindenergi kom på dagsordenen og dermed blev der skabt et fundament for vindidealismen, der gav den en fremtid – på godt og ondt.

Okay, historien er stadig mere kompliceret end som så, men pointen er, at vindidealismen først får indflydelse, da den bliver taget alvorligt af politikerne, og der kommer en dialog i gang, og der bliver vedtaget en målsætning og en regulering. Den alternative energi holdt så op med at være alternativ og blev en energiform, der i stigende omfang skulle satses på og indpasses i det fossile system.

Og lige præcis her ligger en udfordring: hvordan får man et ustabilt (vind og sol) og et stabilt energisystem (de fossile brændsler) til at fungere sammen, i hvert fald i en overgangsperiode indtil systemet kan fungere stabilt på fornybar energi til en pris, der er til at leve med. Svendsen adresserer naturligvis flere af problemerne og får kompetente folk til at fremlægge deres bud på den tekniske side af sagen.

Derimod kunne Svendsen have gjort noget mere ud af de problemer, der knytter sig fx til energimarkedet, til produktion og overproduktion af energi med tilknyttede stærkt svingende priser. Eller til problemet med, at statslige tilskud er livsnødvendigt for vindindustrien. Eller sammenhængen i den statslige politik over for vindenergi og andre fornybare energier. Eller transporten, som ingen gør noget ved. Eller hvordan naturgas (som det mindst forurenende fossile brændsel) og fornybar energi spiller sammen. Eller hvad der skete med vindidealismen, da den blev mainstream og om den har mere at byde på, fx den store diskussion om et bæredygtig energisystem kan skabes med et teknologisk fix, eller om det også involverer ændringer i måden at leve på? Jeg savner mere systematiske overvejelser og diskussioner af disse og andre problemer.

For at slutte af med noget entydigt positivt – som traditionen byder i Historie Onlines anmeldelser – billedsiden er flot, den er simpelthen en fortabelse værd!