Fagdidaktik i historie

Af Erik Ingemann Sørensen

”Hvert barn er en historie og en del af historien”, hedder det i ”Historie 84”. 30 år senere finder vi følgende formulering: ””Ved at arbejde med, hvordan vi som mennesker orienterer os, reflekterer over og handler i tid, og ved at forholde os til eksistensen, etableringen og anvendelsen af meningsbærende fortidsforklaringer, bliver vi både klogere på, hvem vi er, og bedre i stand til at forstå nogle af de grundmekanismer, der ligger til grund for vore handlinger”.

De to citater supplerer egentlig hinanden på fin vis. Vi er alle historie – og historien lærer os at forstå og at agere.

Faget historie har i det danske uddannelsessystem stort set altid haft en central placering. Som et af de afgørende dannelsesfag. Sådan forholdt det sig med skoleloven af 1814, og her 200 år senere er det stadig det fag, der vendes og drejes for at se, hvilke muligheder det giver eleverne.

Derfor er det yderst velkomment, at de to forfattere Heidi Eskelund Knudsen, ph.d. i historiedidaktik, og Rune Christiansen, mag.art. ved læreruddannelsen i Aarhus, har skrevet bogen: ”Fagdidaktik i historie”.

Den ene del er en længere og ganske grundig redegørelse for ”Skolefaget histories udvikling i Danmark”. Et glimrende overblik med nedslag i de afgørende justeringer og ændringer, der har fundet sted undervejs. Dog er der en vis slinger i valsen undervejs. Det er således denne anmelder totalt uforståeligt, at man kan komme gennem 1800-tallet uden så meget som én eneste gang at omtale Grundtvig og hans indflydelse. Hans betydning for historien og historieundervisningen er da ellers umulig at overse.

Hertil kommer analysen af 2 markante tiltag i henholdsvis 1970-erne og 1980-erne, hvor der rammes ved siden af.

Det første tilfælde drejer sig om arbejdet med kildematerialer i undervisningen. Her skriver forfatterne blandt andet: ”Kildebaseret undervisning i folkeskolen – ingen umiddelbar succes.” Det er ganske enkelt ikke rigtigt. Allerede tidligt i 70’erne introducerede ”Dansk Historielærerforening” denne form for arbejde – blandt andet på de særdeles velbesøgte kurser. Herunder det ugelange sommerkursus – som kommunerne betalte. Det er ét parameter. Det vel nok mest sigende er af en ganske anden karakter. ”Dansk Historielærerforening” begyndte på eget forlag at udgive kildesamlinger. Det blev indledningen til foreningens økonomiske guldalder. Og de blev flittigt brugt rundt om på landets skoler. Det kunne vi jo erfare, når vi mødtes til de mange kurser.

Hertil kom, at forlaget Gyldendal knyttede foreningens fremragende redaktør, Gerhardt Eriksen til sig som redaktør af serien ”Historiske problemstillinger”, der ligeledes blev en stor succes.

Disse parametre skulle gerne sammen med anmelderens talrige oplevelser understrege, at kildearbejdet i historieundervisningen rent faktisk var en stor succes. Naturligvis med fejltrin undervejs. Som med al implementering. Se bare på madam Antorinis seneste vilde udspil!

Den anden fejltolkning ligger i vurderingen af ”Historie 84”, hvor undertegnede sad som medlem af læseplansudvalget. Her peger forfatterne på, at læseplanen ligger i tråd med ”Den Blå Betænkning”, samt at der var en rød tråd igennem historien. ”En rød tråd, der stadig primært skulle forstås og ikke problematiseres, og som ikke konsistent blev understøttet af hverken kildearbejde eller perspektiveringer til elevens eget liv…” En læseplan står aldrig alene, men er tæt knyttet til undervisningsvejledningen. Havde man nærlæst denne, ville man være kommet til et ganske andet resultat. Og det var netop det, udvalget lagde allermest vægt på. Barnets rolle var konstant i centrum under arbejdet.

Alene sammensætningen af udvalget dækkede så bredt, at der var både faghistorikere og undervisere, der kom med deres bud. Der var også en venstrekvinde, der ikke havde noget bud. Og derfor ikke ville skrive under. Endvidere havde man, til Bertel Haarders måben, fastholdt formålsformuleringen, skrevet af Ritt Bjerregaard til ”Historie 81”. At lave en anden ville have været at blive spændt for en politisk vogn – hvad kun én i udvalget ønskede. Men målet var klart: eleverne skulle opleve og diskutere – ud fra flere forskellige fremstillinger – hvordan livet havde formet sig i tidligere tider. Som havde de selv været til stede. Det skulle relateres til den verden, de kendte og var en del af.

Men. Nu skal disse indsigelser på ingen måde stå som andet end korrektiver. Det er faktisk lykkedes de to forfattere at give et glimrende overblik over fagets situation gennem 200 år. For fremtidige lærere er det vigtigt at have dette baggrundsmateriale med.

Fremragende overvejelser og ideer
Resten af bogen er en flot redegørelse for sammenhængen mellem undervisning og elevsituation – samt fine eksempler på, hvordan man kan tilrettelægge sin undervisnings indhold. Her boltrer de to historikere sig for alvor. Et enkelt eksempel: ”En udbredt praksiserfaring er imidlertid, at stærk narrativ metode i mange tilfælde kan afhjælpe problemet og kan gøre det nemmere for eleverne at huske undervisningens vidensindhold…” For senere at supplere med: ”At indlejre viden om fortidige fænomener gennem små narrative fortællinger er imidlertid kun en delvis løsning….” Der er så talrige mange andre muligheder, påpeger de to forfattere. Her går de blandt andet – kritisk – ind på de mange muligheder internettet indeholder. Det er fremragende set – byggende på, at historieundervisningen skal være en oplevelse for eleverne – en oplevelse, der kan blive en slags kompas for deres videre i livet.

Forfatterne boltrer sig virkelig på deres didaktiske hjemmebane. Med den ene øjenåbner efter den anden. Man kommer faktisk til at længes efter at være sammen med unge mennesker igen – og være med til sammen med eleverne at åbne døre til det spændende fag: historie.

De to forfattere har virkelig leveret et fremragende arbejde med deres bog om historiedidaktik. Den bør blive obligatorisk på samtlige uddannelsesinstitutioner. Så eleverne får det, de har krav på: en spændende og vedkommende historieundervisning, der kan være med til at gøre dem til søgende mennesker.

...

Siden er oprettet 03-06-2015