FEST. Fejring, rus og ritualer
Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk
Der findes fester, hvor man drikker sig i hegnet sammen med medstuderende, arbejdskolleger eller andre, man ikke er i familie med. Og så er der familiefester, hvor man aldeles ikke drikker sig i hegnet men til gengæld afsynger et væld af hjemmelavede sange. Der er de formelle fester og de uformelle, sidstnævnte især inden man bliver 40, ofte sammenskudsgilder. Der er masser af genkendeligt i Anne Knudsens veloplagte essay, der slutter antologien om fester, fejringer, rus og ritualer. Det er dog ikke genkendeligt alt sammen. For man kommer i antologien langt omkring i både tid og rum. Meningen er at indfange festens væsen forskellige steder i verden og i forskellige tidsperioder. Og analysere festen som et billede på det samfund eller befolkningsgruppe, den udspiller sig i. For der skal jo flere til at lave en fest – og der er ofte nogle ritualer, der skal gennemføres, og ofte også alkohol, der skal nedsvælges.
Alle de glimrende bidrag til antologien skal ikke nævnes her. Men vi er fx tilbage i steanalderen, hvor de fantastiske hulemalerier ifølge arkæologerne vidner om festpladser, hvor stenalderfolkene mødtes og samvirkede socialt. Vi er også et godt stykke tilbage i tiden, når Inge R. Schellerup kan fortælle om inkaernes sygdomsuddrivelsesfester før spaniernes ankomst og erobring – fester, som kørte efter ganske bestemte ritualer, og som blev ledsaget af ofringer og en mængde mad og drikke.
Vi er også til symposier og dionysosfest i det klassiske Grækenland, og der gik det ganske voldsomt for sig. Og det gjorde det naturligvis også i nordisk mytologi, når Thor drak de øvrige under bordet. Bronzealder er også repræsenteret med kedelfester i bl.a. Centraleuropa, og renæssancen med bl.a. kroningsfestligheder, når de danske konger fejrede sig selv med dagevis af fest og fejring.
Interessant er også etnologiske artikler om de powwowfester, som native americans fortsat afholder. De kan give sig udtryk på mange måder og er med til at fastholde den indianske identitet. Og fra Mexico kommer den meget vigtige Dia de los Muertos, hvor man fester med de afdøde på kirkegården – med masser af farver, skeletter, mad og drikke. Tilbage i Danmark lyder det ret skægt at have været til fest på Lille Mølle på Christianshavns Vold i København. Johanne og Ejnar Flach-Bundegaards fester i en stor del af det 20. århundrede lyder som noget, man gerne havde deltaget i.
Vigtigt er selvfølgelig festen som brud på dagligdagen og bekræftelse af en social sammenhæng i landsbyen, vennekredsen, familien og i videre forstand hele samfundet. Og det skal helst være i forbindelse med masser af mad og drikke, evt. også dans og leg, og man er naturligvis mødt frem i pænt tøj.
Jo, der er mange forskellige måder at feste på til forskellige tider og forskellige steder på kloden – og Nationalmuseets forskere suppleret med forskere fra Københavns Universitet – arkæologer, historikere, etnologer, antropologer – har her samlet viden og fortællinger om en hel del af disse fejringer. Det har tydeligvis været sjovt at formidle denne viden, som dog ikke blot er skæg og ballade, men i høj grad fortæller noget om de enkelte tidsperioder og de steder, det foregår. Her er ikke nævnt alle artiklerne i antologien – der skal jo også være noget til at overraske læserne, som forhåbentlig vil blive mange, både historiske og antropologiske fagfolk og almindeligt interesserede.
[Historie-online.dk, den 18. maj 2022]
