Folketinget

Af Anders Ellegaard, cand. jur.

D. 28.maj var det 100 år siden, at Folketinget og Landstinget flyttede tilbage til Christiansborg. Efter branden i 1884 flyttede de to kamre til en nedlagt kaserne i Fredericiagade. Der skulle gå 34 år, før de kunne flytte hjem på ”Borgen.”

I anledning af årsdagen er der udgivet en bog om Folketingets og Borgens historie, udvidelser og udsmykning i de 100 år. Og ikke mindst de folkevalgte medlemmers vilkår og de store administrative ændringer. Bogen handler ikke om politik, men om hvordan det politiske liv har udviklet og ændret sig. Om slottet, Folketinget og administrationen.

Forfatteren er cand. mag. og har arbejdet i Folketingets Bibliotek i 30 år. De sidste 17 år som chef for biblioteket.

Ganske kort: Kong Christian 6. fik revet Københavns Slot ned i 1731. Det første Christiansborg blev bygget som et rokokoslot og stod klar i 1740. Slottet brændte i 1794, og kongefamilien flyttede til Amalienborg. Det andet, nye og mindre Christiansborg i nyklassicistisk stil stod først klar til indvielse i 1823 (økonomien!). - Det brændte i 1884, og først i 1918 var det tredje Christiansborg klar til indflytning. Bogens første afsnit om de tre gange Christiansborg slutter med en tegning med oversigt over Slotsholmens bygninger. - I bogen citeres en del af Herman Bangs reportage fra branden i 1884. Det er ren ”New Journalism!”

Andet afsnit går i dybden med Grundloven. Ikke de enkelte paragraffer, men grundlaget for den første fra 1849 og derefter de ændringer, som siden er sket – med eller uden den foreskrevne procedure. Og de diskussioner der har været om yderligere ændringer og moderniseringer.

Underafsnit: Arbejdets organisering og udvikling, de tre store debatter (åbnings-, finanslovs- og afslutningsdebatterne), møderne i salen, formanden (og næstformændene), forretningsordenen, lovforslags behandling, referater, § 20 spørgsmål, parlamentariske redskaber, finanslovens vedtagelse (98% af de samlede udgifter på ca, 700 mia. er ikke til diskussion, der forhandles ”kun” om de sidste 2%!), politiske forlig og aftaler, løsgængere, planlægning af folketingsarbejdet, udvalgsarbejder, udvalg, åbne samråd, internationalt arbejde og samarbejde. Lyder det kedeligt? Det er det langt fra. Det er godt og forståeligt skrevet.

Folketingsmedlemmernes vilkår har ændret sig meget. I 1850 havde medlemmerne ikke egne arbejdsværelser eller sekretariatshjælp. Forfatteren omtaler forholdene for de folkevalgte gennem tiden. Nu har de egne kontorer, vederlag, pensionsordninger, rejseregler, skrivemaskiner og pc´er, elektroniske hjælpemidler, nyhedsmedier m.m.

Bogen gennemgår indretningen og udsmykningen af Folketingets og medlemmernes lokaler. Folketingssalen, Vandrehallen, Landstingssalen, Samtaleværelset, Fællessalen, udvalgsværelserne og gruppeværelserne, bibliotekets læsesal, Provianthuset og Tårnet. Og restauranterne.

Et afsnit hedder: ”Menneskene i bygningen.” I administrationen var der i 1850 omkring 50 ansatte. I 2016 var der 426. Hertil kom partiernes egne ansatte, som i bogen er opgjort til 386 i 2016, og hertil kom yderligere praktikanter og frivillige.

Pressen kan have fri eller privilegeret adgang. De faste pressefolk er medlemmer af presselogen. I bogen diskuteres pressens forskellige roller i dens dækning af Folketinget, arbejdet og politikerne. Er pressen i dag virkelig den fjerde statsmagt, som den påberåber sig ved festlige lejligheder? Er pressefolkene referenter, eller kommentatorer eller kritikere? Risikerer de at blive for indspiste med de folkevalgte?

Et afsnit omhandler kvinderne i Folketinget. Emancipationen begyndte i 1800-tallet, men først i 1915 fik kvinderne valgret til Rigsdagen. I 1918 afholdtes det første valg siden ændringen af Grundloven i 1915. Der valgtes fire kvinder til Folketinget og fem kvinder til Landstinget. Efterhånden som tiden gik, fik kvinderne også pladser i præsidiet, udvalgene, ordførerskaber m.v.  Og på det seneste også poster som statsminister og formand for Folketinget.

Folketinget gør utrolig meget for at informere offentligheden om tinget og arbejdet i salen og udvalgene. Bogen omtaler mange af initiativerne. Meget foregår i dag digitalt, og især Folketingets hjemmeside refererer meget – stort og småt. Årsberetningen ligger også dér. En særlig forpligtelse ligger i information om EU. Ud over medieoplysninger er der rundvisninger, undervisning af skoleelever, foredrag m.m. I dag har ikke kun Folketinget en hjemmeside, regeringen og partierne har også fået deres.

Pressen har altid været en vigtig del af oplysningen om arbejdet i Folketinget. Forfatteren omtaler de medier, som pressen i tidens løb har anvendt.

Sikkerheden på Christiansborg for de folkevalgte, de ansatte og gæsterne spiller i dag en langt større rolle end tidligere. Der var ganske vist et par skudattentater mod K.K. Steincke i 1930´erne, men med de attentater, som er sket i andre lande (ikke mindst i Norge), har det været nødvendigt at vurdere sikkerheden og udføre flere tiltag for at øge den. Bogen nævner nogle af dem.

I bogen er der en røntgentegning af selve Christiansborg med angivelse af de enkelte sale og værelser, og tegninger af Folketingets rådighed over bygninger i årene 1918, 1968, 1988 og 2018. Det udvider sig hele tiden – men det er åbenbart aldrig nok.

Der er en herlig historie om Folketingsgrisen, men den må læseren selv finde sidst i bogen.

I efterordet skriver forfatteren, at det ikke har været målet at skrive en udførlig bog om Christiansborg, Folketinget, det politiske arbejde eller administrationen. Bogen er en opdatering af tidligere bøger. Hvis en læser ønsker at fordybe sig i et af emnerne, findes der andre muligheder.

Bogen er uhyre interessant og giver et godt indblik i Folketingets betingelser og arbejde. Bogen burde være pligtlæsning for alle, som har en interesse i og mening om Folketinget og om politik.

Historie-online.dk, den 12. juni 2018