Forsvar for nationen

Af Thomas Mathiasen

Lektor ved Institut for Sprog, Litteratur og Kultur ved Aarhus Universitet, Michael Böss, har skrevet en bog, som han kalder for ”Forsvar for nationen”. Han skriver selv i forordet, at det ikke var en bog han kunne have skrevet for 10 år siden. Så han må jo enten være blevet klogere, eller også har tiden forandret sig.

Det er også en lang og omfattende bog som Michael Böss har bragt på markedet. Meget lang. Og meget omfattende.

Dermed er problemet med bogen også anskueliggjort. Det er svært at forestille sig, at ret mange mennesker vil læse en sådan bog frivilligt. Dertil er den simpelthen for uspændende og usexet. Det kan man selvfølgelig betragte som en udfordring, fordi han dermed kræver meget af sin læser. Men der bliver bare fremlagt for mange teorier og for meget tørt stof på en gang. Den almindelige læser er for længst stået af.

Litteraturlisten er på 27 sider og omfatter vel en 7-800 værker, hvilket bogen i høj grad bærer præg af, for i de i alt 18 kapitler, som bogen omfatter, refererer Michael Böss endeløse rækker af filosoffer, politologer og mange andre kloge folk.

De navne har han så heldigvis været så klog at samle i et stikords- og navneregister, og derved bliver bogen anvendelig for fremtidens studerende, der vil have et hurtigt indblik i, hvad for eksempel sociologerne Peter Berger og Thomas Luckmann skrev i 1967 i bogen Den samfundsskabte virkelighed, og hvad den amerikanske antropolog Clifford Geertz skrev om ”fortolkende antropologi”i sin bog Kulturfortolkning i 1973. Og sådan opremses hundredvis af andre navne og deres tanker og deres værker.

Hvis jeg ellers har forstået bogen rigtigt, så er budskabet i bogen, at man i en tid hvor globaliseringen buldrer derudaf, og hvor mange kræfter arbejder på at forene Europas stater i et nærmere samarbejde, samtidig skal arbejde med at forstå og nærmest fremelske de regionale og etniske forskelle, der er karakteristisk for de enkelte lande.

Forfatteren hylder et nationalitetsbegreb, der på en gang er ”demokratisk, patriotisk og kosmopolitisk”. Den nation, man tilhører, forsyner én med ”rettigheder, pligter, fællesskaber og steder i verden, som jeg ikke blot kan kalde ”mine” men også ”vore”.”

Men det skal ske, uden man går i den grøft, som kendetegner Dansk Folkeparti og lignende partier rundt om i Europa. Man skal ”rive Dannebrog ud af hænderne på Pia Kjærsgaard”, som han skriver.

For han er overbevist om, at man godt kan have en ”hybrid identitet” hvor man følelsesmæssigt godt kan føle sig knyttet til flere nationer på en gang. Hvilket Pia Kjærsgaard jo har meget svært ved at forstå.

Forfatteren ser nationalstaten under angreb fra tre sider. For det første fra multikulturalismen, der ser nationen som et problem, fordi den marginaliserer mindretal, der har en anden kulturel identitet end flertallets.

Den anden fare kommer fra nyliberalisterne, der ud fra deres politiske ideologi angriber velfærdsstaten, fordi den fratager individet ansvaret for sit eget liv. De ønsker størst mulig individuel frihed og ønsker i princippet en grænseløs verden, men slår sig til tåls med begrebet ”en minimalstat”, hvor verden er reguleret af en række regionale enheder som EU, NAFTA o.s.v.

Den sidste gruppe af kritikere, som forfatteren nævner, er tilhængere af en postnational stat, som alene bygger på en ”konstitutionel patriotisme”, det vil sige borgernes respekt for et samfunds fælles love og politiske forfatning. Specielt lande med republikanske traditioner som Frankrig, Irland og USA bygger ifølge forfatteren på denne tanke.

De mest interessante afsnit af bogen er karakteristisk nok de steder, hvor forfatteren øser af sine personlige erfaringer fra gamle kulturnationer som Norge og Irland, og nyere multikulturelle samfund som USA og Canada. Hvis man som naiv europæer har en tendens til at se de to store nordamerikanske lande som en og samme sag, så bliver man i hvert fald klogere. For denne anmelder, var den læsning meget lærerig. De 70 sider er en del af læseanstrengelserne værd.

Det samme gælder det afsluttende afsnit, hvor forfatteren opridser aktuelle problemstillinger fra Irlands politiske og økonomiske udvikling, og inddrager den aktuelle politiske debat i Danmark, der har været efter ”systemskiftet” i 2001.

Muhammed-tegningerne og det efterfølgende politiske bliver inddraget både her, men også flere steder i løbet af bogen. På det punkt er der grund til at rose Michael Böss. Men han skriver også selv i forordet, at den største udfordring under skriveprocessen var at følge med i de sidste trekvarte års begivenheder i det danske, politiske liv og få det perspektiveret, så det kunne komme med i bogen.

Alt i alt vil jeg sige, at det er en meget tung bog at komme igennem, men holder man ud, så er de sidste 150 sider interessante ud fra en mere nutidig læsers synsvinkel. De lange teoretiserende afsnit skal man være mere end specielt interesseret i emnet for at finde interessante.