Forundringsparat - Festskrift til Inge Adriansen

Af Thomas Petersen

Forundringsparat. En aldeles prægtig titel til en bog. En bog og et festskrift, der skal hylde en sand ildsjæl i den historiske genre. Ordet forundringsparat er oprindelig sat i søen af Jørgen Carlsen, idehistoriker og forstander på den traditionsrige og succesfulde Testrup Højskole, syd for Aarhus. Siden er ordet med rette blevet nærmest kult i skolekredse af enhver art.

Her er såvel titel som bog tænkt som en hyldest til multi-historikeren Inge Adriansen i anledning af hendes 70-års dag og fratræden af sin stilling som museumsinspektør på Museum Sønderborg Slot – efter hele 45 års ansættelse. Den mundrappe museumsinspektør blev af en djøf´iseret embedsmand spurgt, om hun også var omstillingsparat. Men, som blev sat eftertrykkeligt på plads med det sande forskersvar ”nej, jeg er forundringsparat”.

Inge Adriansen (født 1944) har en lang og hæderfuld karriere som kulturhistoriker bag sig. Oprindelig uddannet skolelærer med stærk hang til historie. Dernæst faglærer i faget fra den daværende Lærerhøjskole, i dag lidet mundret kaldet Danmarks Pædagogiske Universitetsskole under Aarhus Universitet, samt magister og ph.d. i folkemindevidenskab fra Københavns Universitet.

Festskrift-genren er pr. definition en vanskelig sag for en anmelder. Ofte stritter emnerne til alle sider. Ganske ofte bærer de præg af at være hevet ud af skrivebordsskuffen med gemte artikler, forsynet med påskriften ”når mulighed for publikation gives”. Men ikke i dette tilfælde. De 18 forfattere – ikke helt kvoteret efter køn, 6 kvinder og 12 mænd - har fortjenstfuldt hver især valgt et emne inden for områder, som Adriansen har beskæftiget sig med. I sig selv en særdeles omfattende palet.

Chefen for Museum på Sønderborg Slot, Carsten Porskrog Rasmussen, drister sig i festskriftets indledende artikel til en kategorisering af Adriansens skriftlige produktion. Først er der det berømmelige sønderjyske kaffebord og dets kulturhistorie. Et emne, der i de følgende 40 år i Adriansens regi svulmede op til at blive en slags madens kulturhistorie i hertugdømmerne. Debutbogen fra1972 med den beskedne titel Sønderjysk koge- og bagebog kom i to oplag. Indtil den i 2012 afløstes af den større og betydelig mere ambitiøse Smag på Sønderjylland. Madkultur uden grænser (anmeldt på historie-online). En bog, som mærkværdigvis ikke er medtaget i de ellers imponerende 18 sider bibliografi over Adriansens skriftlige produktion.

Det næste tema, Porskrog tager op i sin indledning, er Nationale symboler, monumenter og erindringssteder. Et stort og monumentalt emne i Adriansens forskning. Her finder vi for eksempel ph.d.-afhandlingen fra 1991 med den imposante titel Fædrelandet, folkeminderne og modersmålet. Brug af folkeminder og folkesprog i nationale identitetsprocesser. Med den slog Inge Adriansen for alvor sit navn som forsker fast. Temaet fulgtes op i storværket Erindringssteder i Danmark – monumenter, mindesværker og mødesteder fra 2010.

De følgende temaer rubricerer Carsten Porskrog som Krige i Sønderjylland, som Skikke, teglværker, hertuger samt By, egn og museum. Dem alle har Adriansen skrevet om, publiceret om i egne eller i samleværker, lavet udstillinger om eller holdt et massivt antal foredrag om. Ikke overraskende, at udgiverne i forordet konkluderer: ”På den måde har Inge ikke blot tjent som inspirator og drivkraft på Sønderborg Slot og resten af Museum Sønderjylland, men også i den danske museumsverden”.

Det ligger i sagens natur, at der ikke er plads til at omtale alle 18 bidrag. Selv om de kunne fortjene det. Tillad mig derfor blot at omtale nogle få.

Lederen af Frøslevlejrens Museum, Henrik Skov Kristensen, der i 2010 var aktuel med det monumentale værk Straffelejren – Fårhus, landssvigerne og retsopgøret, undersøger i sit bidrag erindringspolitik under forandring i det tyske mindretal. Det gør han med udgangspunkt i den markante navneændring fra Ehrenhain (æreslund) til Gedenkstätte (mindesmærke) på stenen for det tyske mindretals faldne under 2. Verdenskrig. Beliggende på mindretallets traditionelle samlingssted, Knivsbjerg, mellem Aabenraa og Haderslev. Ændringen blev angiveligt foretaget som følge af ”ny videnskabelig forskning”. I sig selv en anerkendelsesværdig begrundelse.

Tidligere overinspektør Peter Dragsbo tager i sin artikel tråden op og ser på, hvordan kulturarven i form af bygningskulturen i en række europæiske grænseegne (Alsace, Lorraine, Poznan, Slesvig) han ændret sig i takt med disse grænseegnes politiske tilknytning.

Museumsinspektør Kim Furdal dokumenterer i sin artikel, hvilken magt der tillægges den instans, der har retten til at navngive. Han tager udgangspunkt i følgende citat fra den tyske historiker og sociolog Karl Schlögel: ”Erst die Welt, die einen Namen hat, ist unsere Welt” og konkluderer, at ”navne er emblemer, som fortæller en historie om dem, der har magten til at navngive”, (side 102).

I en bærende artikel undersøger arkivleder Hans Schulz Hansen, hvordan og hvorfor sønderjydernes store fører, H.P. Hanssen, ganske utilstedeligt og uretmæssigt blev skubbet i baggrunden under fejringen af Genforeningen på Dybbøl i 1920.

Tidligere lektor Karen Margrethe Pedersen skriver fornøjeligt om, hvordan brugen af peberkværne har udviklet sig over tid. Hun påviser, at brugen af denne rekvisit siden begyndelsen af 1990´erne er vokset i takt med, at pebersvende og -møer i dag åbenbart skal så grueligt meget igennem på deres 30 års fødselsdag.

Museumsinspektør Elsemarie Dam-Jensen skriver om vin, kaffe og andre af de rare sager, der blev losset ved Tønder Toldsted i 1700-tallet. Mens tidligere museumsleder samt så meget andet Inger Lauridsen har set på håndarbejdsundervisningen i folkeskolen. Hun påviser, hvordan håndarbejde over tid har udviklet sig fra at hedde håndgerning på skoleskemaet og være rent nørkleri til at blive design med et indhold, der angiveligt skal udvikle elevernes æstetiske bevidsthed.

Til sidst og i den fornøjelige ende fortæller museumsinspektør René Rasmussen om en spionage-sag under 1. Verdenskrig. Ved krigens udbrud internerede prøjserne forebyggende en flok dansksindede i Nordslesvig. I Sydslesvig dog kun en ”forstokket dansker” på halvøen Angel. En far og hans søn, mens de spredte møj på marken. Ved deres dansksindede adfærd og deres mange gæster fra kongeriget havde de bragt sig i myndighedernes skarpe søgelys. Anklagen lød i udgangspunktet på ikke mindre end højforræderi – mere skal ikke røbes her. Sådan kunne jeg blive ved, artikel for artikel, men alt godt skal også have en ende.

Det var kærligheden, der lokkede den forundringsparate Skanderborg-pige til det sønderpiskede land. I første omgang som museumspædagog på Sønderborg Slot. Men Adriansen ville så meget andet og mere. Resultatet blev en lang og lidenskabelig passion for grænselandet, en passion, som næppe er slukket endnu. Lur mig, om der ikke er nye bidrag, artikler eller bøger på tegnebrættet. Et hjerteligt tillykke til forlag og forfattere med en fornem og smukt illustreret bog. Lykønskningen også, og ikke mindst til Inge Adriansen for hendes lange og varme engagement i grænselandet, dets omskiftelige historie og dens oversete kroge.

...

Siden er oprettet 03-02-2015