Fra fatwa til jihad

Af Henning Lyngsbo

Dette er en bog, forfatteren Kenan Malik beskedent kalder for en guide til vejen fra Fatwa til Jihad, men som jeg hellere vil betegne som en empirisk analyse af årsagerne til fremkomsten af Islams vrede efter udgivelsen af Salman Rushdies bog ”De sataniske vers” i september 1988. Udover et væld af velafbalanceret dokumentation fra godt 20 års udvikling i bl.a. kultur og identitet i såvel de vestlige demokratier som det islamiske østen, nyder læseren godt af forfatterens indsigtsfulde bemærkninger til og om de enkelte begivenheder og det hertil hørende persongalleri. Kenan Malik har en omfattende viden om Islams væsen, dets organisatoriske tiltag samt dets nærmest symbiotiske forhold til politik og religion. Han er i tilgift en mesterlig fortæller.

Hvor mange af os har ikke opgivet at forstå begrundelsen for og konsekvenserne af den egenhændige beslutning, Ayatollah Khomeini traf og den 14. februar 1989 offentliggjorde om udstedelse af fatwaen, der indeholdt dødsdommene over Salman Rushdie og de, der havde hjulpet ham med at udgive De Sataniske Vers?

Rushdie kommenterede selv fatwaen samme dag. ”Det er ikke sandt, at denne bog er blasfemisk og vendt mod Islam. Jeg tvivler meget på, at Khomeini eller nogen anden i Iran har læst den eller har læst mere end udvalgte afsnit uden for sammenhængen.”

To måneder forinden - i december 1988 - fandt en stor demonstration sted i byen Bolton i det nordlige England. Her marcherede syv tusinde muslimer, hver med sit eksemplar af De Sataniske Vers gennem byen for at slutte demonstrationen med brænding af bogen. Men denne demonstration blev i modsætning til demonstrationen måneden efter i Bradford stort set ikke bemærket i offentligheden. Som Malik skriver: Hvad det end var, de britiske muslimer beklagede sig over i forbindelse med De Sataniske Vers, var det endnu ikke kommet på den nationale lystavle.

I januar 1989 i den nordengelske by Bradford, gik tusind muslimer i demonstration mod bogens udgivelse. Hver demonstrant havde også her et eksemplar af bogen. Demonstrationen afsluttedes med en ceremoniel bogbrænding foran den lokale politistation. Denne gang var der et massivt fremmøde af pressefolk. Som Kenan Malik beskriver situationen, var formålet at chokere og forarge. Den brændende bog blev et ikon for Islams vrede. Et varsel om en ny slags konflikt og om en ny slags verden.

Malik var på det tidspunkt forskningspsykolog, men skrev af og til artikler til dagbladet Voice. Han fik aktuelt til opgave at skrive om Rushdie-affæren og rejste straks til Bradford, hvor bogbrændingen havde fundet sted, for at interviewe præsidenten for Bradford Council of Mosques. Manden som havde været med til at sætte faklen til bogen. Det blev en rejse, som ændrede Maliks syn på sig selv, sin politik og tro. Som han skriver, skulle rejsen hjemsøge ham i de næste tyve år med spørgsmål, som Rushdie-affæren havde udløst – Islams væsen, forholdet til Vesten, betydningen af multikulturalismen, grænserne for tolerancen i et liberalt samfund? Forhold som udviklede sig til problemer, der var med til at definere tiden, og som forbandt den brændende bog i Bradford med de brændende tårne på Manhattan 11. september 2001 og den brændende bus 7. juli 2005 i London.

Kenan Malik undrede sig over, at det først var mange måneder efter udgivelsen af De Sataniske Vers, at fatwaen og bogbrændingerne fandt sted. Og selvom bogen straks blev forbudt i nogle muslimske lande, var der dog flere, hvor det ikke skete. Selv i Iran var der mulighed for at læse bogen.

Først efter fatwaen slår det muslimske Østen alle bremser i, og fundamentalister verden over begejstredes over fatwaen. De så heri en afslutning på den kuethed, der hidtil – i hvert fald de sidste 3-400 år - havde præget den muslimske verden i forhold til Vesten. En ny tid begyndte. En ny tid hvor Vesten skulle lære at frygte og respektere Islam.

Om bogbrændingerne og de siden hen ekstremt voldelige og dødelige aktioner har Malik givet sin – og andres – beskrivelser af årsagerne. Det er særdeles interessant læsning. Men det er i sagens natur meget komplekst og detaljeret. Umuligt at yde retfærdighed i en relativt kortfattet anmeldelse.         

Journalisten Martin Krasnik har skrevet et absolut interessant forord til bogen. Han skriver heri bl.a. at Kenan Malik har valgt at vinkle sin bog skarpt. Han ignorerer diskussionen om Islams rolle i udviklingen for at understrege dette: Unge muslimers vrede skyldes hverken Islam selv eller vestlig udenrigspolitik, som de selv hævder, men vestlig indenrigspolitik. 

I sagens natur beskæftiger Malik sig primært med forholdene i England og den her omsiggribende multikulturalisme. Men hans bemærkninger kan i stort omfang paralleliseres med og overføres til andre lande, herunder Danmark, når man skal prøve at forstå de muslimske mekanismer. Multikulturalismen er en politik som bygger på, at man ikke kan opnå ligeberettigelse for alle, medmindre man tager hensyn til den enkelte kulturs særlige egenskaber. Myndighederne opfordrede derfor til at hver enkelt kultur skulle danne, hvad vi her i Danmark ville kalde ghettoer. Der var på det nærmeste ingen grænser for hjælp hertil i form af tilladelser og bevillinger fra det offentlige. Det var ikke integration, men tribalisering. Regeringen anerkendte at forskellige kulturer og religioner levede hver for sig og med hver deres regler. Der fandtes endog ryster på højt plan, der udtrykte vilje til at tillade shariaen være gældende lov sammen med den engelske i de muslimske samfund!

Men netop ved at fremme multikulturalismen afskar nationen selv de unge fra at blive integreret i det nationale samfund, og dermed i den vestlige kultur på dennes præmisser. I stedet levede de under middelalderagtige familieforhold. Med den vestlige kultur på godt og ondt lige uden for det tribaliserede, særkulturelle område. I stedet for forandring oplevede de unge stagnation. Der var ingen udfordringer. Således frustrerede, blev de et let bytte for den muslimske fundamentalisme, der med fatwaens globale rystelser havde lukket op for aktiviteter, der rakte ud over de traditionelle demonstrationer mod racediskrimination. Nu skulle Vesten mærke Islams styrke.

I mange af moskeerne, var der ledere, der så gennem fingre med de unges alkoholforbrug, stoffer og forhold til kvinder. Man gik ej heller op i de unges manglende kendskab til koranen eller deres lave besøgsfrekvens i moskeen. Høj begavelse var derimod en velkommen kvalifikation. Det var blandt denne type unge mennesker, der fandtes grobund for hadet mod den vestlige kultur og dens svigt. Det var her de fanatiske fundamentalister havde deres arne.

Kenan Maliks bog er en kronologisk gennemgang af de mange konfrontationer, der fandt sted mellem den vestlige verden og de muslimske fundamentalister i de første 20 år efter udgivelsen af De Sataniske Vers. Ikke overraskende optager de danske Muhammed-tegninger en relativ stor plads. Faktisk mere end Manhattan d. 11. september 2001 og Madrid 11. marts 2004. Det er vel forståeligt, idet Muhammed-tegningerne og reaktionerne rundt omkring i verden havde ytringsfriheden som fællesnævner med Salman Rushdies bog og reaktionerne herpå. Håndteringen af tegningernes betydning og følgevirkninger er som alt andet i bogen velafbalanceret.

En ikke uvæsentlig del af bogen beskæftiger sig ikke uventet med Salman Rushdie og hans bog. Faktisk er Rushdie en slags rød tråd gennem hele bogen. Det betyder, at det så absolut er en fordel at have læst De Sataniske Vers forinden. Men ikke nok med det. Kenan Maliks bog kan faktisk opfattes som et noteapparat til De Sataniske Vers.

Jeg havde det i øvrigt på samme måde som forfatteren til bogens forord, Martin Krasnik, da jeg ligesom ham for længe siden havde læst De sataniske Vers. Bogen havde været noget svær at komme igennem. Den var nemlig skrevet i den for 80`erne typiske postmodernistiske stil. En litteraturstil som vi åbenbart begge ikke bryder os om.

Til gengæld har Kenan Malik med sin bog åbnet mine øjne for betydningen af mange af Rushdie’s formuleringer, navne og ord. Det var som at læse Rushdie’s bog på ny. En sidegevinst som jeg var meget glad for.

Kenan Maliks bog er blændende godt skrevet og er ikke alene et uundværligt værktøj for forståelsen af De Sataniske Vers, men også for enhver der prøver at forstå det, der tilsyneladende er en konfrontation eller optakten hertil mellem den muslimske og den vestlige verden. Endelig giver bogen rig indsigt i de mange skærmydsler, der findes indenfor den muslimske gruppering. Indtil Khomeini kom til magten i Iran havde Saudi-Arabien med sin hellige by Mekka betragtet sig som centrum for al verdens muslimer. Men Fatwaens udstedelse ændrede i alvorlig grad opfattelsen heraf. Det var et politisk kup at udstede fatwaen. Det gjorde Teheran til centrum for den muslimske bevægelse, i hvert fald efter Teherans opfattelse. Men også for de tusinder af unge, frustrerede muslimer, der befandt sig i den vestlige sfære, var fatwaen særdeles kærkommen. Den passede med de unges søgen efter forløseren af deres afmagt i den tribaliserede vestlige verden. Nu viste Islam sin vrede, og de unge var ikke sene til at gribe chancen for at blive vredens værktøj.

Men de efter fatwaen følgende voldsomme begivenheder har imidlertid splittet den muslimske verden og dermed muslimernes holdninger til den vestlige verden. Dette har igen haft og har stadig enorm betydning for placeringen af fundamentalisternes tilholdssteder, uddannelsescentre, finansieringskilder etc.. Alt dette kommer Kenan Malik ind på. Man får et endog godt indblik i rekrutteringsmetoder og omfang. At fatwaen efterhånden i stigende grad betragtes som et politisk skaktræk overfor den øvrige muslimske verden, herunder især Saudi Arabien, viser jo, at det ikke var så meget Rushdie’s roman, der var problemet. Det var magtspillet i den muslimske verden, der var de uskrevne ord i fatwaen.

En fremragende bog, der beskriver årsagerne til ytringsfrihedens ændrede kår i vor tid.