Fra overmenneske til UNESCO-menneske

Af Thomas Petersen, universitetslektor emer.

Racehad, racehygiejne og racerenhed. Uhyggelige emner og begreber med hjertekrampende historiske blodspor i deres kølvand. Blodig alvor og virkelighed for blot et par menneskealdre siden. Nærværende monografi behandler de betændte emner. Klinisk og videnskabeligt. Ganske velgørende i en tid, hvor visse kredse atter forsøger at mudre begreberne til, hvor de universelle menneskerettigheder igen er under pres, og hvor USA er i færd med at melde sig ud af UNESCO.

Den foreliggende afhandling behandler racebegrebet, som det artede sig under en dansk synsvinkel - før og efter 1945. Lad mig med det samme slå fast, at Danmark, sammenlignet med andre lande i Norden og ikke mindst sammenlignet med det øvrige Europa i det store og hele stod for en mere sober tilgang til raceproblematikken, og hvad deraf fulgte. Men sandt er det, at samtlige af Rigsdagens partier mellem 1929 og 1939 vedtog et racehygiejnisk inspireret lovkompleks, hvis indhold vedrørte sterilisation af og ægteskabsforbud for personer, der ud fra et samfundshensyn ikke burde få børn (jfr. Lene Koch: Racehygiejne i Danmark 1920-56, seneste udg. 2014, anmeldt på historie-online). Men tillad mig at begynde et helt andet sted.

Danmarks Radio viste tidligere i 2017 den svenske spillefilm Sameblod. En filmoplevelse, der behandler et betændt og yderst pinligt emne i svensk befolkningspolitik i mellemkrigsårene. I 1922 var Statens institut för racebiologi blevet oprettet i Uppsala. Med det formål at finde frem til en ”rationel befolkningspolitik”, baseret på racehygiejnens teorier. Over 100.000 svenskere blev målt og vejet med det formål ud fra rent biologiske kriterier at kortlægge psykiske sygdomme, alkoholisme og kriminalitet. Også – og ikke mindst – den samiske befolkning i det nordlige Sverige blev testet. Børnene blev underkastet forsøg, deres kranier blev målt, og de blev fotograferet nøgne. Angiveligt som et sikkert bevis på, at samerne på grund af deres ringe højde, hovedform og hele konstitution var mentalt underudviklede. Og derfor faldt udenfor kriteriet for at være rigtige svenskere.

Nævnte films hovedperson, teenageren Elle Marja, er ganske vist lille og indelukket, men hun er også handlekraftig, viljestærk, til tider eksploderende arrig – samt lidt af en bognørd. Men hendes svenske lærerinde på kostskolen siger det meget klart. På trods af, at Elle Marja er den bedste i klassen, vil hun aldrig som følge af sin samiske afstamning og sine testresultater kunne begå sig i en rigtig svensk skole. Men skal underlægges særlige læseplaner. Hun er med andre ord fanget i et ingenmandsland. For svensk til at være samer og for samisk til at være svensker.

Disse bemærkninger som illustrerende optakt til en bog om race-problematikken i Danmark før og efter 1945. Et årstal, der satte et afgørende skel i forståelsen af racebegrebet. Før 2. Verdenskrig havde antropologien, dvs. læren om mennesket, fortrinsvist været en biologisk videnskab, der ved hjælp af fysiske opmålinger og diverse raceteorier havde lagt rammerne for, hvad man kunne sige om menneskets oprindelse, opdeling samt ikke mindst betydning og værdi. Teorien om, at nogle racer qua bedre fysiske og mentale evner havde en naturgiven eneret til at herske, havde haft en betydelig afsmitning på humanvidenskaber som f.eks. historie og geografi. Også i Danmark fik denne opfattelse stor betydning for landets og befolkningens selvopfattelse, for forholdet til fremmede samt ikke mindst som nævnt overfor sociale afvigere.

Bogens forfatter, Poul Duedahl (født 1973), arbejder som forsker og underviser ved historiestudiet på Aalborg Universitet. To gange har han fået prisen som Årets Historiske Bog – i 2013 for Forbrydelsens ansigt (skrevet sammen med to andre) og i 2016 for Ondskabens øjne (begge bøger anmeldt på historie-online). Duedahls forskningsområde er 18- og 1900-tallets historie. I øvrigt er han leder af det internationale forskningsprojekt The Global History of UNESCO Project, der er finansieret af Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation.

Yderst interessant – ikke mindst for historikere - er Duedahls undersøgelse af etnografiens og antropologiens udvikling i Danmark (side 110ff.). Indtil 2. Verdenskrig fandtes etnografi primært på museerne – først og fremmest i kraft af den etnografiske samling på Nationalmuseet. For arkæologen Bahne Kristian Bahnson (1855-97) var etnografi studiet af et folks kultur, som den havde formet sig under påvirkning af lokale og historiske forhold, samt af årsagerne til det pågældende folks særpræg. Med andre ord var etnografi her klart en kulturel og historisk disciplin. Samme tankegang genfindes hos historikeren Johannes Steenstrup (1844-1935), der primært anså etnografi for en nyttig støtte for sit eget fag. Som for eksempel i værket med den sigende titel. ”Etnografien. En oversigt til vejledning ved historisk læsning og studium” fra 1902. Samme Steenstrup var et par år senere imidlertid med til at anbefale en sammenlægning af etnografi og antropologi til et fag. En sammenlægning, der på længere sigt medførte et kultursyn, der i højere grad var styret af biologi og naturvidenskab i øvrigt.

I asken fra 2. Verdenskrig, i kølvandet på dens ødelæggelser og ikke mindst nazisternes drab på seks millioner jøder og andre minoritetsgrupper opstod blandt sejrherrerne ganske naturligt kravet om internationalt lederskab på dette vigtige område. Udmøntet i oprettelsen af FN og dens netværk af underorganisationer. In casu specielt organisationen for uddannelse, videnskab og kultur – UNESCO, der bl.a. fik til opgave at gentænke og redefinere begrebet menneske. UNESCO fik med andre ord overdraget opgaven at udføre et stykke mental ingeniørkunst i form af et sæt universelle menneskerettigheder, baseret på kulturelt betingede kriterier. Og dermed skabe oprigtig solidaritet mellem mennesker i det internationale rum samt kodificere et helt nyt menneskesyn. I den forbindelse lancerede organisationen begrebet etnicitet samt ideen om, at mennesket mere er et kulturvæsen end et naturprodukt. Endvidere præsenterede den begrebet racisme som noget, der stigmatiserede den politiske brug af racebegrebet.

Den foreliggende bog undersøger UNESCO´s forsøg på at overføre denne tankegang til Danmark. Og på, hvordan det gik til, at mellemfolkelig forståelse blev til officiel dansk uddannelsespolitik. Og med tiden skabte en vis konsensus om, hvad der opfattes som moralsk, videnskabeligt og politisk korrekt – på grundlag af tesen om, at alle mennesker som princip er ligeværdige.   

Selv om det er et uhyre vigtigt og vedkommende emne, Duedahl tager op i sin bog, er den ikke, hvad man kan betegne som alment læservenlig. I hvert fald ikke for den læser, der som almindelig interesseret og uden andre forudsætninger end nysgerrighed og interesse for verden, søger orientering om emnet. Det her sagte skal imidlertid ikke forklejne den vigtige og uhyre seriøse forskning, der ligger bag monografiens tilblivelse og udformning. Men vi skal over 80 sider ind i bogen, før vi kommer til dens meget interessante empirisk funderede afsnit. Forud for empirien er gået afgrænsning af emnet, i tid samt geografisk og metodisk. Fulgt op af en præcisering af grundbegreber som hhv. det biologisk og det kulturelt forankrede menneskesyn. Alt sammen naturligvis helt efter bogen. Dernæst følger en prisværdig forskningsoversigt, præsentation af valgt metode og kildemateriale samt en præsentation af racebegrebet i internationalt perspektiv.    

På basis af sin omhyggelige undersøgelse af kildematerialet, kan Duedahl konkludere, at Danmark på mange måder blev et foregangsland med hensyn til at opfylde UNESCO´s mål. Landet var forholdsvis homogent i racemæssig henseende, og der eksisterede ikke her et åbenlyst fjendebillede, som kunne legitimere diskrimination. De koloniale modbilleder var mere åbenlyse, men antropologernes interesse for kolonierne faldt sammen med salg og løsrivelses-bevægelser. Derfor var der fra politisk side ikke behov for at retfærdiggøre dansk overherredømme. Selv om der findes enkelte eksempler på, at den antropologiske litteratur retfærdiggjorde overherredømmet i Grønland.

UNESCO´s raceerklæringer fik i Danmark blandt andet den betydning, at udøvere af etnografien begyndte at dyrke kulturantropologien. Med den konsekvens, at afstandtagen fra biologisk determinisme fra midten af 1950erne var en generel tendens. Så sammenknytningen mellem dansk etnografi og UNESCO blev meget tæt. Inden for geografien var der fra krigsafslutningen bevidsthed om at tage afstand fra biologisk determinisme, men der blev fra faggeografernes side ikke gjort nogen aktiv indsats for at ændre lærebøgerne. Inden for historiefaget fortsatte førkrigstidens historieopfattelse, om end der blev renset ud i anvendelsen af racebegrebet. I 1954 blev der indført forsøgsundervisning i udvalgte danske folke- og gymnasieskoler med henblik på mellemfolkelig forståelse. Den danske selvopfattelse som ensidigt kultureksporterende land blev opgivet. Og fra og med Den Røde Betænkning og Den Blå Betænkning i 1960, omhandlende henholdsvis gymnasiet og folkeskolen, blev mellemfolkelig forståelse officiel dansk politik, hvilket medførte omfattende ændringer af lærebøger og undervisningsformer, især i fagene geografi og historie.

Alt i alt en vigtig monografi om et lige så vigtigt emne.

Historie-online.dk, den 29. oktober 2017