Fyrsten.

Af Anders Ellegaard

”Målet helliger midlet” lyder et mundret dansk slagord, som ofte siges af politikere og kommentatorer til politikeres gerninger. Enten med et skævt smil eller en snerren. Slagordet tillægges ofte Machiavelli, som skrev Fyrsten. Denne lille bog eller dette lille skrift udlægges af mange som en kynisk manual for magtmennesker.

Ovenstående indeholder to forkerte antagelser! Slagordet stammer ikke fra Fyrsten, men kan formentlig tillægges jesuitterne. Den oprindelige formulering er ”hensigten helliger midlet”.

(Kilde: Bevingede ord).

Niccolò Machiavelli (1469-1527) blev født i Firenze, hvor han i en periode var kancellisekretær. Denne stilling gav ham mulighed for at observere fyrster og feltherrer på nært hold, hvilket sammen med hans uddannelse og interesse for religion og antikkens historie var grundlaget for hans bog. På baggrund af sine iagttagelser og uddannelse skrev Machiavelli bogen som en vejledning i, hvordan en fyrste, som enten havde arvet magten eller havde taget den, skulle udøve denne magt overfor sine borgere og soldater og ikke mindst overfor andre stormænd, som kunne være hans konkurrenter. 

Italien bestod dengang af mange småstater/fyrstendømmer. Tiden var præget af stridigheder mellem kejserne og paverne om herredømmet, og af krige med dels Frankrig dels Tyskland, som begge ønskede at indlemme Italien i deres egne riger.

Fyrsten (Il Principe) blev tilegnet den daværende hertug af Firenze Lorenzo de´ Medici. Bogen blev skrevet i 1513, men først publiceret i 1532. Fem år efter Machiavellis død. 

Bogen består af 26 kapitler. De første 11 kapitler handler om forskellige former for fyrstendømmer (arvelige, blandede, valgfyrstendømmer, kirkelige), og hvordan man bemægtiger sig dem og forvalter dem.

Kapitlerne 12-14 drejer sig om militæret. Lejetropper, hjælpetropper, blandede tropper og egne tropper. Der advares mod lejetropper, som kun kæmper for egen vindings skyld, og mod hjælpetropper, som kunne erobre éns rige, hvis man tabte krigen. Det eneste rigtige er egne tropper, som behandles godt og derfor støtter én. Det er fyrstens opgave at forberede sig på krig.

Kapitlerne 15-26 drejer sig om fyrstens karakteregenskaber og hans ledelsesform. Gavmild eller påholdende? Grusom eller barmhjertig? Elsket eller frygtet? Bør fyrsten holde ord? Om at undgå foragt og had. Om at vælge ministre. Og meget andet. Det er i disse kapitler, at mantraet om mål og midler er opstået. Den beskrevne nødvendige magtanvendelse var tænkt som grundlaget for at samle Italien, men denne lære er siden blevet mere generel. Også i dag. Der er stadig journalister, der forsøger at få politikere – helst ministre – til at ”garantere”, at noget ikke vil gentage sig, for så måske at kunne rive dem det i næsen, når det sker alligevel. Det nyeste er, at politikere eller journalister beskylder (andre) politikere – helst ministre – for ”løftebrud”. At realiteterne på et senere tidspunkt kan være helt forandrede, er ligegyldigt.

Machiavelli mente, at en fyrste nødvendigvis måtte handle med magt for at gribe den og beholde den. Almindelige moralbegreber kunne ikke altid bruges for en fyrste. Man har kaldt Machiavelli for den første politolog, og man kunne måske også kalde ham for spindoktor.

To citater fra bogen skal med.

Kapitel 3, s. 25, ”Om blandede fyrstedømmer”: ”Der sker dét, som lægerne siger om tæringsfeber: I begyndelsen er ondet let at kurere, men svært at opdage, men opdages eller kureres ondet ikke i begyndelsen, bliver det med tiden let at opdage og svært at kurere. Det samme sker med statens anliggender. Opdager man i god tid de onder, som opstår – noget, som kun den kloge er i stand til – kan de hurtigt læges, men erkendes de ikke og får lov til at vokse, til enhver erkender dem, så er der ikke længere noget, der hjælper.”

Kapitel 18, s. 80, ”Hvordan fyrster bør holde ord”: ”Man må altså vide, at der er to måder at kæmpe på: den ene ved love, den anden ved vold. Den første er menneskets, den anden er dyrets. Men da den første tit ikke slår til, må man ty til den anden. Derfor må en fyrste være god til at bruge både dyret og mennesket…… Da fyrsten er nødt til at være god til at bruge dyret, skal han blandt disse vælge ræven og løven. Løven kan ikke vogte sig mod snarer, og ræven kan ikke klare sig mod ulve. Man skal altså være ræv for at opdage snarer og løve for at skræmme ulve. De, der bare holder sig til løven, har ingen forstand på de dele. Derfor hverken kan eller skal en klog hersker holde sit ord, hvis det skader ham, eller når grundene til løftet er faldet bort. Hvis alle mennesker var gode, ville denne leveregel ikke være god, men da de er nedrige og ikke ville være trofaste mod en, skal man heller ikke være det mod dem. En fyrste har aldrig savnet retfærdige grunde til at sminke et løftebrud.”

Bogen har forord af Anders Fogh Rasmussen, som skriver, at selv om de fleste af Machiavellis tanker og teorier ikke kan eller bør bruges i dag, så beskriver han nogle grundlæggende træk i den menneskelige natur og i magtudøvelsen, som stadig er relevante.

I ”En introduktion til Fyrsten” skriver Ole Jorn, om Machiavellis bog, om det politiske sprog, oversætterens situation, kilder til Fyrsten, begær og politik og bueskytten (om at sigte meget højt for at kunne nå sit mål).

I ”Historisk efterskrift til Fyrsten” skriver Ole Jorn om den historiske baggrund for bogen. Hovedkonflikten i Europas historie fra 12. til 16. århundrede er modsætningen mellem kejsermagt og Romkirke, og dertil kommer udviklingen af territoriale stater. Andre emner er militæret og udviklingen af våbenteknologi baseret på krudtet og deraf følgende krigskunst, polariseringen mellem samfundsklasserne, definitioner af begrebet stat og endelig den samfundskritik, som Machiavelli også har i sin bog.

I ”Niccolò Machiavellis tid – en kronologi” gennemgår Ole Jorn år får år tiden fra Machiavellis fødsel til hans død. Plus årstal for udgivelsen af Fyrsten og for Inkvisitionens optagelse af hans bøger på den forbudte liste. Gennemgangen er imponerende og utrolig detaljeret.

Bogen afsluttes med et personregister og et noteapparat (33 sider!) til hvert kapitel og afsnit.

Bogen er en imponerende historisk forskning og fortolkning af én af de mest bestandige politiske bøger i europæisk historie, men den skal læses med datids og ikke kun nutids øjne.

Siden er oprettet 30. november 2016.