Guld og bedrag - De risikerede alt for at snyde nazisterne

Af Thomas Petersen

Det er en både drabelig og forrygende historie, som journalisten og forfatteren Henrik Denta har gravet frem i nærværende bog. Historien har såvel kulisser som plot til en ny Olsen-bande film. Store mængder af det pureste guld, der hentes op fra Nationalbankens kældre, læsses på mange biler og i ly af natten, mens borgerskabet sover trygt i sine senge, fragtes guldet til hovedbanegården, hvor det omlades til tog og efterfølgende bringes ud af landet.

Men det er ikke film, det er skinbarlig virkelighed i 1930´ernes Danmark. En vis Adolf Hitler skaber med sin aggressive udenrigspolitik uro i Europa. Og det i sådan en grad, at Nationalbankens direktør og landets statsminister – begge socialdemokrater – bliver enige om, at det er bedst at bringe nationens guldreserver i sikkerhed. Og det uanset, at samme statsminister få år i forvejen havde fået Rigsdagen til at vedtage et forbud mod, at guldreserverne måtte bringes ud af landet.

Bogens hovedpersoner er nationalbankdirektør Carl Valdemar Bramsnæs (1879-1965) og statsminister Thorvald Stauning (1873-1942), der allerede i september 1938, dvs. en måneds tid efter München-mødet i august 1938, besluttede, at Nationalbankens guld ved en eventuel tysk besættelse ikke skulle risikere at falde i nazisternes hænder. De to socialdemokrater havde været kampfæller i partiets ungdom og var derfor blevet venner. Mens Staunings historie er velkendt, gælder det nok mindre husmands-sønnen Bramsnæs. Han havde, efter først en uddannelse til typograf, siden et ophold på Askov Højskole, ved flid og sparsommelighed gennemført et cand. polit. studium. Han huskede sin barndom som lykkelig, fordi, som han ikke uden humor skriver i erindringerne, ”vi vidste ikke den gang, at vi skulle være ulykkelige, for vi havde ikke læst Karl Marx”, (side 14).

Bramsnæs havde været finansminister under Stauning, indtil han i 1936 blev udnævnt til Nationalbankens direktør. Hans privatarkiv rummer intet væsentligt om guldsagen. Ej heller hans erindringer, der udkom, før den var aktuel. Nationalbankens arkiv eller referaterne fra ministermøderne indeholder heller ikke materiale, der kaster lys over detaljerne om guldets evakuering. Blot blev det noteret, at man i september 1938 drøftede problemet og besluttede at bringe guldet i sikkerhed i et andet land.

Det er her titlens ”bedrag” kommer ind i billedet. Forfatteren diskuterer i indledningen brugen af dette ord. Når han bruger ordet, er det ikke, fordi han vil hævde, at der skete noget kriminelt, men fordi regeringen udenom såvel Rigsdagen som det i grundloven hjemlede Udenrigspolitiske Nævn med held skabte en illusion, som både skulle sikre, at tyskerne ikke fandt ud af, hvad man havde gang i og samtidig holde befolkningen i uvidenhed om, at man bag lukkede døre ret tidligt var usikker på, om hvorvidt neutralitetspolitikken var nok til at holde Danmark udenfor en eventuel krig. Men et bedrag forudsætter vel, at man bevidst har noget strafbart eller ondt i sinde. Det er jo ikke tilfældet her.

Der var i Nationalbankens kældre to slags guld. Der var dels guld i barrer og dels guld i form af tyske guldmønter. Barrerne vejede i alt 13,75 ton, mens mønterne vejede noget tilsvarende. Efter aftale med de respektive landes nationalbanker blev barrerne ført til Stockholm, mens guldmønterne blev bragt til Oslo. Denta har i et interview udtalt, at man heller ikke efter krigen har pralet med den ellers vellykkede aktion. ”Der er masser af moralske gråzoner i 1930erne og i besættelsestiden, og her har vi dog en succeshistorie, som kunne have smykket myndighederne, som ellers ikke havde meget at prale med. Men sagen forblev stort set hemmelig, og der var intet  i datidens aviser”.

Selve aktionen fandt sted i to tempi. Klokken 3, natten til den 25. april 1939, stod alt pakket og klargjort i Nationalbankens gård. Ind rullede efter aftale med Post- og Telegrafvæsenet et større antal postbiler, hvor de 275 kasser med guldbarrer blev læsset på. To timer senere var læsningen afsluttet. Hver kasse indeholdt fire guldbarrer, der hver vejede 12,5 kilogram. Guldet blev herefter bragt til Københavns Hovedbanegård, omladet i godsvogne og via Helsingør bragt til Stockholm.

En god uges tid senere, den 2. maj, var man klar til næste operation. Tyske guldmønter, puttet i poser og pakket i over 200 kasser blev på lignende måde med jernbane bragt til Oslo. Da krigen fire måneder senere blev en realitet, blev guldet i lighed med de øvrige nordiske landes beholdninger bragt til Bergen og herfra med skib sejlet i sikkerhed i USA. Tilsyneladende uden konvoj, uagtet at tyske u-både lå på lur.

Da tyskerne så den 9. april 1940 besatte Danmark, erklærede vor ambassadør over there, Henrik Kauffmann sig, i strid med alle diplomatiske regler og normer uafhængig af det officielle Danmark. Og brugte i de følgende år af det deponerede guld til at tilgodese vore gældsforpligtelser i USA og til andre nødvendige udgifter. Igen uden hjemmel af nogen slags. Vi ved, at guldet atter er på plads i København i 1950, men ikke hvordan det er kommet retur. Men nu var tiderne atter usikre, denne gang som følge af Den kolde Krig. Guldet flyttedes i 1951 til London, hvor det såmænd ligger den dag i dag.

Henrik Denta har brugt universitetslektor emeritus Palle Roslund Jensen som coach til bogens almene historiske afsnit. I hovedtræk har historien om det nationale guld været kendt af historikerne. Men det er forfatterens fortjeneste at have fundet nyt kildemateriale og dermed været i stand til at stykke en sammenhængende fortælling sammen. Den friske impressionistiske stil, som forfatteren lægger ud med, mister desværre pusten undervejs. Der forekommer i teksten en del trættende gentagelser. Til gengæld medfører de sidehistorier, som Denta hæfter på hovedhistorien, at læseren får en lidt fyldigere forståelsesramme. Et par småting. Regeringen vedtog heller ikke den gang love (side 60). Et andet sted tales der om landstinget og rigsdagen, uagtet sidstnævnte bestod af folketinget og landstinget.

Disse småting skal ikke forklejne, at Henrik Denta med sin bog har fyldt nogle væsentlige huller i vor nationale historie. Denne anmelder kan kun erklære sig enig, når han side 186 konkluderer:

”Beslutningen om at sende guldet i sikkerhed for tyskerne var modig og risikabel, både økonomisk, politisk og militært. Aktionen lykkedes over forventning. Men ingen har nogen siden påtaget sig æren for, at mange tons guld undgik at falde i tyskernes hænder – noget, der ellers var tilfældet i mange andre europæiske lande”.

...

Siden er oprettet 07-04-2015