Hans-Jørgen Schanz: Ånd
Af Claus Møller Jørgensen
Idehistorikeren Hans-Jørgen Schanz har skrevet en bog om Ånd. Det er måske ikke den oplagte bog at anmelde i dette forum, selvom størstedelen af bogen faktisk handler om åndsbegrebets idehistorie i kortfattet oversigtsform. Oversigten præsenteres på følgende måde: ”At ville forsøge at give en tilnærmelsesvis udtømmende bestemmelse af ordet ånd i dets historiske udvikling (…) [ville] være noget at det mest åndløse, man kan forestille sig. Man ville vel blive lige så klog af dette som at lære en telefonbog udenad.” Men alligevel synes forfatteren, at en historisk minimalkarakteristik af ordets historie er på sin plads, og den kommer så over de næste 70 små sider. Allerede de gamle grækere udsatte ordet for at blive ”desantropomorfiseret” og samtidig med at det ”abstraktificeres”, hvilket giver det plads i metafysikken som et plusord. I Højmiddelalderen forekom der ”en art fusionering af kristendom, stoicisme, neoplatonisme og plotinisme, når ånd skulle bestemmes,” mens der til gengæld ikke sker så meget i renæssancen og reformationen. Man bliver næsten helt lettet over, at der er noget i dette reformationsår, som reformationen ikke har afgørende og nyskabende indflydelse på. Vi kommer også omkring verdensånden hos Hegel, folkeånden hos Grundtvig og den individualiserede ånd hos Kierkegaard.
Den historiske gennemgang munder ud i det, der er bogens egentlig ærinde, et ærinde der også præsenteres på de første 10 sider. De seneste 50 år har et naturvidenskabeligt sprog invaderet livsområder og talen om fænomener, hvor de ikke har noget at gøre eller ret meget at sige. Det gælder både naturvidenskabernes og samfundsvidenskabernes sprog, at de på sprogimperialistisk vis tilraner sig områder, der burde ligge uden for deres rækkevidde. Økonomiske begreber invaderer om noget talen om samfundet i almindelighed og uddannelse i særdeleshed. Effektivisering, kompetencer og omstillingsparathed gør talen endimensionel og åndløs. Kognitionsforskningen reducerer mennesket til en fysisk hjerne, men der er mere til et menneske end det: ånd. Men ikke nok med det. Til åndstabet og endimensionalisering føjer sig et dannelsestab. Den gamle lærde skoles dannelsestradition med kendskab til antikkens litteratur og kunst, renaissancens (for Guds skyld ikke renæssancen) og den store romantradition for de udvalgte få er blevet til massegymnasier med ”halvlatterlig senpubertær gymnasieelevbevidsthed”, selvrealisering flankeret af kulturens kommercialisering, adspredelsemålsætning og underholdningsindustri. Og for at det ikke skal være nok, udmøntes alle disse fortrædeligheder i et sprog præget af lightversioner af videnskabssprog, handelsskolesprog, sportsjargon og dårligt engelsk.
Løsninger gives der ikke. Vi har ifølge forfatteren at gøre med en flaskepost, som han har smidt i vandet, for at se hvad der sker. Skulle nogen få øje på den i strandkanten eller i et boghandlerstativ og i et svagt øjeblik føle sig fristet til at samle den op, vil mit korte, subjektive og formodentlig åndsforladte råd være: lad være.
Historie-online.dk, den 10. oktober 2017
