H.C. Andersen og fotograferne - En ikonografi

Af Kirsten Lindberg, arkitekt, m.a.a., dr. phil. 

H.C. Andersen er for de fleste først og fremmest digteren, mens hans evner som illustrator/ papirklipper, rejselysten kulturperson etc. er af sekundær betydning, og hans faible for at lade sig forevige indtager en noget mindre betydning. I fotohistoriker Tove Thages nye bog er det derimod det sidste, der er omdrejningspunktet. Det alene betinger, at der formentlig kun vil være et begrænset publikum til bogen, hvilket dog ingenlunde skal lægges den til last.

Bogen repræsenterer et meget stort arbejde, hvor alle kendte fotografier er katalogiseret og opstillet i en registrant i en totalt regelret systematik. Udgangspunktet er Bjørn Ochsners ”Fotografier af H.C. Andersen”, udgivet af H.C. Andersens Hus i 1957, suppleret med Ochsners tilføjelser og kommentarer, som er blevet overdraget Tove Thage. Der refereres da også loyalt til Ochsners arbejde både i udgiven og upubliceret stand overalt. Ikke desto mindre er det lykkedes Tove Thage at opspore ca. 40 ukendte fotografier af H.C. Andersen ved at besøge billedsamlinger og arkiver og ved at læse i hans dagbøger med særligt henblik på optegnelser om fotoseancer. Arbejdet er udført i samarbejde mellem Det Kongelige Bibliotek og H.C. Andersens Hus (Odense Bys Museer).

Samtlige nu kendte forevigelser er gengivet i bogen - første gang i en 19 sider lang kronologisk kavalkade, anden gang i registranten, hvor det enkelte billede gengives i større udgave. Kavalkaden eller panorama’et, som det kaldes, med temmelig små gengivelser kunne være udeladt, for i registranten er billederne vist i større gengivelse kronologisk under de enkelte fotografer.

Den dobbelte gengivelse må formodes at være begrundet af et ønske om at vise ændringerne i den fotograferedes positurer, men der ledsages ikke med tekst, som overhovedet forsøger at påvise en udvikling eller ændring. Analogt ofres der ej heller mange ord på at forklare den generelle udvikling i fotografiets historie, selv om det i forordet faktisk angives som et af formålene med udgivelsen.

Registreringsdelen, som med sine 235 sider udgør langt hovedparten af bogen, er forbilledligt udført i sin gennemførte systematik, men tre af de fire formål, som er oplistet i indledningen, ses desværre slet ikke opfyldt i tekstafsnittene, og netop derved forskertses muligheden for at engagere læseren.

Det primære formål at skabe et overblik over de kendte Andersen-billeder er til fulde opfyldt, men det i udsigt stillede bidrag til den fotohistoriske forskning indskrænker sig således til kortfattet omtale af de enkelte fotografer, inkorporeret i registrantdelen, men uden at der overhovedet gøres forsøg på at fremdrage forskelle og ligheder i de forskellige fotografers virke. Formålet ”at fremhæve værdien af og skabe respekt for de enkelte eksemplarer” forekommer så diffust, at det vanskeligt lader sig afgøre, om dette imødekommes. Det fjerde formål at vise modellens udvikling ”som person og fysiognomi og som portrætmodel” synes beklageligvis heller ikke at ofres mange ord – i hvert fald ikke tilstrækkelig mange til, at der for en læser uden dybtgående kendskab hertil fra andre kilder gives mulighed for selv at udlede noget.

Der opereres af pladshensyn selvsagt med et utal af forkortelser i registranten, og de er naturligvis alle forklaret forud, så selv om det umiddelbart kan være en hæmsko for læsningen, er de rimelige nok. Men det er overordentlig forstyrrende og ødelæggende for teksten i de indledende afsnit, at der er et utal af parenteser med kildehenvisninger; her kunne med fordel være anvendt notetegn i stedet.

Afslutningsvis er bogen forsynet med diverse registre, konkordans med Ochsners værk, ordliste og litteraturhenvisning samt forklarende noter. Dokumentationen er således uanfægtelig.

De indledende tekstafsnit måtte for at bringe bogen ud over registrantstadet og gøre den til et forskningsbidrag have være udbygget betragteligt. Nu forbliver bogen en registrant – og ”kun” en sådan – men bestemt da en registrant, som er omhyggeligt udført og med mange faktuelle oplysninger. For dem, der interesser sig for H.C. Andersen som fotomodel, er bogen derfor et fint katalog, og for forskere kan den takket være sin veludførte dokumentation være et hjælpemiddel til at komme videre.

Bogen er trykt på gultonet, kraftigt papir i en udførelse, som bestemt gør Narayana Press ære; indbindingen er derimod pauver: let deformerbart karton med en mat, fedtet lakering, hvorpå ethvert fingeraftryk og alle småridser ses. En så dyr bog med så gedigent papir og med hele ni velrennomerede fonde som sponsorer burde der have været ofret en finere indbinding på; det er trods alt det allerførste indtryk, man får af bogen.

For den grafiske tilrettelægning har Dorte Cappelen stået. Lay-out’et er konsekvent gennemført, og det er velgørende at se, selv om det godt kunne være perfektioneret i højere grad. Der forekommer overordentlig mange sider, hvor spaltebredden er uens, og der er franske horeunger; begge dele kunne være undgået ved en minimal bearbejdning af teksten. Og så er det altså temmelig uskønt at operere med såvel vandrette som lodrette streger til adskillelse af spalter og afsnit.

Der har været sat alle sejl til og er ofret farver på teksten. Brødteksten fremtræder således som hovedregel sort med røde hovedoverskrifter og lyseblå mellemrubrikker, i registranten er omtalen af fotograferne stærkt blå ligesom samtlige ”skemaopstillinger”, og der er underlagt både grå og blå felter under overskrifter. Når dertil kommer, at der er anvendt forskellig typografi på samme side, begge typer sågar med både fed skrift og kursiv og flere forskellige skriftstørrelser, så er det ganske enkelt alt for meget. Bevares, det er gjort med konsekvens, men det giver et uharmonisk og rodet skriftbillede alligevel. Og det bedres ikke af, at de mange fotografier er placeret snart øverst, snart nederst på siden – og indimellem både foroven, forneden og på midten på samme opslag. Det er kort sagt noget rod.