Henning Lehmann: Forkant og bagland.
Af Anders Ellegaard
Professor emeritus Henning Lehmann var rektor for Aarhus Universitet i perioden 1983 – 2002. En lang periode med store omvæltninger i hele universitetsverdenen. Den nu foreliggende bog handler om universitetet i Aarhus´ start og opbygning, eller rettere mere specielt om ”Universitets – Samvirket”. Denne betegnelse dækker over, at en kreds af borgere fra byens erhvervsliv, organisationer og institutioner i 1921 sluttede sig sammen for at få Danmarks andet universitet placeret i Aarhus. Ved universitetets etablering i 1928 indgik Samvirket i bestyrelsen for det. Da kommunen i 1929 skænkede universitetet grunden til den senere universitetspark, blev Samvirkets opgave også at skaffe midler til bygninger. Samvirket blev nedlagt i 2015. Det var blevet arbejdsløst.
Henning Lehmann skriver, at da Universitets og Samvirkets historie allerede er skrevet, vil han med denne bog lave nogle afgrænsede nedslag i Samvirkets betydning for både universitetet og byen. Bogen er opdelt i otte kapitler og en epilog. Hovedpunkterne i kapitlerne er som følger:
Kapitel et ”Fra forkant til bagland” med undertitlen ”94 års samvirke og samspil mellem omverdenen og universitetet i Aarhus” ridser ganske kort historien op om opstarten og om de forudgående overvejelser. Fra starten har det været en grundtanke, at det skulle være et kollegie- universitet med forbillede i de gamle engelske universiteter, hvor både studerende og ”lærere” kunne bo og arbejde. Desuden gør forfatteren sig grundige overvejelser ”Om denne bog. Indfaldsvinkler, disposition og særegenheder”. Så er læseren forberedt eller advaret om, hvad der er i vente. Blandt andet finurlige kapiteloverskrifter!
Kapitel to ” Fra vikingernes verden til Ringvejenes herre”, ”Aarhus – havneby, stiftsby, knudepunkt, universitetsby”, starter med at omtale handel som grundlag og aktiv for byen. Sct. Clemens og ankeret i domkirken og i universitetets segl er symbol på både handel og søfart. De gamle ringe om byen er de volde, som har været bygget siden vikingetiden, og som nu næsten symbolsk kan ses i Ringgaden, Boulevardringen og Universitetsringen (Den magiske Ring) i parken.
Kapitel tre ”En ny institution og dens integration i byen”, ”Syner og virkeligheder – i brølende og kriseramte årtier ca. 1915 – 1955”. Dette kapitel handler om planerne for udbygningen af universitetet og planlægningen af parken, bygningerne, adgangsvejene og den interne trafik. Der var flere/mange planer, og en del af dem er afbildet i bogen. Valg af arkitektur. Buegange eller ej. Det bugtede gulv i vandrehallen. Studenterforeningen og Studenternes Hus. I kapitel fire omtales Edmund Hansen – udvalgets plan fra 1976 for arealanvendelse, bebyggelse, trafik og adgangsveje.
Kapitel fire ”Knaldperler under Arken og den centrifugale centralisme”, ”Eksplosioner, revolutioner, midtsøgende og centerflyende bevægelser i det tredje kvartal af det 20. århundrede”. Jamen, sikken en herlig titel! Meget passende for forfatterens beretning om universitetet i 1960´erne og 1970´erne. Her citeres Henrik Ibsens erklæring: ”Jeg lægger med lyst torpedo under arken”. I 68-oprørernes mikroskop var der sikkert tale om en torpedo, men i forfatterens bakspejl var der mest tale om knaldperler. Efter forfatterens opfattelse startede ”oprøret” allerede i 50´erne efter Anden Verdenskrig. Der kom store ungdomsårgange, flere gymnasier, studenter og universiteter med mere. Også hele det ”civile” samfund ændrede sig. I afsnittet ”Centrifugalt og centripetalt” beskrives de modsatrettede kræfter mellem et stort centralt universitet og mere selvbestemmende spredte institutter. Sammenligningen med kommunesammenlægningen i 1970 er rammende. Hele samfundet var under forandring. Universiteterne blev statsuniversiteter og ikke længere selvejende institutioner. Om det ene var bedre end det andet? Forfatteren skriver meget humoristisk: ”På dette spørgsmål gives der tre – næsten lige klare og sande – svar: ja, nej, ved ikke”
Kapitel fem ”Akser, tangenter, klynger og knudepunkter”, ”Samspillet med andre Aarhus-institutioner” drejer sig om udvidelserne som medførte mere og mere ”Uni”. Som overskrifter kan nævnes: Skejby, Navitas, IT-parken, Statsbiblioteket, Hospitalerne, Tandlægehøjskolen, Journalisthøjskolen, Specialkurserne og Museerne: Den gamle By, Kunstmuseet/ARoS, Moesgård Museum, Observatoriet, Naturhistorisk Museum, Steno-museet. Mange nævnt – nogen sikkert glemt.
Kapitel seks ”Markskel, Mariekiks og milliarder”, ”Samvirket med erhvervslivet” går i dybden med Katrinebjerg-området. Først kendt som landbrug og gartnerier. Dernæst som industri- og værkstedsområde. Senere med beboelser. Af de mere kendte tidligere virksomheder omtales GASA, Jul. A. Jørgensens kiksefabrik, jernstøberiet, chokoladefabrikken. Og nu er Storcenter Nord kommet til. Stille og roligt er området blevet invaderet og overtaget af universitetet. Blandt flere andre er IT-byen, Aarhus Universitets Forskningsfond med datterselskabet FEAS (Ejendomsselskabet) og dele af Ingeniørhøjskolen nu placeret i området. Det er længe siden den rige proprietær Otto August la Cour ejede jorden og i 1857 – 58 byggede gården Katrinebjerg, som blev opkaldt efter hans hustru Ane Cathrine. I modsætning til det oprindelige universitets meget planlagte og regulerede grønne park i lavningen er Katrinebjergdelen ”befæstet” og selvgroet på toppen af bakken. Milliarderne i overskriften refererer til fortjenesten ved salget af Cheminova. Læs selv om årsagerne, betingelserne og konsekvenserne heraf.
Kapitel syv ”Vennekredse og vendekredse”, ”Mod et nyt millennium. Globalisering og reaktiveringsforsøg”. Her vender forfatteren sig mod universitetsreformen i 2003. Regeringens såkaldte (forfatterens ord) globaliseringsråd mente blandt andet, at det var en global tendens og en kvalitativ styrke, at gøre universiteter så store som muligt. Deraf den ovenfor omtalte fusionsbølge.
Regnearket styrer! Forfatteren nævner en aarhusiansk økonom, som kaldte 2003-loven for en ”fjendtlig overtagelse”. Til den turn-around, som ansås for politisk ønskelig, og som kaldtes et opgør med konsensussystemet, bemærker forfatteren, at den hidtidige styreform gennem de seneste forudgående tre årtier var baseret på, at alle kunne blive hørt, og at sager blev afgjort ved afstemning, hvor 50% + 1 stemme gav resultatet. Forfatteren: ”Ligesom det er velkendt, når man i Folketinget lærer at tælle til 90” og ” Man kunne således, hvis man med præcision ville anvende sensusbegreberne, snarest tale om styringen af universiteterne i den periode som et ”disciplineret dissenssystem”, og det er oplagt nonsens at kalde det for et konsensussystem”. Tak for kaffe! Kapitlet omtaler foreningen Aarhus Universitets Venner, som udsprang af Samvirket i 1992, og som blev nedlagt i 2007. Det sidste afsnit kaldes ”Repræsentativitet og repræsentativitet”. Her kommer forfatteren ind på én af konsekvenserne af reformen i 2003, nemlig at de ansattes og de studerendes mulighed for reel repræsentation i og indflydelse på ledelsen er væk. Forfatteren: ”I dag er stikordene for det, staten først og fremmest ønsker repræsenteret i universiteternes ledelse, ”almen ledelseskompetence” og ”professionel ledelse” ”. Forfatteren skriver et sted: ”Imidlertid er det som bekendt på dansk umuligt at høre forskel på ordene ”vennekreds” og ”vendekreds” ”. Enough said!
Kapitel otte ”Et gavebrev og et broderie anglaise”, ”Mellem fortidens harnisk og fremtidens fissionsskjorte”. Igen en overskrift som får selv en garvet læser til at ”spidse øjne”! Forfatteren skriver, at bogen er tænkt som en ristet minderune over Universitets-Samvirket. I det sidste kapitel gør han sig en fremadvendt, men fortidsbundet overvejelse. Allerede fra 1950´erne var det Samvirkets vigtigste (eneste?) opgave, at varetage Parkkollegiernes trivsel. I forbindelse med Samvirkets ophør var det vigtigt at sikre, at de kom i de rette hænder. Det skete ved, at de blev overdraget til Aarhus Universitets Forskningsfond. De endte derfor på fondssiden af Aarhus Universitet og ikke på statssiden. Overdragelsen skete ved et gavebrev i 2015. Hensigten var at bevare kollegierne i ”den engelske college-forståelse” om et kollegieuniversitet. I kapitlet skriver forfatteren om kollegiernes historie. Forfatteren broderer videre på tankerne om hvad filosofien og indretningen af et universitet skal være, og om de forskelligheder, der er mellem angelsaksiske, sydeuropæiske og nordeuropæiske traditioner, retninger og ønsker. Der er næppe tvivl om, at forfatteren hælder mod et dansk kollegieuniversitet med engelsk inspiration.
Forfatteren har skrevet en bog med en række nedslag i Universitets-Samvirket, Aarhus´ historie. Anledningen har været Samvirkets ophør i 2015. Der var ikke plads eller opgaver til det efter reformen i 2003, hvor mantraet har været professionel ledelse. Samvirket blev så at sige arbejdsløst. Én af fordelene ved at være blevet emeritus er, at man kan sige og skrive, hvad man mener uden at skulle tænke taktisk eller politisk.
Epilogen, som forfatteren har overladt det til den sidste formand for Samvirket, tidligere amtmand Peter Christensen, at skrive, gennemgår perioden 1999 – 2015. Her beskrives årsagerne til og processen med opløsningen af Samvirket.
Bogen har bagerst oversigter med Registre m.v., Personnavne, Billedoversigt og Anvendt litteratur. På den allersidste side afslutter forfatteren sin minderune med en tak til sine medkombattanter og væbnere.
Henning Lehmann har skrevet en bog med historie, tanker og meninger om Universitets-Samvirket, Aarhus, som der næppe vil være enighed om alle steder. Bogen har en dejlig, akademisk lix og er skrevet med megen humor. Og med spids pen!
Siden er oprettet 06. april 2016.
