Kampen om de danske slaver

Af Poul Ulrich Jensen, historiker og forfatter

Selv om det er 100 år siden, Danmark solgte sine vestindiske øer, er denne del af vores kolonihistorie ikke glemt. Snarere tværtimod. Især jubilæumsåret 2017 har budt på talrige udgivelser og forskningsprojekter, samt en intens debat med mange forskellige indfaldsvinkler. Det får man et godt indtryk af i Aarhus Universitetsforlags udgivelse, der rummer de nyeste ”frontberetninger” fra kampen om de danske slaver. For som det indledningsvis konstateres, kan en nation sælge en del af sit territorium, men den kan ikke undslippe sin historiske arv. Og hvordan forvalter man så det ansvar? Det har bogens bidragydere hver deres bud på.

Gunvor Simonsen, lektor i historie ved Københavns Universitet, behandler faghistorikerens rolle, hvor der er en tendens til at betragte fortiden som et afsluttet kapitel – en etableret sandhed underbygget af fakta og uden plads til kritiske refleksioner. Men historien indeholder mere end den saglige fortælling baseret på de tilgængelige kilder. Der skal også være plads til fortolkninger, ajourføringer og kritiske refleksioner over nutidens samfundsmæssige problemer som fx racismen.

Historieskrivningen kan desuden både suppleres og udfordres. Dr. phil. og lektor i litteraturhistorie, Frits Andersen, analyserer slavefortællinger som flerstrengede erindringer. Ile de Gorée ud for Senegals kyst, der har status som et slavehistorisk mindesmærke, er et karakteristisk eksempel på den latente konflikt, der kan opstå mellem historieskrivning og erindringspolitik. Her er skuepladsen for slavegjorte afrikaneres udskibning simplificeret til et mytologisk holocaust, hvor antallet er stærkt overdrevet, og de lokale samfunds indbyrdes stridigheder og aktive deltagelse i slavehandelen stort set er udeladt. Besøgende statsmænd som Bill Clinton, Barack Obama og Francois Hollande har bidraget med udtalelser om den skyld, der knytter sig til stedet, men historikere og arkæologer bestrider, at øen har haft en fremtrædende rolle i slavehandelen.

Det er således vigtigt at forholde sig kritisk til slavehistoriske overleveringer om, hvad der skete, og hvordan det foregik, men ifølge litteraturhistorikerne Jakob Ladegaard og Sine Jensen Smed er der et endnu mere vedkommende spørgsmål at stille – hvorfor? 1700-tallet var Oplysningstidens store århundrede, der skabte idealerne om menneskerettigheder, lighed for loven og tolerance, og samtidig en tid, hvor slaveriet i Europas caribiske kolonier voksede uhæmmet, bygget på de stik modsatte præmisser. Et paradoks, som siden har givet stof til en del forfattere. Her står Thorkild Hansens slave-trilogi, der udkom fra 1967 til 1970 centralt. En grundig research af Danmarks rolle som kolonimagt i Afrika og Caribien tegner billedet af to centrale typer. De veluddannede embedsmænd, der får hele det koloniale maskineri til at fungere ved at lovgive og straffe med en uhørt brutalitet, og de oplyste humanister, der som lægen Paul Erdmann Isert forsøger at ændre det umenneskelige system. Oplysningstidens idealer beskriver livet som det burde være, men som Thorkild Hansen konkluderer, handler slavernes historie om livet, som det faktisk er. Der er ingen garanti for, at oplysning fører til humane handlinger.

Læsningen af Thorkild Hansens slave-trilogi var en øjenåbner for kunstneren Jeannette Ehlers, der har viet sin karriere til at behandle Danmarks kolonifortid. De slavegjorte afrikanere går som spøgelser gennem hendes video- og fotoværker. Hun har en dansk mor og en far fra Trinidad, og trods en dansk opvækst satte læsningen om den danske slavehandel for alvor fokus på de caribiske rødder. Det fortæller hun i et interview til litteraturredaktør Elisabeth Skou Pedersen, og her karakteriserer hun kolonihistorien som et spøgelse, der ikke skal fordrives, men genindskrives i historien. Ikke noget nemt projekt, for ifølge Jeannette Ehlers er der måske ikke bare tale om fortrængning men aktiv fortielse, kombineret med uvidenhed og arrogance. Derfor er det vigtigt, at den danske mentalitet anerkender sammenhængen mellem tidligere tiders slaveundertrykkelse og de racistiske strukturer, der fremkalder nutidens fremmedangst.

I 2014 udbrød der en mediestorm over noget, der normalt forbindes med harmløs hygge. Det var Haribos populære slikposer med Skipper Mix, der kom i søgelyset, for de forskellige lakridsfigurer var tilsammen en fortælling, der havde centrale elementer fra historien om den transatlantiske slavehandel – våben, guldmønter og afrikanske ansigter med flade næser og store læber. Indholdet havde ikke ændret sig siden lanceringen i 1943, men efter 71 år var det, som BT beskrev det, nu slut med masker med asiatiske og afrikanske ansigter. Den politiske korrekthed havde ifølge avisen taget overhånd. Adjunkt i kunsthistorie Mathias Danbolt afdækker historien i en artikel, der retter søgelyset mod nogle af de argumentationer og historieforståelser, der er typiske, når kritik af racisme og kolonihistoriske effekter dukker op i medierne. Her ses den såkaldte ”overdrevne politiske korrekthed” som en trussel på linje med racisme, men problemet blev dog taget så alvorligt, at direktøren for Haribo meddelte, at lakridsmaskerne ville blive ændret i de danske slikposer.

Kampen om de danske slaver foregår således på mange vidt forskellige områder, og bogens i alt 12 artikler kommer omkring mange aktuelle perspektiver på kolonihistorien. De er alle velskrevne, velargumenterede og tankevækkende og giver tilsammen et spændende indblik i den intense debat, der for alvor er kommet i gang i jubilæumsåret for salget af Dansk Vestindien og som helt sikkert vil fortsætte lang tid fremover. Bogen, der også indeholder fine illustrationer, kan varmt anbefales.     

Historie-online.dk, den 18. december 2017