Kulturarv – et identitetspolitisk konfliktfelt

Af John Rendboe

Denne bog har allerede været til debat et stykke tid. Hvorfor? Jo, kulturarv er et værdiladet ord. Ja, det er et ord, der bringer noget så sjældent som følelser frem.

Bernard Eric Jensen (BEJ), Den store Gamle mand i dansk historiedidaktik, har kastet sig ud i et minefelt. Formentlig med stor fornøjelse.

Forfatteren skriver at bogen ”..vil fremme en velinformeret, eftertænksom og selvkritisk omgang med kulturarv forstået både som en kulturel praksis og som et begreb. Den vil ligeledes analysere og drøfte, hvad der udgør de saglige og identitetspolitiske stridsspørgsmål, der sætter deres præg på, hvordan kulturarv(en) plejes i dag”. ( s. 19)

Inspirationskilden er, ifølge 1.kapitel, et seminar tilbage i 1998, hvor daværende leder af Aalborg Historiske Museum, Torben Witt, holdt tale om begrebet kulturarv. TW så kulturarv i et nyt lys som et identitetsskabende begreb, der skulle sikres af hensyn til den nationale selvforståelse. Det, altså det eventuelle hensyn til den nationale selvforståelse, er ikke noget TW eller BEJ kan lide.

BEJ redegør i det følgende autoritativt for, at ”kulturarv” er blevet et slagord i Danmark de seneste år. Den tror man på. BEJ skriver s.10: ”Det (ordet ”kulturarv” – JR) bruges til at markere, at der findes en fælles arv, som folk bør hæge om og lade sig inspirere af, men det har samtidigt skabt splid og strid.” BEJ mener, det drejer sig om selve sammenhængskraften i det danske samfund. Kulturarven lanceres som samfundets kit. Argumentationen føres videre, kulturarv er blevet et centralt begreb i mange europæiske lande.

BEJ er socialkonstruktivist og ser derfor diskurser som essentielle. ”Når forskere i dag interesserer sig for diskurser, er det en følge af indsigten i, at menneskers brug af sprog også former deres forståelse af dem selv og deres omverden.” (s.13) Denne indsigt er altså absolut, hvilket egentlig undrer, da diskurserne synes relative.

 For kulturarvens vedkommende ser BEJ tre diskurser: 1. En samfundsteoretisk, 2. En professionsbaseret 3. Partipolitisk.   BEJ `s udgangspunkt er den første.

BEJ mener, at kulturarv for ofte er brugt i 3. betydning, de senere år. Den siddende regering har, i forfatterens øjne, lanceret kulturarv som samfundets kit, men normativt som en værdi- og kulturkamp. Det er – i forfatterens fortolkning – en snæver og eksklusiv fortolkning. Men ikke desto mindre i overensstemmelse med internationale tendenser, hvis man følger BEJ `s argumentation ovenfor.

Det ligger BEJ på sinde at kæmpe mod kulturarven, bestemt form ental.

Bernard Eric Jensen er en lærd mand, vidende. Det er snart mange år siden han forlod universitetsverdenen til fordel for DPU, men den historiske metode er ikke glemt. Han ridser emnet op i indledningen, kommer med bogens formål - den klassiske problemformulering – så kommer forskningsoversigten, redegørelsen, analysen og konklusionen. Alt sammen serveret elegant, let krydret med et passende lixtal.

Jeg mener af mit oprigtige hjerte, at enhver, der mener at passe og pleje kulturarven, bør læse bogen. Den er fundamental.

Men det betyder ikke, at man nødvendigvis er enig med forfatterens konklusioner. Jeg er ikke.

Faget etnologi får en over næsen, fordi det antages, at det hviler på essentialisme. BEJ hiver for alvor den skarpe pen frem, da han på side 90 kalder Grundtvig for bibel racist, eller rettere fortaler for bibelsk racisme. Hvis jeg ellers læser BEJ `s værk korrekt, slås både etnologer og Bertel Haarder, jf. dennes indledende citater s.16-17 i hartkorn med den grundtvigianske tankegang. Derimod synes historikere at gå fri, da historikere netop skal historisere, dvs. relativere. Og det er åbenbart det eneste rigtige.

Som historiker må jeg personligt melde fra her.

Også Kulturarvsstyrelsens arbejde kaldes grundlæggende essentialistisk. Dermed er KUAS med til at fremme en etnos-tænkning. Kulturarven bliver absolut. Demokrati bliver til formynderdemokrati, hvad der er eneste alternativ til medborgerdemokrati. Alt ifølge BEJ. Det er en sort-hvid tilgang til livet. Hvilket er mærkeligt, når BEJ definerer sin egen version af demokratiet, medborgerdemokratiet, s. 161: ”..et demokrati er et frivilligt politisk fællesskab, der også kendetegnes ved borgernes selvbestemmelse og selvforvaltning.”

Hist og her kunne man ønske uddybninger. Assimilation og integration slås stort set sammen. Hvor er skellet? Fordrer medborgerdemokrati, at alle kulturer lever deres eget liv, side om side?

En svaghed i forfatterens tankegang er, han vil fastslå en absolut sandhed på et relativt grundlag. Og hvordan kan man blive i den samfundsteoretiske diskurs, hvis man reelt taler om den politiske?

Jeg ved det ikke.

Men emnet er spændende og vedkommende for alle.