Lokalpressen

Af Erik Nørr, seniorforsker, dr.phil., Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm

Jette Drachmann Søllinge er kendt blandt mange historikere, presseforskere og sikkert også en del journalister for sammen med professor Niels Thomsen at have udgivet det store trebinds værk: De danske aviser 1634-1991, der udkom i årene 1988-91. Dette værk har lettet brugen af de gamle dag­blade som historisk kilde til både den landspolitiske og lokalhistoriske udvikling, og der er in­gen tvivl om, at værket har bidraget til, at aviserne er blevet anvendt langt mere systematisk end hidtil, idet værket indeholder en guldgrube af oplysninger om hvert enkelt dagblad, som man ellers møj­sommeligt må skaffe sig ved at gennemlæse utallige avisårgange.

Nu er Jette D. Søllinge og Statsbiblioteket gået videre og har udgivet en stor håndbog over samtlige danske distriktsblade og lokale ugeblade, som er opbygget på samme måde som værket om dagbladene.

Et distriktsblad er ligesom et dagblad et periodisk medie, der bringer nyheder og annoncer, men distriktspressen bringer i modsætning til dagbladene kun undtagelsesvis nyheder om andet end rent lokale forhold, og der en langt flere annoncer.

For at afgrænse distriktsbladet både i forhold til de lokale dagblade og til butikscentrenes reklame­aviser, har Søllinge opstillet følgende definition, der kan bruges også på tiden før 2. verdenskrig, hvor nogle af distriktsbladene havde et større redaktionelt stof:

”Et distriktsblad er et regelmæssigt udkommende blad, der henvender sig til almenheden i et min­dre, geografisk afgrænset område, og hvis indhold er annoncer, meddelelser samt (før ca. 1940 even­tuelt) redaktionelt stof, der omhandler og henvender sig til dette lokalområde. Det udkommer normalt en gang pr. uge (højst tre gange) og er oftest gratisomdelt. Annoncespalterne er principielt åbne for alle, der kan og vil betale for indrykning. Dertil kommer, at bladene med ganske få und­ta­gel­ser er upolitiske eller i det mindste tværpolitiske.”

Talmæssigt overgår distriktsbladene langt dagbladene: i 2003 var der 29 selvstændige dagblade med et oplag på 1,4 mio. mod 265 distriktsblade med et oplag på 5,5 mio. (side 19). Det sidste tal er dog lidt usikkert, da der på side 29 opgives et tal på 1 million mere.

Værkets hoveddel er så ubetinget håndbogsafsnittet med en gennemgang af de enkelte di­strikts­bla­de. Der er benyttet en inddeling efter amter, og herunder efter de nuværende (indtil 31/12-2006) kom­muner. Under kommunerne placeres distriktsbladene kronologisk efter oprettelsestidspunkt. Hvis et distriktsblad vedrører flere kommuner, placeres det under den kommune, hvortil det har størst tilhørsforhold. Denne opdeling bliver problematisk, når kommunalreformen træder i kraft, men her afviger værket ikke fra mange andre opslagsværker. Heldigvis er der gode registre bag i vær­ket: 1) kommuneregister med henvisning til sidetal; 2) stednavneregister med henvisning til 1970-kommune; 3) titelregister med henvisning til sidetal. Det havde været en fordel efter 2007, hvis stednavneregistret havde henvist til sidetal i stedet for de gamle kommuner. Under hvert amt findes der et kort over amtets kommuner.

Hvilke oplysninger tages så med om de enkelte distriktsblade: Bladtitel (inkl. undertitel), udgi­vel­ses­forhold (bl.a. sammenhæng med dagblade og andre distriktsblade), indhold (udover hvad man kunne forvente), adresse, dækningsområde, udgiver- og ejerforhold, redaktører, trykkeri, oplag, udgivelsesfrekvens, om bladet er gratis, medlemskab af brancheorganisation, bestand (hvilke årgange findes på Det kgl. Bibliotek, Statsbiblioteket, og eventuelt på andre biblioteker og lokalhistoriske arkiver), og endelig anføres der litteraturhenvisninger til de enkelte blade.

I dette afsnit findes et væld af konkrete oplysninger. Der har ved udarbejdelsen i høj grad været brug for forfatterens beundringsværdige energi, overblik og detailkendskab, som Statsbibliotekets direktør også nævner i forordet.

Ud over opslagsdelen har Jette D. Søllinge skrevet et indledende kapitel om distriktsbladenes hi­sto­riske udvikling. De opstod i hovedstadsområdet efter 1850, og fra 1890 også i provinsens mindre byer. De fik deres opblomstring, da bladdøden ramte mange af de lokale dagblade. Der blev et marked for lokale og billige annoncer, og i mange tilfælde overtog distriktsbladene de nedlagte avisers trykkerimaskiner. Da distriktsbladene i 1960’erne begyndte at optage mere redaktionelt stof og derved blev en trussel for de overlevende lokale dagblade, oprettede (eller overtog) dagblade i en række tilfælde egne distriktsblade for at få del i annonceindtægterne. I 2003 ejer dagbladene 2/3  af det samlede antal distriktsblade.

Distriktsbladenes annonceindtægter voksede frem til 1990. Derefter har elektroniske medier og butiksudgivne reklametryksager taget markedsandele, men i konkurrencen har distriktsbladene klaret sig mindst lige så godt som dagbladene. Dagspressen var i en lang periode fjendtligt indstillet over for de lokale ugeaviser, og myndighederne forfordelte på en række områder dagbladene i for­hold til distriktsbladene, bl.a. med hensyn til porto, told på avispapir og momsbetaling. Desuden annoncerede myndighederne generelt oftere i dagbladene, men efter kommunalreformen i 1970 er kom­muner­ne i stigende grad begyndt at annoncere i distrikts­bladene, bl.a. fordi deres lokalområde be­dre end dagbladene svarede til kommunernes lokalområde. I det hele taget har den lokale uge­presse i de seneste årtier udviklet sig til at blive et vigtigt nyheds- og annoncemedie for lokal­sam­fundet og dets erhvervsinteresser. Hvad den nye kommunalreform vil betyde for distriktspressen, kommer Søllinge dog ikke ind på. Der er ingen tvivl om, at en række blade kommer i knibe, da deres lokalområde ikke passer sammen med de nye kommunale strukturer.

Et afsnit omhandler distriktsbladenes publikum. Der spørges: hvem læser distriktsbladene, og det korte svar, som vi vil nøjes med her, er: Alle. Det er beregnet, at nærved 90 % læser i disse blade – kvinder mere end mænd.

Der er ingen tvivl om, at dette værk vil øge interessen for distriktsbladene, som har levet en lidt skjult tilværelse. Mange historikere har måske overset kildegruppen, da disse blade ”kun indeholdt annoncer”, og kaldte dem nedsættende for ”annoncesprøjter”. ”Lokalpressen” vil sikkert også betyde, at man på lokale arkiver og biblioteker blive bedre til at sikre sig komplette samlinger af bladene i tide. Af Jette D. Søllinges registrering kan man konstatere, at der er årgange, der er ”uopdrivelige” (f.eks. Budstikken Vojens 1935-73, 1975-76, Aulum Tidende 1945-64, Sunds og Omegns Avis 1964-77). Her havde det også sin betydning, at Det kgl. Bibliotek i perioden 1948-72 ikke tog imod lokalblade. Den største samling findes ubetinget på Statens Avissamling på Statsbiblioteket.

Den fremtidige interesse for lokalbladene bliver måske også forøget af, at dagspressen i de seneste år er blevet suppleret med gratisaviser, så afstanden mellem de to former for periodika er blevet mindre.

Værket om Danmarks lokale ugeaviser og distriktsblade bliver sikkert ikke nogen bestseller, for det gør nyttige håndbøger desværre sjældent, men det bliver et standardværk, som mange lokalhistorikere og andre, der interesserer sig for lokale erhvervsforhold, presseforhold m.v., kommer til at nyde godt af i mange år. Derfor vil anmelderen gerne takke forfatteren og Statsbiblioteket for det nyttige værk. Hvis Jette D. Søllinge har mod på flere projekter, så mangler vi en tilsvarende oversigt over tidsskriftspressen, men det er så stor en opgave, at den formentlig må deles op i flere projekter.