Luksusforordninger – 1558, 1683, 1736, 1783, 1783 og 1799
Af Per Ole Schovsbo
Hanne Frøsig Dalgaard er én af kongerigets store tekstile damer, der gennem en menneskealder har skrevet en halv snes bøger om kirkelige tekstiler, klædedragtens historie og tekstilarbejde som blivende udtryk for kvinders kreativitet, som det fremgår af Kvinfos ekspertdatabase. Især huskes Hanne Frøsig Dalgaard fra sin tid som inspektør ved nationalmuseets Nyere Tid (1964-89), der var til gavn for hele landets tekstile forskning og formidling.
Bogen om luksusforordningerne, der er et særtryk af seks artikler i tidsskriftet Tenen i perioden 1998-2014, viderefører den tekstile forskning og formidling. Hanne Frøsig Dalgaard har udvalgt de dele af forordningernes tekster, der drejer sig om, hvad man måtte nyde af luksus, især klædedragt, smykker og fester. Det lagdelte samfund, der blev meget synligt med enevældens indførelse i 1660, hvor suverænen var øverst, adelen derefter, borgerne og håndværkerne og nederst bønderne, havde en dresscode både til hverdag og fest. Man skulle klæde sig efter sin plads i samfundet, og man skulle kunne se, hvem man stod overfor.
Forordningernes bestemmelser er derfor vigtige kilder til klædedragtens historie og det er i den forbindelse, at Hanne Frøsig Dalgaard transskriberer, analyserer og kommenterer de udvalgte tekster og ledsager de mange oplysninger med et billedmateriale, der er nyt og spændende.
Forordningen fra 1558, den såkaldte koldingske recess, udsendt af Christian III i hans sidste leveår, fungerede som rigslov sammen med håndfæstningen og landskabslovene. Den er et udtryk for, hvor styrket kongemagten (og højadelen) var blevet efter Reformation og Grevefejde, og målet var at begrænse menigmands brug af de fornemme stoffer, guldbesætninger og perler, der kunne købes af købmænd fra de nordtyske byer.
Forordningen fra 1683 er præget af enevældens indførelse i 1660. Magten og administrationen var blevet centraliserede omkring den suveræne konges person. Bestemmelserne er ikke kun rettet imod klædedragten, men også mod bryllupper, barsler og gæstebud. Alt skulle holdes indenfor de regler, der blev sat omkring rangklassernes (borgerliges og adeliges) forbrug og opførsel. Overskred man reglerne, kunne man blive idømt høje bøder – hvoraf en del tilfaldt de personer som angav misbruget!
Forordningen af 1736 var fortsat rettet mod rangklasserne, der blev opfordret til at meddele, hvad de besad af fornemme møbler og kareter, som forordningen ville begrænse. Mange indberetninger medtog også fine tekstiler for at undgå bøder ligesom i 1683. De transskriberede Indberetningerne i genkendeligt arkiv-kaos rækkefølge udgør bogens bilag. Lidt systematik - fx navnene i alfabetisk orden – ville have gjort indberetningerne lettere tilgængelige.
Forordningen af januar 1783 var rettet mod alle indbyggere og anbefalede, at man brugte dansk fremstillede stoffer i stedet for kostbare udenlandske. Forordningen af marts 1783 var rettet imod bondestanden inklusiv fæstemøllere og kromænd. Ved festerne måtte man kun servere et begrænset antal madretter, ikke vin og kaffe og påklædningen skulle være af hjemmegjort tøj!
Forordningen af 1799 ophævede forordningen fra marts 1783 – i stedet blev det præsternes opgave ved enhver lejlighed at sørge for anstændig Tarvelighed uden Tvang.
Bogens opsætning og indhold stiller krav til læserne, der ikke kun bør være særligt tekstil-motiverede men også interesserede i en side af den danske lovgivning, der som regel overses. Enevældens detaljestyring, der som tidens skred frem, blev stedse mere enerverende, har givet moderne forskere bunker af arkivalier med en detaljerigdom som selv vore dages EU ikke kan hamle op med. Der skal derfor etnologer med specialviden som Hanne Frøsig Dalgaard til at redde trådene ud, så vi får ny viden ud af de mange arkivalier.
...
Siden er oprettet 07-04-2015
