Mennesket har altid vandret

Af Anders Ellegaard, cand. jur.

Hvad er definitionen på en folkevandring? Er det antallet af mennesker, eller er det årsagen/årsagerne? Som det er sagt om begreberne ”skov” og ”by”: de er svære at definere, men man er ikke i tvivl, når man ser én.

Arkæologen Jeanette Varberg har skrevet en lille bog med eksempler på menneskets udbredelse på Jorden. Det være sig ved udvandring over kortere eller længere tid eller ligefrem ved egentlige folkevandringer.

Bogen er udkommet på Gyldendals nye serie af billige, små bøger om aktuelle emner, skrevet af fagligt kapable forfattere men alligevel i et sprog, som ikke kræver den store forkromede akademiske uddannelse for at blive læst og forstået. En opskrift som flere forlag har kastet sig over efter ”Tænkepausernes” store succes.   

I indledningen angiver forfatteren to hovedårsager til vandringerne: oplevelsestrang og overlevelsesbehov. Det sidste kan for eksempel skyldes klimaændringer eller krige. I bogen er der valgt folkevandringer inden for de seneste 70.000 år. Citat: ”Bogens præmis er, at jeg vil tegne de store linjer i en fortælling, hvor nutidens folkevandringer sættes i perspektiv til fortidens” (side 14).

Homo Sapiens beskrives som historiefortællende og teknologisk opfindsom og som den mest invasive art på kloden. Andre dyrearter er uddøde og andre menneskearter er forsvundet selv om DNA-rester fra dem kan spores i nulevende mennesker. Det beskrives kort, hvordan mennesket har befolket hele kloden. Efter istiden rykkede jægerfolkene frem i takt med isens forsvinden.

Omkring år 9000 fvt. blev mennesker i området mellem Eufrat og Tigris bofaste, hvilket bredte sig og blev til agerbrugsrevolutionen, som blev dominerende i stort set alle klimaegnede dele af verden. Grunden hertil er, at trods det store slid med arbejdet så giver det en mere stabil ernæring, hvilket igen betyder, at flere kan overleve og blive ældre. Det har været diskuteret, om landbruget opstod spontant flere steder nogenlunde samtidigt, eller om det udbredtes ved menneskevandringer. DNA-analyser viser, at det var vandringer af folk. Og de havde ”noget” med, nemlig agerbrugsteknik.

Ca. år 2900 fvt. begyndte folk fra stepperne øst for det nuværende Europa at vandre vestpå. Og de kom med krig og erobring. Mod nordvest i Europa var der stadig stenalder, men mod sydøst, hvor man havde gravet metaller (guld, kobber og tin) i mange år, fandt man på at lave en legering af kobber og tin: bronze. Dét var en revolution, som gav en hel tidsalder navn: bronzealderen.

DNA-analyser viser, at indvandringen fra øst ikke kun var af teknisk karakter, det var indvandring af mennesker. Hyrderne fra stepperne, Yanmaya-folket, beskrives som høje, lyse i huden og laktosetolerante. Det sidste var praktisk i en kultur med husdyr.

Bronzen blev grundlaget for store civilisationer omkring Middelhavet. Handelen med råstofferne og legeringen medførte fri handel og sejlads, store havnebyer og diplomati. Og bronzen udbredtes til hele den kendte verden. Arkæologiske fund afslører handelsveje gennem hele Europa allerede på dette tidspunkt. I 1177 fvt. var det slut med de blomstrende civilisationer. De blev angrebet af ”havfolket”, som man ikke ved ret meget om. Der var formentlig tale om seks forskellige folkeslag, men hvorfor de samlede sig og begyndte at vandre eller sejle, og hvorfor de angreb de bestående riger, ved man ikke meget om. Klimaændringer, tørke, jordskælv? Handelen med bronze ad de frie og sikre handelsveje afløstes af brugen af et andet metal, som fandtes mange steder: jern.

Kimbrerne og Teutonerne fra det nordlige Jylland (?) startede en vandring sydpå i de sidste århundreder fvt. Årsagerne kan have været ufred, sult, krig, klimaændringer eller menneskeofringer. Romerske kilder omtaler dem som høje, blåøjede, modige og stærke. Der skrives om 300.000 mænd, kvinder og børn, som vandrede i år 120 fvt. De slog romerne to gange nord for Alperne, men forfulgte dem ikke til Rom. I år 102 fvt. blev de slået af romerne ved Aix-en-Provence. Kilderne siger, at der blev taget 60.000 teutoner og 90.000 kimbrere som slaver. Resten var enten blevet dræbt eller flygtede nordpå. Hjem? Der er fundet en del keltiske ting i Himmerland!

Romerrigets såkaldte fald skete i takt med, at der kom angreb fra øst, fra stepperne, af hunnerne. Romerriget var blevet meget stort, hvilket gav logistiske og kommunikationsmæssige problemer.

Forfatteren angiver, at folkevandringerne startede år 377, da hunnerne angreb (visi)goterne, og disse fik lov til at krydse Donau ind i Romerriget. Folkevandringstiden var begyndt og kom til at omfatte store dele af Europa. Det vestromerske rige gik i opløsning, medens det østromerske bestod i næsten 1000 år, før det blev en del af Det Byzantinske Rige.

Nyere DNA-forskning har vist, at skeletter fundet i England stammer fra anglere, saksere og jyder!

Og de var fra ca. år 400 evt. Altså en indvandring som skete længe før angrebet på Lindisfarne i år 793. Der gives ingen forklaring på, hvordan disse jyder skulle være indvandret til England. Nogle af skeletterne stammer fra kvinder, så søfarerne må have hentet deres familier til England. Forfatteren skriver om den skandinaviske krigerhjelm, som blev fundet i Sutton Hoo, at graven, hvor den blev fundet ligger ved floden Deben, ”som flyder direkte ud i Nordsøen, stik øst mod Jyllands kyst”. (side 90). Da sejlet først dukker op i Skandinavien i 600-700 tallet, er spørgsmålet: hvordan kom jyderne til England? Den avancerede, klinkbyggede Nydambåd fra ca. år 310-320 evt. og nedsat i mosen ca. år 345 evt. var ikke sejlførende og ikke beregnet til havsejlads. Selv med 36 roere var den kun til kystnær sejlads. Ikke noget at hente familierne over med. Forklaring udbedes!

Fra 700-tallet bredte Skandinaverne sig til England, Irland, hele Nordatlanten og Amerika og Canada. Nok mere med kultur og teknik end store folkevandringer.

Den arabiske invasion af Nordafrika og Spanien med udbredelsen af den tredje bogreligion, Islam, startede i år 642. I Spanien varede invasionen til år 1492. Kristendommens samarbejde med den verdslige magt betød kristne kongedømmer i hele Europa. Den tidlige middelalders milde klima medførte stor teknologisk udvikling, øget produktion og voksende befolkninger. Europa blomstrede. Men perioden fra år 1300 til år 1800 kaldes den lille istid. Klimaet blev koldere og landbrugsproduktionen faldt. Omkring 1350 kom pesten til Europa og med flere følgende epidemier omkom mellem en tredjedel og halvdelen af befolkningen. Først 200 år senere i 1550 var Europas befolkning oppe på samme niveau, som før pesten kom: 75 millioner. Den sidste pestepidemi i Danmark var i 1711.

I 1500-tallet begyndte europæerne at ekspandere i Verden. Portugiserne begyndte, og spanierne fulgte hurtigt efter: Afrika, Indien, Kina, Nord-Syd-og Mellemamerika. De sidstnævnte egnede sig til landbrug og havde rige forekomster af ædle metaller. De indfødte egnede sig ikke til hårdt arbejde og var ikke modstandsdygtige over for de sygdomme, som europæerne havde med. Bogen omtaler den såkaldte trekantshandel: våben, slaver, sukker og metaller. Det nævnes, at slavehandelen omfattede 30 millioner mennesker, og at af disse blev 10 millioner sendt til de tre amerikaer, medens de 20 millioner blev købt af arabere. Sælgerne var oftest lokale afrikanske stammer og høvdinge. Det var ikke det store antal europæere, der rejste til Den Nye Verden. En folkevandring? Nærmere en mindre udvandring.

Dette ændrede sig ved slutningen af 1700-tallet. Antallet af immigranter til især USA steg meget. I New York boede der for eksempel i år 1657 kun ca. 2000 mennesker. I 1860 boede der 813.000.

Årsagerne til immigrationen var forskellige, men fattigdom, sult, ringe sociale kår og ringe muligheder for at ændre dem var blandt dem. Et stort kontingent kom fra Irland, hvor kartoffelsvamp i fire år fra 1845 havde ødelagt høsten. 1.100.00 døde i Irland. 2.200.000 rejste til USA. Forfatteren nævner USA´s lovgivning fra 1921 og 1924 som satte en stopper for den frie indvandring, som havde været der i 300 år. Det nævnes ikke, men Canada og Australien har tilsvarende begrænsende lovgivning efter devisen: kom med kvalifikationer til gavn for landet og klar dig selv.

Det sidste kapitel har forfatteren viet til ”Nutidens folkevandringer”. Efter de to verdenskrige var der mange krigsflygtninge i Europa. Og de var europæere. Forfatteren ridser meget kort den nuværende situation op: antallet af migranter – krigsflygtninge og bekvemmelighedsmigranter – er steget dramatisk. I 2015 kom 1 million til Europa. EU´s aftaler i 2016 om tilbagesendelse. Aftalen med Tyrkiet om tilbageholdelse af flygtninge, hvilket har øget sejladsen fra Libyen med migranter fra Subsahara.

Forfatterens bud på en konklusion er, at der er flere årsager til folkevandringer, at der er forskel på flygtninge og migranter og at den bedste (eneste?) løsning er at hjælpe på forholdene i nærområderne. Forfatteren nævner ikke det faktum, at befolkningstilvæksten, i de områder migranterne kommer fra, er meget høj, medens den teknologiske udvikling og produktion er ganske lav.

For den historiekyndige og den politisk velorienterede er der ikke meget nyt i bogen, men for den mere forudsætningsløse er det et glimrende sted at begynde.

Historie-online.dk, den 5. april 2017