Merete Bo Thomsen: De, der tog teten. Danske landbokvinder i menighedsråd, værgeråd og hjælpekasser. 1903-1930
Af Anna Wowk Vestergaard
Merete Bo Thomsen har med bogen ”De, der tog teten – Danske landbokvinder i menighedsråd, værgeråd og hjælpekasser 1903-1930” lagt et imponerende stort stykke arbejde frem. Hun har fulgt 35 kommuner gennem syv valg til menighedsråd, seks valg til værgeråd og syv valg til hjælpekasser, kortlagt kommunernes forskellige forhold som blandt andet størrelse, politisk og religiøs homogenitet/heterogenitet, fordelingen af erhvervsgrupper, kulturelle impulser – og navngivet 928 kvinder fra sognekommuner, som opnåede råds- eller supplementposter.
Kvinders adgang til kommunalpolitiske hverv kom gradvist med menighedsråd i 1903, værgeråd i 1905 og hjælpekasser i 1907. I 1908 fik kvinder valgret til kommunalbestyrelserne og som bekendt opnåede kvinder den landspolitiske valgret i 1915. Bogen, der er en lettere revideret udgave af Thomsens kandidatspeciale fra 2012, sætter fokus på kvindernes deltagelse i det lokale arbejde i værgeråd, menighedsråd og hjælpekasser med sognerådenes politiske sammensætning som et af de parametre, der havde betydning for kvindernes valg til de øvrige råd.
Med arbejdet får Thomsen tydeliggjort de mange landbokvinders indsats, og hun får manet flere myter i jorden; kvinder på landet var ikke kun optaget af det huslige arbejde men deltog også i sognets arbejde, børn – og også små børn - var ikke en hindring for rådsarbejdet, og integration og placering i lokalsamfundet betød mere for kvindernes valgchancer end deres uddannelsesbaggrund. Derudover sætter Thomsen fokus på, hvordan den enkeltes omgivelser og miljø kan ses som det, der driver den politiske interesse.
Bedriften ses tydeligt i de detaljerede bilag, som ridser de forskellige kommuners dna tydeligt op og præsenterer civilstatus og navne på suppleanter og rådsaktive. Arbejdet med at finde frem til kvindernes navne, samt alder, baggrund og børneflok for en udvalgt del af kvinderne, er særligt imponerende, når anmelderen tænker på, hvordan kvinder i kommunalpolitisk sammenhæng kan være gemt bag benævnelser af typen ”bager Andersens hustru” eller ”fru Petersen” i f.eks. opstillingslister eller lister over stillere. Thomsen tegner med sin undersøgelse et billede af den gennemsnitlige rådsaktive kvinde som 44 år gammel med to ukonfirmerede børn boende hjemme og med mellem 2½ og 3 medhjælpere i husholdningen. Kvinder fra husmandsmiljø og fra de største gårde var underrepræsenterede, og de fleste kvinder kom fra gårdmandsstandens middelklasse.
Gennem mere uddybende undersøgelser af et udvalg af konkrete kvinder og deres baggrund synliggør Thomsen betydningen af miljøer og omgangskredse med politisk interesse og engagement. Det er tankevækkende, at dette parameter ser ud til at have involveret og berørt både mænd og kvinder i de pågældende familier og grupper. Thomsen beskriver her et vilkår i politik, som kan genfindes i både kommunal- og landspolitisk sammenhæng, og som også kendes fra Folketingets politiske familier i dag.
De mange optællinger og udregninger baseret på materialet formidles i en stor mængde kort, diagrammer og grafer, men de er ikke alle lige lette at gå til. Når dertil lægges at Thomsen skifter mellem andel udregnet som decimaltal mellem 0 og 1 og i procent, skal man som læser holde tungen lige i munden. F.eks. viser Thomsen kvindeandelen på en graf fra 0,00 til 0,60 på s. 98, mens hun på s. 99 skriver om kvindeandele i procent.
Læserens overblik over analysens mange parametre, de mange kommuner, mange kvinder, mange valg og de tre forskellige råd kompliceres af, at Thomsens materiale i flere tilfælde giver et flertydigt billede af de forskellige parametres betydning for kvindernes mulighed for at blive valgt. De mange parametre er dog samtidigt undersøgelsens styrke, da den fælles analyse samler de forskellige lokale forhold og løfter dem fra fragmenterede lokale analyser til fælles tendenser. Her tydeliggør Thomsen f.eks., at når det gælder industrialisering og urbanisering, som i teorien burde give en øget kvinderepræsentation i kraft af modernisering af samfundet, viser materialet den modsatte tendens, idet kvinder får sværere ved at opnå valg jo flere politiske fløje, der er i kommunen, og jo stejlere de forskellige fløje står overfor hinanden. Typisk øges den politiske polarisering i takt med industrialisering og urbanisering, der bringer nye grupper til landkommunerne.
Når kvindernes valgchancer i den situation bliver dårligere, påpeger Thomsen, at det skyldes hensynet til den socioøkonomiske gruppe bag partiet eller valglisten. Når polariseringen er skarp, lægges der strategi og tages politiske beslutninger og hensyn allerede i opstillingsprocessen, hvor kvinder kan miste deres placering øverst på listen til fordel for en mandlig topkandidat, der står stærkere over for konkurrenterne. Opstillingsprocessen er dog kun kort berørt i bogen, hvilket formentlig skyldes, at den generelt set har sat sig meget få spor i kilderne. Derfor er det svært at afgøre, hvor meget (eller lidt) manøvrerum kvinderne havde i opstillingsfasen, hvor mændene traditionelt set havde magten.
Måske kan fremtidigt arbejde kaste mere lys over opstillingsprocesserne og deres dynamik, så vi kan blive endnu klogere på de kvinder, der har kastet deres kræfter ind i løsningen af de fælles opgaver lokalt. Med Thomsens bog er der i hvert fald et godt udgangspunkt for at se det lokale rådsarbejde i et større perspektiv.
Siden er oprettet 19-01-2016
