Mit eventyr som deltids herremand på Nørre Wosborg
af Erik Ingemann Sørensen
Hvor blæsten suser ind fra Nissum Bredning – mellem Vedersø og Vemb – ligger herregården Nørre Vosborg. Kendt siden Erik Menveds regeringstid og med blandt andet Niels Bugge og Odensebispen Knud Henrik Gyldenstjerne som ejere. Det vidste den 36-årige københavner, Henrik Haubroe, f. 1915, kun lidt om, da han i 1946 mødte Kirsten Krarup, hvis far netop havde købt stedet. En romance de to unge imellem resulterede i, at Henrik Haubroe – nu indgift i familien – i 1970 sammen med sin hustru modtog Nørre Vosborg som gave. Hvilket får følgende formulering med: ”Jeg betalte arveafgiften og blev min hustrus financier, selv om vi havde særeje med vandtætte skodder.” Så ved læserne da det.
”DELTIDS HERREMAND” er en dybt personlig beretning om forfatterens arbejde med at retablere Nørre Vosborg frem til overdragelsen til Realdania 1. maj 2004. ”Denne afslutning på familiens 216-årige ejerperiode var en overvældende tilfredsstillelse for os.” Det er de 34 års ejerskab, der danner baggrund for bogen.
Det er en 92-årig forfatter, der beretter. Om alt mellem himmel og jord. På kryds og tværs. Små indfald hist og store udfald pist. Alt i alt en noget rodet affære – for nu at være høflig.
Den fra TV så velkendte ”Fru Hyacinth” ville have elsket at være til stede. Der er stort set ingen ende på de ”Durchlautigheder”, lorder og andre nobiliteter, som forfatteren kommer rundt om. Ja – endog en ”Master of Copenhagen Draghounds” som afholder en ”regulær parforce jagt med meute” og efterfølgende ”Huntball”, hvor vi får at vide, at hustruen møder til middagen i ”grande toilette og jeg selv i kjole og hvidt”. Det myldrer med den slags udsagn bogen igennem. Uden at det – trods flere gennemlæsninger – er gået op for anmelderen af hvilken grund. Og så må man jo tænke sit!
En pæn del af bogen drejer sig om firspandskørsel, hvor ”the Queens Crown Equerry (kgl. Staldmester), sir John Miller…” osv. optræder. Det er et noget forvirrende indslag om Nørre Vosborgs historie. I øvrigt staver forfatteren konsekvent Vosborg med W. Efter nederlaget i 1864 slettede de danske geodæter det tyske W på kortene. Det har deltids herremanden nu ændret på. Som tilsyneladende den eneste. Det er sproglig kulturradikalisme. Og apropos radikalisme. Det radikale Venstre får ikke et ben til jorden i denne fremstilling. For en herremand virker det gamle husmandsparti som en rød klud. Roden til alt ondt. Hvis man altså lige ser bort fra Kulturarvstyrelsen, der - ifølge forfatteren – er bemandet med åndelige ignoranter af værste skuffe!
Det eneste væsentlige i bogen er afsnittet om tilblivelsen af BYFO – Bygnings Frednings Foreningen”. Her har Henrik Haubroe ydet en fornem og engageret indsats, hvilket blandt andet var medvirkende til, at Nørre Vosborg i 1981 tildeles Danmarks første ”Europa Nostra Medalje”. Her må man tage hatten af og erkende, at den – på forhånd så godt som tabte – kamp for at sikre en central del af vores kulturarv blev belønnet velfortjent.
I en stærkt personlig præget fremstilling udelades den negative side af realiteterne ofte. Det er således meget svært at forene Henrik Haubroes fremstilling af hans store indsats for at bevare Nørre Vosborg med realiteterne. Da den sælges til Realdania er det, som en af arkitekterne bag det nye restaureringsarbejde klart udtrykte det i et Tv-interview ”: i 11. time! Råd og forfald herskede overalt.
Siden er det lykkedes at sikre Nørre Vosborg for eftertiden. Som herregårdshotel og kursuscenter. Om det behager forfatteren, nævnes ikke.
Til gengæld konkluderer denne hen mod slutningen: Hvis samfundet mener noget med at ville udnytte den kommercielle værdi i kulturarven som repræsenteret ved vore fredede herregårde, må det være en forudsætning, at man i samarbejde med ejerne indretter og overtager driften af parkering og turisttoiletter, uafhængig af stedets øvrige turistbetjening.” (sic!)
”DELTIDS HERREMAND” er udkommet på ”Dyrehavens Forlag”. Som den hidtil eneste publikation. Det er altså en debuterende 92-årig forfatter. Og et debuterende forlag. Måske er det forklaringen på de talrige – ganske ringe – amatørfotos – og den manglende ”læsen over skulderen”, der kunne have gjort underværker. Flere gange omtales en kgl. balletmesters interesse i at overtage stedet. Hvorfor dog ikke sige lige ud, at det drejer sig om Peter Schaufuss. At den ”berømte” kræmmer, Låsby Svendsen, også havde følere ude kunne det have været interessant at høre mere om.
Nu må det i stedet nøgternt konstateres: vil man have en bog om Nørre Vosborg – ja, så er det klart Hans Edvard Nørregaard-Nielsen og Janne Klerks pragtværk: ”Nørre Vosborg – en vestjysk herregård”, Gyldendal. Og den er endda små 50 kroner billigere. Så er det sagt.
