Monopolbrud

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

I min barndom i tresseerne havde Danmarks Radio monopol på at sende TV til befolkningen – ja, og også senere – og eftersom jeg er fra Silkeborg-kanten, så var det reelt nok. Vi kunne se fjernsyn, først hos naboen og senere derhjemme, og der var ikke noget med, at svenske eller tyske programmer kom og forstyrrede. Der var ikke brug for fjernbetjening. Når fjernsynet blev tændt og varmet op, var det Danmarks Radios programmer, der tonede frem. Og vi så dem alle sammen, Bonanza, Robin Hood, Otto Leisner, Poul Trier Pedersens debatprogrammer, fjernsynsteatret, som var filmet teater, ved sjældne lejligheder en (forskudt) fodboldkamp fra Idrætsparken (hvor Danmark som regel tabte), Aktuelt og TV-avisen, Horisont med John Danstrup med mere. Der var børneudsendelser om eftermiddagen, og ellers var det om aftenen, man så fjernsyn – og det sluttede inden midnat. Sådan var det. Det var dengang, man godt kunne tale om sammenhængskraft, for alle havde jo set det samme og kunne dagen efter brokke sig over programmerne.

Sådan er det ikke mere. Nu om dage er der talrige satellitkanaler, sociale medier, TV2 i Odense, og DR er blevet beskåret kraftigt, efter at public service stationen ellers havde bredt sig med et udvalg af kanaler, som skulle dække befolkningens ønsker. I skrivende stund er DR 1 og DR 2 tilbage – og det er da fint nok, men vi er nu nogle, der savner DRK.

Danmarks Radios monopol blev endegyldigt brudt med oprettelsen af TV2 i 1988 med en anden slags nyheder, Eleva2eren, Lykkehjulet og mere i den lette genre samt reklamer. Men satellitterne havde allerede brudt monopolet, og måske var TV2 et forsøg på at forsvare dansk public service:

”Satelitter som Telstar åbnede for udsigten til myriader af både ønskede og uønskede TV-påvirkninger af danskerne uden for politisk kontrol. Set i det perspektiv var TV 2 et forsvarsværk. I forhold til piraterne fra London, TV3 og 3+ var TV 2 og Danmarks Radio allierede” (side 83)

Citatet er fra Aarhus Universitetsforlags seneste 100 siders historie fra Danmark, som har bragt os fremragende danmarkshistorie om en masse temaer, fra porno over Saxo og Svenskekrigene til Septemberforliget og modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig. Der er al mulig grund til at rose initiativet, for alle de bind, som anmelderen har fået læst, har været fint formidlet med perspektiver både fremad og bagud. Og denne gang er det altså den uhyre vigtige kulturinstitution, fjernsynet, der tages under behandling.

Sissel Bjerrum Fossat, der er museumsinspektør ved Odense Bys Museer, fortæller historien om TV og radio fra Poulsens buegenerator i 1902, radioamatørerne og kammersangerens Statsradiofoni i 1926 til de første forsøg med fjernsyn i 1950’erne, den revolutionerende Telstar-satellit i 1962 og endelig monopolbruddet i 1988 og tiden derefter.

Det er en spændende historie, der fortælles, både med hensyn til den tekniske udvikling og det skiftende indhold på skærmen. Og perspektivet op til vore dage er holdt klart og tydeligt, specielt med hensyn til den paradoksale længsel efter monopolet, som Bjerrum Fossat slutter af med: Længsel i den forstand, at politikerne taler om en sammenhængskraft, som DR og TV2 skal være med til at frembringe i det flimrende mediebillede, som tegner sig. Og som det bliver sværere og sværere at opnå i kampen mod de udenlandske giganter – og, kunne man tilføje, så længe nationalkonservative politikere ønsker at styre, hvad der må sendes i fjernsynet og i øvrigt skærer benhårdt i det danske indhold. Det må være relevant og givende læsning for kulturpolitikere forud for medieforhandlingerne (der forhåbentlig stopper beskæringen af DR).

Serien ”100 danmarkshistorier” rammer igen plet med en let læst og samtidig fagligt solid tekst. ”Monopolbruddet” anbefales hermed.

[Historie-online.dk, den 12. august 2020]