Niels-Jørgen Nehring og Birte Weiss: Og Balkan kom til Danmark. Om at være nærområde til krig og folkemord.

Af Thomas Petersen

Blandt de hjemmehjælpere, der i løbet af dagen hjælper mig med ganske almindelige gøremål, er der en ung kvinde, der stammer fra Bosnien. Hun er en af de ca. 20.000 mennesker, der med forældre og søskende i første halvdel af halvfemserne kom til Danmark. Og som de allerflestes vedkommende kom for også at blive her. For at blive integreret og for at blive ligesom os etniske danskere. Asra, som min hjælper hedder, er ganske vist gift med en landsmand, men taler ligesom sin mand og deres to små børn klingende kronjysk dialekt.

Familien er ganske vist muslimer, men absolut i den light udgave, der er kendetegnende for de såkaldte bosniakker – dvs. muslimske bosniere. De holder både juleaften og eid-fest – men angiveligt mere af hensyn til børnene end til den bagvedliggende religion. Asra har taget en uddannelse som sosu-hjælper og er som sagt ansat i Randers Kommune. Sidste år var hele familien på ferie i Bosnien, men Asra´s lille familie ville gerne hjem (!) så hurtigt som muligt. Hendes forældre havde det forståeligt måske lidt anderledes.

Asra´s eksempel er tilsyneladende typisk for de ca 17.000 bosniere, der med den såkaldte jugoslaverlov fra 1992 som hjemmel fik varigt ophold i Danmark. Og som nærværende bog fortjenstfuldt og dækkende tager pulsen på nu – mere end 20 år senere. I en stribe artikler – nogle analyserende, andre berettende – får læseren belyst de fleste sider af bosniernes tilværelse – før, under og efter deres flugt fra hjemlandet.

Bogen er redigeret af to store kendere af regionen. Af juristen og embedsmanden samt tidligere direktør for det daværende DUPI – Dansk Udenrigspolitisk Institut, Niels-Jørgen Nehring og den socialdemokratiske politiker, journalisten og tidligere blandt andet indenrigsminister Birte Weiss.

Balkan kom til Danmark. Det gjorde regionen i form af som sagt ca. 20.000 af de i alt 2 mio. fordrevne bosniere. På flugt fra nådesløse fortrinsvis serbiske bombardementer og snigskytter, der begik folkedrab ved at sætte en ære i at dræbe og såre så mange mennesker som muligt. Og i øvrigt ødelægge så meget som muligt af blandt andet den historiske kulturby Sarajevo. I dag er erindringen om borgerkrigen i Europas baghave, i Jugoslavien, gået i glemmebogen. Fortrængt af nye konflikter, nye strømme af flygtninge, nye katastrofer. Derfor er nærværende bog en god anledning til at få genopfrisket hukommelsen.

Som det understreges i bogen, er Bosnien stadig et splittet land – dybt traumatiseret af en bitter borgerkrig. Ifølge fredsaftalen, den såkaldte Dayton-aftale, fra november 1995, er landet i dag delt i to næsten lige store dele: Føderationen Bosnien-Hercegovina, befolket af romersk-katolske kroater, og Republika Srpska, befolket af ortodokse serbere. Hver del har egen præsident, statsminister, regering mv. Begge områder har således egen lovgivende, udøvende og dømmende myndighed. Men ovenover svæver et tredelt (serbere, kroater og bosniakker) roterende præsidentskab med tilhørende parlament, regering, forfatningsdomstol mv. Alle beslutninger kan imidlertid sættes ud af kraft af det internationale samfund, som har indsat en ”statholder” under navn af Den Høje Repræsentant, der skal overvåge, at freden efterleves. I sandhed en rodebutik, hvilende på en påtvungen og derfor skrøbelig fred. En fred, der var motiv nok til, at flygtningene kun i så ringe antal vendte hjem.

Bogen er den første samlede beretning om, hvordan det danske samfund den gang reagerede som nærområde til krig og folkemord. Flygtninge, soldater, chauffører, politifolk, forskere, beslutningstagere og lokale aktører fortæller i næsten en snes artikler om indsatsen. Bogen tegner samtidig et gruppeportræt af de bosniske flygtninge i dag, og billedet er broget. En stor del har fået dansk statsborgerskab, mange lever i papirløse forhold med danskfødte, og unge uddannelsessøgende bosniske kvinder klarer sig bedre end etniske danskere. Men mange ældre er faldet ud af arbejdsmarkedet – har måske aldrig været en del af det. Bogen kortlægger de politiske og menneskelige dilemmaer, der blev dansk hverdag for 20 år siden. Den viser, hvordan indsatsen på trods af fejl og mangler alligevel gjorde en forskel.

Bogens i alt 19 artikler, skrevet af et bredt spektrum af såvel iagttagere som aktive deltagere, tager læseren rundt i alle hjørner af bosniernes ankomst til og videre skæbne i Danmark. Efter et indledende kapitel om Landet, befolkningen og sproget er de følgende artikler ræsonnabelt ordnet under fire hovedoverskrifter: Da nationalisme blev til krig, De udrensede, Vejen til balance og Europas bagtrop.

Første hovedafsnit indledes af Uffe Ellemann-Jensen, der med sikkert overblik, med statsmandens kløgt og på baggrund af personlige erindringer redegør for, hvorfor Europas politikere kynisk lod krigen i Bosnien vare i hele tre år. Krydret med den tidligere udenrigsministers personlige erfaringer fra mødet med og meninger om dramaets hovedfigurer. De følgende artikler handler om de mange nødhjælpschauffører, der på farefulde missioner og med livet som indsats bragte hjælpen ud. Om de 30.000 danske soldater, der banede vej for freden på Balkan, om de hundreder af politifolk, der måtte arbejde blandt lyssky bosniske kolleger for at holde ro og orden. Samt om FN´s flygtningeorganisation, der måtte opfinde nye roller, metoder og succeskriterier.

Andet hovedafsnit handler om De udrensede. Om tilblivelsen af og den bitre politiske kamp om jugoslaverloven, der gav bosnierne mulighed for at blive i Danmark, om problemet med at finde boliger og uddannelse til de mange nye borgere samt om privates og kommuners bidrag til løsning af problemerne.

I tredje hovedafsnit, Vejen til balance, behandles så forskellige emner som de bosniske flygtninges krigs- og torturtraumer, hjælpeprogrammer efter krigen, de hjemvendte, der ofte viste sig at være u-ønskede i Bosnien. Om danske kommuners hjælpeprogrammer, om krigsforbryderdomstolen i Haag, om godt og skidt i bosniernes danske liv og om unge bosnieres succes i uddannelsessystemet.

Endelig behandles i bogens fjerde hovedafsnit, Europas bagtrop, Bosniens selvforskyldte besværlige vej til EU samt landets rolle i den jugoslaviske og europæiske historie.

I det store og hele viste de 17.000 bosniere, der forblev i Danmark, sig at blive en succeshistorie i integration, jfr. Asra´s historie i indledningen. Bogen dokumenterer det også til fulde. Den rummer tillige en mængde vidnesbyrd om den varme og medfølelse, der mødte de nye bosniske landsmænd – fra såvel menigmand som langt hen ad vejen også fra det officielle og politiske Danmark. Bogen kan læses som

”en fortløbende fortælling om et Europa, der i 50-året for holocaust ikke kunne enes om at stoppe den etniske udrensning, inden den blev til folkedrab. Det er historien om, hvordan et lille land reagerede, da vi pludselig blev nærområde til krig og mere end to millioner flygtninge. Men kapitlerne --- kan også læses enkeltvis som beskrivelser af de mange dilemmaer, tiden bød på. Nogle af dem møder vi igen med de syriske flygtninge ---”, som de to redaktører skriver side 9.

Bogen har derfor også i høj grad aktuel interesse og appel. Den fortjener derfor at blive budt velkommen i en stadig aktuel kontekst af et stort læserpublikum. Godt gået og et godt initiativ!

Siden er oprettet 14. marts 2016.