Orgasmeland - Da den seksuelle revolution kom til Danmark
Af Thomas Petersen
At udleve sin seksualitet. At frigøre sine seksuelle resurser. At løse verdens problemer gennem mindst en totalorgasme i døgnet. Det er blot nogle af stikordene i denne bog, der formelig strutter af fortælleglæde. Og som har til hensigt at indvi sine læsere i den første danske bølge af seksuel frigørelse. Forfatterens udtrykte fornøjelse ved at fortælle sin historie er så stor, at man sommetider som læser tørster efter plads til en lille eftertænksom pause for at skille skidt fra kanel. Mere om det senere.
Forfatteren, Lea Korsgaard (født 1979), er uddannet journalist. Hun er medstifter af medievirksomheden Zetland, stiftet 2012, og som i egen optik ønsker at ”fungere som laboratorium i den løbende debat om og udvikling af dansk kvalitetsjournalistik”. Som forfatter har Korsgaard tidligere gjort sig bemærket med en biografi om Ghita Nørby og sammen med Stèphanie Surrugue med Det store bogtyveri fra Det kongelige Bibliotek.
For Korsgaard begyndte den foreliggende bog med en undren. Dels over unge, der gik til gymnasiefester og dels over ældre, der gik i swingerklubber: ”Hvordan kan det være, at det for hundrede år siden var sygt at have lyst til sex, og det i dag er sygt ikke have lyst”? Under sin research til bogen stødte forfatteren ret hurtigt på historien om den danske afdeling af den internationale organisation Sexpol, forkortelse af Sexualpolitik. Denne besynderlige gruppes mål var intet mindre end det gode samfund, bygget på den fuldkomne orgasme.
Hvor kommunisterne ville det klasseløse og nazisterne det racerene samfund, ville Sexpol et samfund, der byggede på total-orgasmen. Når et sådant samfund var en realitet, ville krige, kriser og ulykkelige mennesker angiveligt være en umulighed. En opløsning af alle de samfundsmæssige og familiemæssige bånd, der kendetegnede det gamle samfund, ville frigøre mennesket og skabe det ultimativt gode samfund. Teorien var både forkætret, forgudet og forhadt.
Psykoanalysen var i mellemkrigsårene endnu en ung retning inden for lægevidenskaben. I praksis blev den kun dyrket i meget snævre og til dels lukkede kredse. Hverken den traditionelle medicin eller samfundets myndighedspersoner accepterede den, men betragtede den som oftest med fjendtlige øjne. Psykoanalysen ville menneskets frisættelse af dets begrænsninger. I princippet ville kommunisterne det samme, og Sexpol´s medlemmer var derfor i princippet alle kommunister i dette udtryks mest udflydende betydning.
Sexpols danske afdeling forblev fåtallig. Blandt dens medlemmer fandt man medicineren Tage Philipson og den praktiserende læge Jonathan Leunbach, der blev kendt som lægen, der uden egen vinding udførte illegale aborter. Han blev tiltalt og frifundet, men året efter idømt 3 måneders fængsel. Nævnes kan også Jo Jacobsen, der var blevet velhavende ved sin skilsmisse fra Carlsberg-arvingen Viggo Carl Jacobsen, og som derfor var i stand til at finansiere mange af sexpolisternes aktiviteter. I gruppen af sexpolister blev der diskuteret, der blev eksperimenteret, og der blev bollet på kryds og tværs. Frihed var nøglebegrebet – fri børneopdragelse, frie omgangsformer, fri sex osv. osv.
Men de kommunistiske hardlinere, det vil sige de, der var organiseret i DKP, var skeptiske. Som for eksempel neurologen Mogens Fog og forfatterne Hans Scherfig og Hans Kirk. Scherfig har foreviget de danske sexpolister i sin satiriske roman Idealister, udgivet i Sverige i 1944, i Danmark året efter. Selv om romanen retter sit satiriske skyts mod præster, godsejere og danske nazi-medløbere, er også Sexpol i fokus. Romanens ”seksualpark” refererer til bebyggelsen Ryparken på Østerbro i København, hvor mange af gruppen boede og udfoldede sig. Den på det tidspunkt helt nye bebyggelse var tegnet af arkitekten Edward Heiberg. Selv medlem af gruppen og inspireret af tyske Bauhaus ville han skabe lyse og menneskevenlige boliger til storbyens arbejderfamilier.
Den unge Sovjetunion fristede naturligvis mange i Vesten, der troede på muligheden for menneskehedens frigørelse fra fortidens økonomiske og moralske lænker. Deres viden om de virkelige forhold under den realiserede socialisme eller deres lyst til at se dem i øjnene var imidlertid lige så minimal som deres drømme var maksimale. Den frie abort samt kvinders og mænds ligeret til arbejde og uddannelse i Sovjetunionen var naturligvis reelle nok, selv om retten til provokeret abort dog blev begrænset under Stalin for atter at blive fri i midten af 1950´erne.
Man skal ikke glemme, at for et ungt menneske, der ønskede at være politisk aktiv, bød 1930´erne i realiteten kun på et af to alternativer. Han/hun kunne blive enten kommunist eller nationalsocialist. Demokratiet var ikke det store trækplaster, blandt andet på baggrund af dets fallit i forhold til Den spanske Borgerkrig.
I maj 1933 kom guruen himself, psykoanalytikeren og den østrigske jøde Wilhelm Reich (1897-1957), endelig til Danmark. På flugt fra både kolleger og mere alvorligt på flugt fra Gestapo. Hans ankomst til København var imødeset med længsel, Reichs tilhængere var ellevilde af begejstring. Det var selve mesteren, der beærede dem med sin tilstedeværelse. Reich var født i Galicien i det datidige Østrig-Ungarn, nutidens Ukraine. Som ludfattig bondesøn var han kommet til Wien for at studere medicin. Allerede som studerende kom han ind i kredsen omkring Sigmund Freud (1856-1939) og fik tidligt mulighed for at bedrive psykoanalyse efter mesterens opskrift. Men hvor Freud forlod den ensidige fokuseren på seksuallivet, holdt Reich fast i den – i øvrigt til læremesterens store fortrydelse.
Senere skiltes deres veje. Reich blev optaget af livslystens, livskraftens og seksualitetens væsen. Hvad skete der med kroppen, når den blev bremset i sin naturlige funktion og udløsning? Som den første af psykoanalytikerne studerede Reich systematisk patientens seksuelle adfærdsmønstre. Han konkluderede, at bedringen i de neurotiske symptomer var væsentlig hyppigere og mere varig hos de patienter, der havde et stabilt og tilfredsstillende seksualliv. Sine teorier havde Reich beskrevet 1927 i bogen Die Funktion des Orgasmus. Af mere varig betydning var hans analyse af fascismens ingredienser i bogen Massenpsychologie des Fascismus fra 1933.
I København flokkedes patienterne omkring den spændende terapeut. Den lille gruppe, der havde inviteret ham og blandt dem ikke mindst kvinderne, kom alle i terapi hos Reich. Efterhånden var alle i terapi hos hinanden. Også pressen og politiet viste deres brændende interesse, men af helt andre grunde. Korsgaard fortæller:
””Et fænomen” skrev Ekstrabladets reporter, ”et fænomen og ikke så lidt af en troldmand --- Hvis vi var i middelalderen, kunne man let fatte, at denne mand skulle jages af landet, for han har ikke blot ordet i sin magt, han har sine tilhørere fastnaglet, tryllebundet af den gnistrende personlighed, der stråler ud af hans små sorte øjne”. Andre repræsentanter fra pressen var mindre besnæret af den østrigske analytiker. En skrev, at fremmedloven heldigvis kunne tages i brug over for den ”såkaldte” seksualforsker, så han kunne forhindres i at ”skaffe sig elever i denne perverse pseudovidenskab angående plankeværkstegninger og onde drømme””, (side 160f.). Og fremmedloven blev flittigt brugt. I løbet af 18 måneder blev Reich tvunget ud af fire lande – Tyskland, Østrig, Danmark og Sverige. Han blev ekskluderet af to organisationer – den internationale psykiater-association, IPA, og kommunistpartiet, begge foreninger, han havde betragtet som sine hjem.
Korsgaard maler med bred pensel. Fortælleglæden er stor. Man er vel journalist. Men glemmer, at en bog på over 400 sider er noget andet end en artikel. Journalisten gemmer sig mellem linjerne, men kommer derved til at svigte læseren. Intet forsøg på analyse, ingen stillingtagen til materialets validitet. Men på forfatterens kreditliste skal nævnes, at hun flittigt har gennempløjet mængder af materialer. Faglitteratur, memoirer og arkivalier. Og der er noter, der omhyggeligt dokumenterer de bragte informationer samt et nyttigt personregister.
Forfatteren har også snakket med personer, der var tæt på bogens hovedfigurer. Selv om hun i glimt dokumenterer fortrolighed med historiens lange linjer, savner læseren alligevel noget. En stillingtagen til fortællingen og til dens agerende personer, så de bliver levende for læseren. Personalhistorien fylder meget, også for meget. Den kan såmænd også være fornøjelig. Detaljen kan også være sjov, men her medtages selv de mest ligegyldige småting. Alt synes lige væsentligt og læseren efterlades helt stakåndet. Den strengt kronologiske komposition medfører uvilkårligt, at bogen rummer ikke så få gentagelser. Et indledende kapitel, hvor bogens historiske bagtæppe blev ridset op, dens hovedlinjer antydet, og hvor hovedpersonerne kort blev præsenteret, ville have været en stor hjælp for læseren.
Til sidst et lille hjertesuk. Det er en ikke blot uheldig, men også misvisende titel, det gamle ærværdige forlag har givet denne bog. I ren sensationslyst. Ord, forbundet med -land, henvender sig til børn. Legeland, hoppeland, badeland, you name it. Men denne bog henvender sig absolut ikke til børn. Ganske vist har den også en undertitel, men det er jo ikke den, der springer i øjnene. Det er synd for bogen, da den er rigtig underholdende og indeholder så meget andet end blot et land af orgasmer.
