Fru Jensen og andre vestindiske danskere.
Af Poul Ulrich Jensen
På omslaget ses en yngre sort kvinde, der synes at modsige bogens titel, der begynder med det ærkedanske Fru Jensen. Den har dog tilføjelsen ”og andre vestindiske danskere”, og det tilsyneladende paradoks mellem hovedpersonens navn og udseende opklares ved læsningen af Per Nielsens fremragende skildring af de personer af afrikansk oprindelse, der fra vores fjerne vestindiske tropekoloni i Caribien kom til Danmark i årene mellem 1880 og 1920. For hvordan gik det, når en repræsentant for det fremmedartede og eksotiske stykke Danmark på den anden side af Atlanterhavet pludselig materialiserede sig under de hjemlige himmelstrøg? Her havde interessen siden midten af 1860’erne mest samlet sig om muligheden for at skaffe sig af med den efterhånden stærkt underskudsgivende oversøiske besiddelse, og pressens beskrivelser af et omfattende oprør blandt landarbejderne på St. Croix i 1878 havde yderligere udmalet et billede af de sorte vestindere som oprørske og brutale.
Der kunne således være adskillige vanskeligheder at overvinde for de landsmænd med en mørk hudfarve, der fandt vej til Danmark, nogle på et kortere eller længere ophold, andre for resten af livet. Per Nielsen, der er historiker ved Nationalmuseet og underviser ved Københavns Universitet med speciale i latinamerikansk og caribisk historie og dansk kolonihistorie, har fulgt en del af dem - sømænd, tjenestefolk og arbejdere og giver gennem deres biografier en indsigt i, hvordan de blev modtaget, hvilken status de kunne opnå i det danske samfund, deres formelle rettigheder og myndighedernes og pressens behandling af dem. Blev de betragtet som ”rigtige danskere”, eller udsat for diskrimination og racisme? Bogens persongalleri rummer mange spændende skæbner, der viser, at begge dele forekom, og at mødet mellem hvide og sorte landsmænd havde adskillige nuancer.
Dansk-vestindiske sømænd udgør naturligt nok en stor del af de undersøgte personer, og ofte var opholdet af kortere varighed, indtil næste hyre viste sig. Men nogle gjorde Danmark til deres fremtidige hjem, som fx James August Thompson, der var født på St. Croix men i 1901 kom til København. Det blev til et langt og begivenhedsrigt liv, hvor han efterhånden også blev kendt i offentligheden. Det fremmedartede udseende gav ham en rolle i Ole Olsens film Løvejagten, der vakte en del opmærksomhed og polemik i pressen, ikke mindst fordi to løver måtte lade livet under optagelserne. Det var for øvrigt en temmelig almindelig ekstraindtægt for vestindere i Danmark at optræde som et eksotisk indslag i teaterstykker eller på markedspladser.
J.A. Thompson etablerede sig senere i Aarhus, hvor han både blev gift og hotelejer. Det var en højst usædvanlig karriere for en ”neger” - datidens helt almindelige betegnelse for personer af afrikansk herkomst, og han stødte da også ind i visse vanskeligheder, da en ansøgning om at drive beværtning og gæstgiveri på hotellet blev behandlet i byrådet. Et medlem mente ikke, at byen kunne være bekendt, at tilrejsende blev modtaget af en sort mand som hotelvært, og et andet argument i debatten var, at de farvede kunne være udmærkede mennesker, men de nød nu engang ikke almindelig tillid som andre. De markante fordomme kom ikke til at stå uimodsagt i det aarhusianske byråd, men Thompson fik ikke sin bevilling. Han klarede sig dog alligevel, og det blev i alt til 52 år i Danmark, hvor han mødte både vanskeligheder på grund af sin mørke hudfarve og anerkendelse for arbejdsomhed og ambitioner.
Den samme ambivalente oplevelse blev også bogens hovedperson til del – fru Jensen fik både venlige ord fra kong Christian d. 9, og skældsord som ”skidden negerkælling” fra folk på gaden. Henriette Constance Jacobs var kommet til Danmark fra St. Croix i 1896, i følge med familien Brun, hvis datter hun var barnepige for, og nogle år senere fik hun sit eget hjem og et nyt efternavn gennem giftermål med tømrer Jens Peter Jensen. Men fortiden indhentede hende i 1905, da der på Emma Gads initiativ åbnede en stor udstilling i København om de oversøiske fjernere dele af riget – Island, Grønland og Dansk Vestindien. De opstillede tableauer skulle tilsættes levende repræsentanter, og Henriette Jensen blev ansat som servitrice i restauranten, der var udsmykket med et stort maleri af havnen på St. Thomas.
Pressen greb historien, der affødte adskillige artikler og en ret så varieret sprogbrug. Social-Demokraten omtalte hende som en ung negerinde og den sorte dame, medens Illustreret Tidendes karakteristik lød på en direkte importeret negerkvinde, som oven i købet talte godt dansk. I dagbladet Dannebrog kunne man desuden læse, at hun havde talt med kong Christian d. 9. under hans besøg på udstillingen, og han havde lovet at stå fadder til hendes førstefødte. Henriette var således som sort kvinde med det gode danske efternavn Jensen genstand for en del interesse og en absolut gevinst for udstillingen i 1905 men kom ellers at leve en temmelig ydmyg tilværelse i København som rengøringskone og tjenestepige, og i et interview ved sin 70 års fødselsdag kunne hun også fortælle om de negative sider ved at være en fremmed fugl i gadebilledet – ondsindede tilråb og folk, der skyndsomt flyttede sig, hvis hun satte sig ved siden af dem i sporvognen.
James Thompsons og Henriette Jensens historier som tilflyttede vestindere med afrikanske rødder er særligt velbelyste, fordi de på hver deres måde blev kendt i offentligheden, medens de fleste af de næsten hundrede, der tilsammen danner grundlaget for Per Nielsens undersøgelse, levede en mere upåagtet tilværelse – dog ikke mere anonym end, at deres ophold i Danmark har kunnet kortlægges gennem forfatterens omhyggelige research. De er alle brikker til besvarelsen af spørgsmålet – hvordan var det at være sort vestinder i moderlandet de sidste årtier af kolonitiden? Og selv om det drejer sig om en ganske lille gruppe mennesker, er deres historie både væsentlig og interessant, ikke mindst i dag. De kom til landet med en anderledes kulturel baggrund, et fremmedartet udseende og kun få kunne tale dansk. De skulle også tilpasse sig et klima, der i flere betydninger kunne være adskilligt koldere, end de var vant til hjemmefra.
Det er fascinerende læsning at følge de dansk-vestindiske personer, Per Nielsen har opsporet, og heldigvis, må man sige, er konklusionen, at deres anderledes racemæssige oprindelse ikke lagde afgørende hindringer i vejen for at skabe sig en tilværelse i Danmark. Fordomme optrådte kun i begrænset omfang, og deres status som statsborgere blev ikke tilsidesat af myndighederne. Men billedet er ikke helt éntydigt, for under overfladen var der alligevel en udbredt skepsis, der måske bedst kom til udtryk ved folkeafstemningen i 1916, hvor to tredjedele af de afgivne stemmer gik ind for salget af de dansk-vestindiske øer til USA. Og det kan jo godt sætte et stort spørgsmålstegn ved, om danskere i almindelighed betragtede de sorte dansk-vestindere som landsmænd.
Billedsiden i Nationalmuseets fornemme udgivelse er i særklasse. Her er fotografier fra museets egne samlinger og fra efterkommeres familiealbums, der i høj grad levendegør teksten. De mange portrætter udstråler ofte en alvorlig lidt anspændt værdighed, der signalerer, at de klarede sig trods det fremmedartede udseende og den anderledes verden, de var kommet til. Per Nielsens bog kan på det varmeste anbefales som et væsentlig bidrag til den litteratur, der her op til 100 års jubilæet for salget af de dansk-vestindiske øer, skal gøre os klogere på vores koloniale fortid.
Siden er oprettet 05. april 2016.
