Pligt og ret – Ret og pligt - Refleksioner over den socialdemokratiske idéarv

Af Preben Etwil

I forbindelse med Jørn Henrik Petersens 40 års professorjubilæum udsendte han en lille bog, hvor han satte den gamle socialdemokratiske tese om: ”Ingen Rettigheder uden Pligter; Ingen Pligter uden rettigheder” under et kritisk historisk eftersyn.

Professoren mener ligefrem, at nutidige socialdemokratiske ministre løber med en halv vind, når de påstår, at der går en lige linje fra de gamle socialdemokrater til deres aktuelle ret og pligt linje i aktiveringspolitikken.

Jørn Henrik Petersen ser anderledes kontant på det. Går man tilbage i historien, kan man se, at det gamle Socialdemokrati faktisk forstod noget helt andet ved ret og pligt-terminologien, end den måde som det nye Socialdemokrati, med Karen Hækkerup og Mette Frederiksen i spidsen, praktiserer parolen på.

Dengang handlede det om klassekamp, hvor en overklasse havde alle rettighederne og ingen pligter, mens arbejderklassen havde alle pligterne, men ingen rettigheder.

Jørn Henrik Petersen har kun et lille smil til overs for de omtalte kvindelige ministre, når de forsøger at iklæde deres nye social- og arbejdsmarkedspolitiske aktiveringslinje en gammel socialdemokratisk kerneværdi. Jørn Henrik Petersen mener at kunne finde bedre overensstemmelse mellem den aktuelle socialdemokratiske politik og den gængse filantropiske tænkning i slutningen af det 19.århundrede – og for så vidt også til argumenter hos den tidligere borgerlige beskæftigelsesminister – superliberalisten Claus Hjort Frederiksen.     

Jørn Henrik Petersen påviser, at hele ret og pligt-ideologien samt betoningen af samfundet på statens bekostning i virkeligheden er fælles gods med de borgerlige partier – ja, faktisk med de borgerlige som den drivende kraft, hvor Socialdemokraterne nølende er kommet bagefter. De har så at sige gjort de borgerlige dyder til socialdemokratiske kerneværdier. 

Det er dog vigtigt at understrege, at bogen er meget andet og langt mere end en lille historisk og drilagtig polemik med Socialdemokraterne.

Bogen giver nemlig en ganske god gennemgang af den danske velfærdsstats udvikling i de seneste 200 år, med særlig vægt på situationen i de fem-seks sidste regeringsperioder.

Hele ret-og pligt ideologien bliver gennemgået både teoretisk og historisk. Især forbindelsen til tidligere tiders diskussion om værdigt og uværdigt trængende bliver der redegjort grundigt for. Dermed bindes selve velfærdshistorien godt sammen med de nuværende herskende socialpolitiske tilstande. En lækkerbisken for samtidshistorikere, der ikke orker at pløje sig igennem det store seksbindsværk om dansk velfærdshistorie.       

Jørn Henrik Petersen bruger rigtig meget plads i bogen til at påvise, at velfærdsstaten som moralsk projekt har slået fejl.

Den klassiske velfærdsstat forudsætter nemlig, at folk opfører sig som samfundsmennesker. Det vil sige, at de udbyder deres arbejdskraft med en vis begejstring, at de betaler deres skat med glæde, og undlader hver gang at stille sig allerførst i køen, når der deles offentlige velfærdsgoder ud.

Problemet opstår når de fleste personer i samfundet opfører sig som privatmennesker, der gerne smyger sig uden om pligterne og gladelig rager til sig, når det er muligt.

Når denne ubalance opstår mellem borgernes egen indsats og de offentlige ydelser som de modtager, eroderer velfærdsstaten lige så langsomt.

Problemet for velfærdsstatens overlevelse bliver ikke mindre, når politikerne vedvarende prøver at indrette den sociale og beskæftigelsesmæssige lovgivning således, at vi opfører os privatøkonomisk rationelt.

Noget tyder på, at det er den forkerte medicin til den forkerte patient.

De iboende dilemmaer, som velfærdsstaten kæmper med, er på udmærket måde listet op i et særskilt kapitel. Jørn Henrik Petersen når frem til, at der eksisterer ikke mindre end 13 dilemmaer. Dilemmaer der hver især er sten, der skal ryddes af vejen, hvis velfærdsstatens eksistens ikke blot skal blive en parentes i historiens store hjul.

Tilbage står, at skal der findes løsninger – og især balancer – i disse dilemmaer, hvis velfærdsstaten, i den form som vi kender den i dag, skal kunne overleve.

Velfærdsteoretikerne kan starte her!

Og så kan de fortsætte med det kapitel, der handler om dansen om den universelle velfærdsstat, der i superkort og skarp form redegør for velfærdsstatens normative karakter, de forskellige magtressourceteorier og den udbredte bestikkelsesopfattelse af middelklassens centrale rolle i velfærdsstatens udvikling.

Mere klassiske historikere bør nu heller ikke snyde sig selv for det kapitel, der bringer vedkommende på en rejse gennem 200 års syn på de nødlidende.

Når man har læst dette kapitel, er man givetvis tilbøjelig til at citere Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente.: ”Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen”.

Jørn Henrik Petersen er som altid drilagtig veloplagt, velformulerende og ikke mindst fagligt velunderbygget.

Bogen er langt mere flydende, men også mere overfladisk end hans kæmpeværk Dansk Velfærdshistorie. Men det er et godt sted at starte, og man får i tilgift den oplevelse, at ”lille Jern Henrik” af og til dukker op i teksten med underfundige nutidige personlige kommentarer til historiske udsagn eller hændelser.

Man kan naturligvis være enig eller uenig med Jørn Henrik Petersen. Anmelderen tror faktisk, at han sætter pris på det sidste, men et er sikkert, og det er, at han ikke er til at komme uden om, hvis man vil forholde sig fagligt og nuanceret til den aktuelle debat om velfærdsstatens udvikling.