Redskaber til ferme hænder
Af Henrik Woer
Arkitekt M.A.A., Dr. Phil. Kirsten Lindberg har begået en ny bog om håndarbejdets forskellige discipliner, deres teknik, redskaber og kulturhistorie. Bogen, hvor der især lægges vægt på håndarbejdets redskaber, er, trods nogle få fodfejl, både inspirerende og indholdsrig. Hvis man ser bort fra forord og efterskrift, er den opdelt i tolv kapitler. I det første gennemgås de forskellige håndarbejdsdiscipliners opståen og kulturhistorie kort, hvorefter forfatteren i de resterende 11 kapitler hovedsageligt giver en gennemgang af håndarbejdsredskabernes historie og udvikling.
Første kapitel er bogens svageste. Har man blot det mindste kendskab til de forskellige håndarbejdsdiscipliners opståen, historie og teknik samt håndarbejdets generelle kulturhistorie, kan man med sindsro springe det over. Lindberg skøjter hen over de enkelte emner og formår på ingen måde at formidle sin viden til læseren. Blot som et eksempel kan det nævnes at kniplingens historie fortælles på to sider, hvilket er alt for lidt. Særligt kritisabelt er det at alt for mange oplysninger ikke bliver forklaret ordentligt: Det giver for eksempel ikke rigtig mening at nævne, at der i 1736 blev indført en beskyttelseslov der skulle ophjælpe produktionen af kniplinger i Tønder, uden at opregne lovens konkrete indhold og forklare dens konsekvenser ordentligt. Lindberg burde enten have sløjfet første kapitel eller have gjort sit arbejde ordentligt. Når man har læst de følgende kapitler tilgiver man dog Lindberg at hun ikke omskrev det første. I de sidste 11 kapitler giver hun nemlig læseren en særdeles kyndig historisk og kulturhistorisk gennemgang af de redskaber der benyttes i håndarbejdets tjeneste.
At de sidste 11 kapitler er så meget bedre end det første, skyldes især at samleren Lindberg kommer på banen for alvor, og øser af den enorme viden hun har om redskaberne. Læseren får således en særdeles kyndig gennemgang af de enkelte redskaber. Vi får at vide hvornår de blev opfundet, hvad de bruges til, hvilke materialer de er lavet af og hvordan de er blevet udført. Kort sagt: Man kan i Lindbergs bog stort set læse alt hvad der er værd at vide om håndarbejdets redskaber og deres historie.
Forfatteren indleder hvert af de sidste 11 kapitler med et kort afsnit, der ganske passende har fået overskriften” fra familiealbummet”. Heri fortæller hun en kort historie eller anekdote med relation til sit og sin families liv med håndarbejdet. Formen kan diskuteres. Nogen vil utvivlsomt opfatte de 11 små afsnit som et kvalmt indslag uden synderlig relevans for læseren. Andre, heriblandt undertegnede anmelder, mener at Lindberg virkelig formår at gøre afsnittene relevante og interessante. Nok er det familieanekdoter der fortælles, men Lindberg formår faktisk at sætte dem ind i en kulturhistorisk ramme. Hun er personlig involveret, men giver ikke køb på privatlivets fred. I de sidste 11 kapitler er alle illustrationer fotografier af genstande fra Lindbergs egen store samling af redskaber samlet gennem et helt liv. Fotografierne, der er smukt knipset af fotografen Jens Frederiksen, gengiver i hovedsagen ret jævne redskaber skabt til nytte og af praktiske hensyn. Forfatteren har dog også givet plads til ekstremerne. Afsindig smuk er for eksempel et japansk syskrin i sort lak fra 1800 tallets sidste halvdel, der er dekoreret med fugle, sommerfugle og vifter i perlemor. Hvem der dog blot havde et sådan stående. Det rædselsfulde og beskæmmende er dog også gengivet. Værst er såmænd nok de grimme, kitchede, og i øvrigt ubrugelige fingerbøl, der både ses udsmykket med hunde og kattemotiver og med et ikke ryger skilt. Man spørger sig selv hvor dybt en producent vil falde for ussel mammon.
Lindbergs bog er skrevet af en håndarbejdsnørd. Hun er opdraget med håndarbejde. Hun lever for og med det. Derfor formår hun i hovedsagen at formidle den glæde og kærlighed hun nærer for håndværket og dets redskaber. Derfor kan jeg også varmt anbefale bogen. Den er en god investering!