Rejsen til Nordlysets land

Aarhus Universitetsforlag udgiver ”Rejsen til nordlysets land”. Det er en hidtil delvis ukendt dagbog skrevet af den unge videnskabsmand Therkel Mathiassen, der i 1921 – 1923 deltog i Knud Rasmussens 5. Thuleekspedition. Det er barnebarnet, ph.d. i geologi, Dorte Rørbeck Mathiassen, der har udgivet og kommenteret denne helt utrolige bog skrevet af en fantastisk fortæller, så man dag for dag kan følge begivenhederne – store som små – i dette pragtværk.

Af Erik Ingemann Sørensen

Knud Rasmussen (t.h.) uden for ”Blæsebælgen” – den hytte ekspeditionen selv byggede som en form for hovedbase, inden det gik nordover. Illustration fra bogen.

I prologen fortæller Therkel Mathiassen, at han en varm junidag i 1920 ”… sad og holdt eksamen med mine elever i Viborg Katedralskole… da gik døren op, og en mand trådte ind i lokalet; han ville tale med mig og det straks. Det var Knud Rasmussen, og han ville have mig med på sin næste ekspedition… der blev pludselig ligesom åbnet en dør for mig, hvorigennem man havde et uhyre vidt udsyn til noget langt større, til store videnskabelige opgaver, til spændende eventyr, men også til hårdt slid, til strabadser. Men valget var ikke svært.

Sådan kom jeg med på 5. Thule-ekspeditionen, og jeg blev ikke skuffet i mine forventninger.” (s.17).

Lørdag den 18. juni 1921 sejler skibet ”Bele” ud af Københavns havn med kurs mod Nuuk (Godthåb), hvortil det ankommer mandag den 28. juni. Hver eneste dag har Therkel Mathiassen skrevet dagbog. Helt frem til den 30. oktober 1923, hvor han ankommer til København fra New York med damper.

Spørgsmålet melder sig uvilkårligt: kan man nu stole på dagbøgernes validitet? Er de blevet redigeret? Vi ved jo, at f.eks. Jens Otto Krags dagbog delvist er skrevet med strategisk pen. Og forfatteren Thorkild Hansens dagbøger er særdeles utroværdige.

Der er absolut intet, der tyder på, at TM´s dagbøger er redigerede. Flere gange kritiserer han egen indsats, skriver om konflikterne med Peter Freuchen, og han beretter om, hvordan han fik ”koner” undervejs, som han sov sammen med. Han blev far til en pige født i 1924 – noget familien først fik at vide i 2021.

Therkel Mathiassens datter med sin adoptivdatter og ældste søn i Iglulik 1953. Illustration fra bogen.

Dagbøgerne er skrevet med blyant ”in situ”, så det er øjebliksbilleder, vi får serveret. Glæden over at være afsted, mødet med det ukendte, livsfarlige situationer, afsavn, store og skelsættende fund. Bogen igennem føles det, som står man umiddelbart bag den 29-årige arkæolog og oplever det hele sammen med ham. Bogen igennem har Dorte Rørbeck Mathiassen skrevet fine, uddybende faglige kommentarer, der hjælper læseren med at forstå særlige forhold, så man ikke selv skal til at finde ud af, hvordan det hele hænger sammen. Herlig hjælp.

Erfarne folk

Knud Rasmussen havde sammensat et godt hold til den store – og ikke ufarlige – slæderejse. Han var nu 42, og det var ham, der skulle undersøge folkloren og etnografien.

Peter Freuchen skulle undersøge zoologien og kartografien. Han var 35 år. Havde deltaget i flere slæderejser med Knud Rasmussen.

Kaj Birket-Smith 28 år gammel skulle arbejde med etnografien.

Helge Bangsted på 23 skulle med som videnskabelig konsulent.

Jakob Olsen kom fra Vestgrønland. Han var tolk og en dygtig jæger. Han var 31 år gammel.

Hertil kom seks Kap York-inughuit, der alle var nøje udvalgt. Dygtige slædefolk, fremragende jægere og deres koner dygtige til madlavning, syning og slædekørsel.

Ekspeditionsdeltagerne: Bagest t.v. Kaj Birket-Smith, Therkel Mathiassen, Helge Bangsted. Forrest t.v. Kaptajn P.M. Pedersen, Knud Rasmussen, Peter Freuchen og Jakob Olsen. Illustration fra bogen.

Therkel Mathiassen, der er uden arktisk erfaring, er omgivet af mennesker, der byggede på det, de tidligere havde oplevet, på deres kendskab til arktiske udfordringer og på deres erfaringer med hunde og slæde. Men enhver rejse i Arktis er usikker og til tider livstruende. Jeg oplevede det selv på en slæderejse i Nordgrønland. Hundene havde ikke fornemmet en stor, snedækket dalning. I et splitsekund svævede alle mellem himmel og helvede. Først seks meter nede ramte vi bunden, der tak og lov var så snedækket, at alle klarede sig uden de helt store skrammer. Til gengæld gik det på en barsk måde op for mig, hvor voldsomt det kan være, når ulykken sker.

Foran lå flere tusinde kilometer – steder der ikke tidligere havde været besøgt.

Og så begynder den 5. Thule-ekspedition faktisk med en katastrofe af den voldsomme slags: Therkel Mathiassen skriver torsdag den 14. juli 1921: ”Det lyder utroligt. Men vores store, smukke skib ligger på grund med stærk slagside og lasten halvfuld af vand nær øen Tukingas vest for Upernavik, og vi selv camperer i land i et primitivt telt.

Kl. 8 om morgenen, i tyk tåge, går vi frem med ringe fart (ca. 3 knob) (svarende til godt 5.5 km.t. anmelderens bemærkning).

Kl. 8.30 lyder et dumpt stød med skrabninger. Vi står på grund… Kl. 3 siger kaptajnen: Holder ”Bele” en time endnu, går alt godt. Men klokken 3.30 begynder den at lække under maskinen, og pumperne kan ikke holde vandet ude, skibet støder voldsomt, og agterenden synker, og her ligger al vor last;” (s.46 – 47). Lidt senere skriver han: ”Forliset kan blive skæbnesvangert for ekspeditionen. Vi reddede kun vores private ejendele og enkelte af ekspeditionens, som vi havde fremme, som kronometeret og de fleste af bøgerne…” (s.48).

Men ekspeditionen reddes. Therkel Mathiassen sejles til skonnerten ”Søkongen”, hvor han træffer Knud Rasmussen og Peter Freuchen. Det er så tidligt på året, at man kan få bragt nye forsyninger op med ”Hans Egede”. Skibet ”Island” tager bestillingen med tilbage til Danmark. Skibet der sejlede med kong Christian X på besøg i Grønland.

 Christian X, der var på besøg i Grønland, inspicerede skaderne på den forliste ”Bele”. Illustration fra bogen.

Alt falder på plads, og den 13. september kan Therkel Mathiassen berette, at man er nået til Danskeøen med Knud Rasmussen og det genindkøbte. Her begynder de at bygge den store basis camp, der skal være både beboelse, videnskabelig station, lager og bibliotek. Den får navnet ”Blæsebælgen” – noget der passer perfekt til stedet. (Se det indledende billede). Men der er et problem. De ved i realiteten ikke, hvor de er. Tidligere har Parry været i området, men hans optegnelser viser sig ikke at være korrekte. Så de må selv finde deres position på et tidspunkt.

Med ”Blæsebælgen” som udgangspunkt begynder slædeturene. Men snestormene gør det svært for dem. De må stadig stille sig selv spørgsmålet: Hvor er vi?

Der er mærkelige oplevelser undervejs. Den 20. november skriver han: ”Om natten får jeg opkastning, diare, mavepine og må holde sengen hele dagen.” Og den 25. november: ”Den heldige hvalrosjægers slæde drejer nu om hjørnet. De er taget her tilbage bl.a. for at hente rene underbukser til Freuchen, han havde spist masser af rentælle og hundepemmikan (En blanding af tørret kød, bær og fedt -anmelderens bemærkning), og følgerne udeblev ikke, han sked, hurtigt ovenpå hinanden, i begge de to par underbukser, han havde med, han er håbløs ufornuftig med sin mave som sædvanlig!”.

Forholdet mellem den flamboyante Freuchen og Therkel Mathiassen kunne til tider slå gnister. På et tidspunkt kanonerer Freuchen, at han ikke ville have ham med. Ganske enkelt. Så Knud Rasmussen måtte ind som mægler.

I øvrigt er den føde, de får, ikke altid lige appetitlig. Efter vore dages normer. På den behagelige side finder vi isbjørnekød, sælkød, spæk og så mattak – hvalhud med spæk, der spises råt – det er virkelig en delikatesse. Men den 4. marts 1923 skriver forfatteren: ”Aua og Usuqtaoq går ud på isen for at forsøge fangst. Hundene er nu meget sultne: de æder skagler (remme. Anmelderen), har ædt Auas og Usuqtaoqs seler og skagler, remmene på Freuchens kikkert, bådsmandens ene pels er delvist ædt… Nu har vi kun 87 dåser hundepemmikan tilbage og intet spæk til lamperne i snehuset… (s.163).

Den 7. marts noterer Therkel Mathiassen: ”Ved 2-tiden kommer Qulitalik og Bådsmanden tilbage med tre halvrådne frosne rensdyr, som Q havde skudt i sommer og lagt i depot. Så vi får til aften kogt halvråddent renskød og suppe med urter, det smagte storartet…” (s.163).

Den 19. marts: ”Ved 10-tiden kommer mændene hjem, tre slæder med én hvalros. Om morgenen havde kvinderne fodret vores hunde så grundigt, at ”de ikke engang ville æde Arnanguaqs lort”, sagde Orulu. Nu får vi halvdelen af hvalrossen og bliver her i morgen for at opfodre hundene lidt.” (s.168). Han fortsætter: ”Alt ser nu lysere ud for os. Ved Pingergalik er der masser af kød, fortæller de. Vores hunde kører storartet, her efter god hvile og god fodring. Dagen i dag synes at betegne et vendepunkt, fra uheld til held. Plumbudding.” (s.169).

Kvinden Akatutaluk, der havde en voldsom historie at fortælle. Hun var en dygtig jæger. Illustration fra bogen.

Therkel Mathiassen får de voldsomme livsbetingelser højt mod nord illustreret, da han hører hendes historie. Hun var sammen med sin første familie sneet inde langt ude i fjeldet. ”Først måtte de spise deres hunde, så deres tøj, så døde de efterhånden, og de efterlevende måtte spise de døde, hun var den sidste, der holdt ud. Hun fortæller uden egentlig at vise tegn på ubehag derved, blandt andet nævner hun, at hendes mindste barn havde smagt omtrent som laks.” (s.176).

Det er godt nok chokerende læsning. Men vi kender det blandt andet fra den tyske belejring af Leningrad under 2. verdenskrig. Og fra kz-lejre. Menneskets overlevelsestrang er enorm.

De store udgravninger, fund og resultater

Nu var den 5. slæderejse først og fremmest en videnskabelig ekspedition. Og her er Therkel Mathiassens arbejder enestående. Det er ved udgravningerne af den inuitiske boplads ved Naujan – han er nu nået til Canada – der blev skelsættende. Han skriver den 21. juli 1922: ”… dalen omkring og nord for husene er en hel blomstereng. Jeg kortlægger bopladsen med omgivelser om formiddagen og udgraver om eftermiddagen 128 numre…” (s.240)

Grav ved bopladsen Naujan. Foto: Therkel Mathiassen. Arktisk Institut

Den 29. juli skriver han: ”Arbejdet her er i øvrigt nu på et sådant stadium, at jeg kunne forlade Naujan: syv huse og 40 m2 af møddingen er udgravet, over 40 grave undersøgt, over 200 numre, kortlægning, opmåling og fotografering er udført…” (s.242).

Mandag den 14. august forlader de Naujan og kommer med båd til Southampton Island, hvor de slår lejr. Her fortsætter Therkel Mathiassen med at lede og grave. Det blev til 900 numre i alt. De sejles videre – vejr og is er ikke med dem – de må overnatte ude. Det sker i en lejr ved Kuk. På trods af vejret graver Therkel Mathiassen videre: ”Medens jeg graver i bunden af et lille forrådsrum, der er bygget op af svære kalksten, ret højt på siden af huset, braser det hele sammen over mig. Jeg fik et par svære blokke ned over benene, men slap med hudafskrabninger og blå pletter.” (s.263).

Det bliver en vinter, hvor overlevelsen bevæger sig på en knivsæg. Det er en uhyggeligt spændende fortælling, som jeg ikke vil afsløre for meget af. Men den 29. oktober skriver han noget afgørende i dagbogen: ”Og så kommer bearbejdelsen af de videnskabelige resultater, hvilken orden de skal komme i: 1 Survey of Admiral Bay, 2. Contribution to the Geography of Southampton Island, 3: The Aivilik-Iglulik Eskimos, 4:Contribution to the Etnography of the extinct Southampton Island Eskmos og 5. The Naujan Culture and the emigration of the Eskimos to Greenland (doktordisputats). Sådan ser min fremtidsfantasi ud, mine ekspeditionsresultater.” (s.283).

Udgravet husruin. Illustration fra bogen. Foto: Therkel Mathiassen

Det forekommer nærmest overvældende, at forfatteren har overskud til at formulere sine fremtidsdrømme midt i en overlevelseskamp. Imponerende er det.

Nu har jeg ikke uanet plads, så jeg vil omtale det mest markante spor, Therkel Mathiassen satte.

Efterhånden som materialerne fra den store ekspedition kom frem, viste det sig at være et enormt materiale, der nu skulle bearbejdes. Både Therkel Mathiassen og Birket-Smith bliver tilknyttet Nationalmuseets etnografiske samling. Nu begyndte arbejdet med at bearbejde de over 20.000 genstande. (Nationalmuseet har verdens største samling af inuits materielle og intellektuelle kultur i verden).

Det var udgravningerne ved bopladsen Naujan, der blev afgørende for Mathiassens forskningsresultater, hvorfor han navngav den ”Naujan-kulturen”. Peter Freuchen var ikke enig og fastholdt navnet ”Thule-kulturen”, hvilket Therkel Mathiassen bøjede sig for.

Det var en kultur, der udgjordes af den gruppe af inuit, der kom til Grønland i løbet af 1200-tallet. De stammede fra det nordlige Alaska og nordvestlige Canada. I Grønland mødte de så Dorset-kulturen, der havde været der siden omkring 500 f.v.t.

Therkel Mathiassen samlede i løbet af blot fire år sit materiale til sin berømmede doktordisputats. En utrolig præstation.

Et enestående værk

Som det fremgår, er der her tale om en aldeles enestående bog. Therkel Mathiassens fortællestil, hans saglige fremstillinger, hans kamp for overlevelse i den voldsomme natur løfter bogen til et særdeles højt niveau – uden at tabe læseren undervejs. Min eneste anke er de mange fine korttegninger, der støtter læseren. Men det havde været til stor nytte, hvis man havde lagt ruterne ind med en streg, så man ikke behøvede at sidde med lup for at finde stedsangivelser.

Dorte Rørbeck Mathiassen har rejst en markant varde over sin morfar – den slæderejsende, der har efterladt sig så markante spor med sine videnskabelige arbejder. Det er der så sandelig al mulig grund til at sige hende en stor tak for. Også til Aarhus Universitetsforlag der påtog sig at udgive bogen samt de to redaktører, Sanne Lind Hansen og Anette Stoffersen.

Vel er vi kun i midten af april. Men jeg vover alligevel mit skud: denne bog er en oplagt kandidat til den fornemme pris: Årets historiske bog. Sagt med en ukendt digter fra Angmagsallik:

”Derfor hev jeg efter vejret,
Derfor hev jeg efter pusten,
Stærkt betaget som jeg var”.

Bonustips:

Nationalmuseet har produceret nogle fremragende podcast om ekspeditionen, der kan findes her:

5. Thule Ekspeditionen (natmus.dk)

Dette link er til filmen om en del af ekspeditionen: Den store Grønlandsfilm. Kan ses her: Den store Grønlandsfilm | Det Danske Filminstitut (dfi.dk)

[Historie-online.dk, den 16. april 2024]