Menu
Forrige artikel

Revolution. Masser af modstand

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 7702

Af Preben Etwil

Her foreligger der en bog, som vil være særdeles velegnet til at kunne indgå som et naturligt forbindelsesled mellem gymnasieskolens historie- og samfundsfagsundervisning.

I en bredt anlagt og forståelig skrivestil redegør Bertel Nygaard nuanceret og spændende om revolutionsbegrebets oprindelse og indhold, og om hvordan revolutioner – fredelige såvel som voldelige - gennem tiden har påvirket og ændret menneskerettigheder, demokratibegreber, statsdannelser, kulturmønstre og sociale og økonomiske relationer.

Bogen kan både læses som en konkret historisk redegørelse for en række i forvejen kendte revolutioner, men i lige så høj grad som psykologiske, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle fænomener, der kan forklare revolutionernes bagvedliggende egendynamik på samfundsudviklingen. En indsigt der i væsentlig grad kan være med til at forklare samtidige og fremtidige revolutioner. Så vil man fx forstå nogle af de voldsomme politiske fænomener, der for tiden under voldsom uro udspilles i dagens Egypten, som direkte efterdønninger på Mubaraks fald fra tinderne og Mursis snigende islamisering, vil det ikke være ueffen at tage et kig i Bertel Nygaards bog. Den kan langt hen ad vejen forklare hvilke samfundsmæssige dynamikker, der bliver sat i omdrejninger, når en revolution påbegyndes, vindes, afmonteres, og når forskellige kontrarevolutionære kræfter sættes i bevægelse.

Det er væsentligt at gøre sig klart, at sociale og politiske revolutioner har spillet en afgørende rolle i udformningen af den moderne verden. Det er en integreret del af moderniteten.

Der er stor enighed om, at alle revolutioners moder er den franske revolution fra 1789 og frem. Det er det historiske referencepunkt for både de revolutionære og kontrarevolutionære bevægelser, verden siden har set. Alle andre revolutioner – den amerikanske, den russiske, den kinesiske, den cubanske osv. – bliver altid sammenlignet med den franske. På godt og på ondt. Dette er uafhængigt af om revolutionen er blevet betragtet som en slags Messias eller Fanden selv. Et historisk faktum har altid været, at en revolution sjældent lignede en revolution fra begyndelsen. Mest af alt ballade eller optøjer. Revolutionær udvikling sker altid i spring, og ikke sjældent er den faktiske udvikling kommet som en total overraskelse for de professionelle revolutionære, der meget ofte – efterfølgende – har taget ejerskab af revolutionen.

Historien er fyldt med beretninger om, at mennesker har tiltvunget sig magten for at forandre verden til et bedre og mere frit sted at være gennem kollektiv handling og vilje. Typisk udtrykt igennem krav om både lavere brødpriser, social retfærdighed og individuel frihed. Men ikke sjældent er revolutionen endt i personlig forfølgelse, udemokratiske styreformer og et statsligt regime uden antydning af social lighed: ”Nogle vil især hæfte sig ved menneske- og borgerrettighedernes formulering, andre ved guillotinens blodorgier. Nogle opdager oprindelsen til demokratiet eller senere velfærdsstater, andre finder grundlæggelsen af senere tiders totalitære styreformer. Nogle vil understrege disse fortidsbegivenheders nutidige relevans, andre vil forsøge at skærme nutiden af fra denne fortid ved at erklære revolutionen for et helt igennem overstået kapitel” (p. 20).

Bertel Nygaard gør rigtig meget ud af både den franske og den russiske revolution, men han dvæler også ved fraværet af en direkte revolution i Danmark. For ham er der dog tydelige tegn på, at de udenlandske revolutioner, der i høj grad skræmte det danske aristokrati og borgerskab, kom til at spille en afgørende rolle for de demokratiske tilstande her til lands: ”Dansk historie er et eksempel på, hvordan en historisk udvikling kan være kendetegnet ved fraværet af revolutionære hændelser, men alligevel grundlæggende være påvirket af de store revolutioner og de samfundsmæssige erfaringer, de har ført med sig” (p. 42). Den direkte sammenhæng kan bl.a. ses af, at den danske grundlov fra 1849, der var en indirekte udløber af Pariseropstanden i 1848, efterfølgende blev væsentligt strammet op i 1866, da det radikale pust gik ud af de europæiske revolter.  

Bogen giver en god og udmærket udredning af de begrebsmæssige slægtninge til anvendelsen af ordet revolution, dvs. forskellene og lighederne med statskup, oprør, opstand, krig, reform og kontrarevolution. Disse begreber bliver kyndigt beskrevet og analyseret. Forskelle og ligheder bliver trukket frem i lyset, således at læseren får et rigtigt godt redskab til mere nuancerede studier af forskellige historiske hændelser – fx indholdsmæssigt at kunne skelne mellem de revolutionære elementer og processer i den bolsjevikiske revolution i 1917 og den nazistiske magtovertagelse i 1933.

En anden ting der står lysende klart efter at have læst bogen er, at der altid med en revolution følger en kontrarevolution. Ligeledes fremgår det, at hvis revolutionen er voldelig, vil den kontrarevolutionære bevægelse være endnu mere voldelig, hvilket fører til, at de revolutionære svarer igen med endnu mere vold – både mod indre og ydre fjender. Det hedder sig: ”Det er ikke menneskene der leder revolutionen, men revolutionen, der bruger menneskerne” (p. 77).

De nye revolutionære magthavere indfører betydelige stramninger, som et effektivt værn mod kontrarevolutionære kræfter. Der opstår så at sige en permanent belejringsmentalitet, der ofte fordrer et nyt og eskalerende voldsmonopol. Enhver kritik af de nye revolutionære magthavere bliver identificeret med kontrarevolutionære holdninger, og ofte i ledtog med udenlandske magter. Det handler om at erobre statsmagten, og at fastholde den med alle midler – ofte voldelige.

Det slås fast i bogen, at man ikke kan tale om en revolutionær bevægelse uden massernes mobilisering: ”De, der har bemandet barrikaderne og levere masserne til de store demonstrationer har altid været af de lavere klasser, håndens arbejdere” (p. 108). Disse masser skal ledes, og det sker typisk af intellektuelle, der har viet deres liv til en revolutionær gerning. For nogle lykkedes det – for andre ikke. Dynamikken mellem håndens og åndens arbejdere i det revolutionære arbejde har bl.a. N.F.S. Grundtvig udtrykt på denne måde: ”som et resultat af ”bogormenes” ophidsende frimodighed og den barnagtige ”pøblens” letpåvirkelighed” (p. 108).

Revolutioner ændrer også fortolkningen af tiden – det gælder  både fortiden, nutiden og fremtiden. Det er som bekendt altid sejrsherrerne der har retten til at fortolke både fornuften og historien. Det har ført til tvungne nyfortolkninger af den omgivende virkelighed og sociale strukturer, ja sågar er der blevet indført en ny tidsregning, hvor selve revolutionsåret er sat til nul: ”Revolutioner er en handling her og nu, der slår døren ind til nye fremtider” (p. 120). Typisk har det også af aktørerne været hævdet, at lige netop denne revolution, vil være den sidste.

Bertel Nygaard beskæftiger sig interessant nok med, hvordan eftertiden skal fortolke revolutionshistorierne. De har som så meget andet indgået i en række fortolkningskampe i eftertiden. Skal de skrives ind eller ud af historien, som gode, nødvendige eller voldelige: ”Fortolkningen af den revolutionære fortid har givet anledning til voldsomme stridigheder, som har givet sig udtryk i vidt forskellige former for brug af historien. Dette hænger ikke mindst sammen med, at revolutionshistorien vil blive vurderet væsensforskelligt alt efter forskellige partistandpunkter – socialisten og den konservative skriver ikke sit lands historie på samme måde” (p. 131-132).

Revolutioner har altid været forbundet med forestillingen om vold. Dette er nu heller ikke helt uden grund i den historiske virkelighed. Revolutioner er ofte en politisk forandring forårsaget af vold: ”Enhver samfundsorden hviler i sidste ende på en form for vold, og ingen stat i verden har kunnet grundlægges, helt uden at nogle grupper med tvang dikterede, hvad der skulle gælde for lov og ret – og dermed hvem der kunne gøre krav på den legitime voldsanvendelse, som koncentreres i staternes politi og militær” (p. 139).

Nygaard nuancerer voldsbegrebet i en såkaldt objektiv og subjektiv version. En skelnen der er særdeles nyttig i forståelsen af de revolutioner som verden har været vidne til i den moderne verdenshistorie. Først og fremmest er det nyttigt at gøre sig klart, at hvis de eksisterende magthavere anvender vold for at fastholde deres magt, er det illusorisk at forstille sig, at de revolutionære ikke også skulle anvende vold. Dette fører igen tilbage på, at eventuelle kontrarevolutionære bevægelser logisk set også vil anvende vold for at tilbageerobre magten, hvilket nærmest tvinger de revolutionære til at dreje på voldsskruen endnu engang: ”En revolutionær bevægelses fordring om indflydelse vil synes illegitim ud fra det gamle samfunds ret, og det beståendes forsvarere vil reagere ved at håndhæve denne ret – i første omgang formentlig inden for denne rets grænser, i anden omgang med skrappere midler, der forsvares med henvisning til nødret” (p. 142). Voldsspiralen er så at sige sat i omdrejninger, og det kan være svært at se, hvor den slutter: ”Dermed strides revolutionære og kontrarevolutionære indbyrdes, ikke blot med fysiske våben, men også med ord, om magten til at udpege fjenden som den væsentligste udøver af vold” (p. 145).

Nygaards kapitel om revolutionær vold, kan på sæt og vis med stor fordel inddrages på lige fod med bl.a. Hannah Arendts Om revolution (nævnt i bogen) og Albert Camus’ Oprøreren (ikke nævnt), når og hvis man ønsker at analysere voldsaspektet i revolutionens indvirkning på samfundsudviklingen. Det kunne være ganske nyttigt i forståelsen af fx Det arabiske forår.

Nygaard peger på, at der ikke kan findes den revolution, der ikke har taget demokratiet til sig som revolutionens målsætning. Men ikke sjældent har resultatet af revolutionen været det stik modsatte. Men ikke alt håb er ude: ”Der opstod ingen varige demokratiske systemer lige i kølvandet på den franske revolution. Alligevel var et af de væsentligste resultater af denne revolution, at demokrati som begreb, forståelse og handlingsform blev sat på den politiske dagsorden” (p. 158).

Afslutningsvis forsøger Bertel Nygaard at se på, om forskellige konkrete historiske revolutionsmønstre kan sammenfattes til en slags samfundsmæssige og historiske lovmæssigheder, der kan bruges fremadrettet til at forudsige kommende revolutioner. Denne tankegang afvises i det store og hele af Nygaard. Hverken marxister eller borgerlige revolutionsteoretikere har haft stort held med at kunne forudsige en konkret revolution – om end mange har prøvet. Årsagen er, at der ikke eksisterer entydige materielle eller ideologiske forklaringsmodeller, som kan finde ind til revolutionens såkaldte genetiske grundstof. Hverken politisk bragesnak eller udtalt armod kan alene forklare det fænomen, der bærer betegnelsen revolution. Der er derimod et sammenfald af en lang række faktorer, som grundlæggende bygger på, at mennesket har en tro på at kunne forandre samfundet. Om dette kan ske fredeligt eller voldeligt, kan ikke sættes på en formel.

En såkaldt kombinationsfortolkning er måske den revolutionsteori, der har den største forklaringskraft. Den bygger på en forestilling om, at revolutioner typisk kommer som eftervirkningerne af en kortere eller længere økonomisk og politisk opgangsperiode, der aktuelt ender i en krise, hvor forventningerne til fremtiden uforberedt bliver afbrudt: ”Fremgangen skaber forventninger om fortsat vækst, men den aktuelle krise gør det umuligt at indfri disse forventninger” (p. 186). Denne: ”økonomisk-sociale udvikling kan spores i optakten til stort set alle moderne revolutioner, om end i forskellige former” (p. 186). Her er det revolutionære frø plantet: ”Menneske begynde at protestere, når de nægtes noget, de ser sig berettiget til” (p. 186).

Nygaard afviser kategorisk, at verden for lang tid siden skulle have set den sidste revolution – om end den for tiden ser ud til at være gået lidt af mode. Revolutionens motor, der bygger på idealer om lighed, inklusion og tilfredshed, vil aldrig gå af den politiske dagsorden, og derfor kan man afvise, at revolutioner kun hører fortiden til. Noget andet er at sige hvor, og hvornår den kommer. Det vil afhænge af den konkrete historiske omstændighed, men ét er sikkert: ”Revolutioner og revolutionære projekter kommer igen” (p. 196). Det er kun et spørgsmål om tid.

Denne bog kan især anbefales til den historieundervisning, der ønsker at inddrage samfundsfagene, således at historien ikke nødvendigvis siger noget om fremtiden, men hvor erfaringer fra fortiden, kunne være nyttige til vurdering af nutiden.

 

Forrige artikel
Se relaterede artikler
I Orkanens Øje
Michel Foucault – En introduktion
Mecklenburg-Vorpommern