Skjulte magter?
Af Kenn Tarbensen, historiker, ph.d.
Timingen for udgivelsen af denne bog falder sammen med filmpremieren på Da Vinci Mysteriet.
Det er selvfølgelig ingen tilfældighed. Dan H. Andersen, der bl.a. er kendt for biografier om Tordenskjold og Marie Grubbe, har i radio, tv og dagspresse slået sig op som kritiker af Dan Browns bestseller, ja, Dan H. Andersen nævnes på bogens bagside og i forlagets pressemeddelelse som ”Danmarks førende ekspert i Da Vinci Mysteriet og dets intellektuelle baggrund”.
Jeg har ikke læst Dan Browns bøger, og jeg vil heller ikke bruge min tid på dem. Dan H. Andersens bog handler da også om flere andre sammensværgelsesteorier i historiens løb, herunder også om det danske kongehus. Som historiker tirres nysgerrigheden naturligvis, for hvordan samles ”hemmelige selskaber i 1000 år” i en bog på 178 sider? Hvilke er med og hvilke er ikke? Hvor stor skal en sammensværgelse være for at komme med? Og hvilke teoretiske tilgange må inddrages for at forstå realiteter og myter bag sådanne selskaber? Eller forsøger Dan H. Andersen blot at dekonstruere nogle historier og dermed skabe sine egne populære modhistorier?
Det første kapitel handler om thuggerne, en morderisk bande, der hævdes at have eksisteret i Indien fra midten af 1500-tallet til ca. 1840. De blev også kaldet Kalis kvælere, fordi de tilbad guden Kali og myrdede deres ofre med tørklæder. En ihærdig britisk embedsmand så i 1830’erne thuggerne som en større sammensværgelse, og han fik held til at gennemføre en omfattende kampagne mod uvæsenet, hvorunder næsten 4.000 blev anklagede. Kun et fåtal blev frikendt, resten blev hængt, fængslet eller deporteret. Thuggerne blev nedkæmpet, og ordet thug vandt indpas i det engelske sprog som betegnelsen for en bølle eller en bandit. I populærlitteraturen blev de hurtigt beskrevet som et magtfuldt hemmeligt selskab, en forestilling, der har holdt sig. I John Masters roman, der udkom på dansk i 1952 på Chr. Erichsens forlag under titlen ”Kalis Begær”, blev de fremstillet som en dødskult. På filmlærredet er det især ”Stranglers of Bombay” (1959), i dansk version ”Kvælerne fra Bombay”, der videreførte historien om thuggerne, der bl.a. også er med i den anden Indiana Jones-film fra 1984. Dan H. Andersen mener, at der i stedet for et magtfuldt samfund var tale om nogle eksistenser i samfundets margin, underforstået uden topstyring. Hans modvisning bygger primært på engelske værker – men det er helt oplagt, at indisk historieforskning mangler at blive konsulteret. Minder det alt sammen ikke blot lidt om røverbander i Danmark på den tid?
Herefter følger andet kapitel om ”Hashshasnin eller assassinerne. Historien om den gamle mand på bjerget”, hvor udgangspunktet er Marco Polos tvivlsomme beretning fra mødet med den kinesiske kejser i 1274. Det er en rodet historie, hvor bl.a. både Osama bin Laden og George W. Bush hentes ind i slutningen, sidstnævnte sammen med Boone og Davy Crockett. I det tredje kapitel kommer vi til tempelridderne, og endelig, vil nogen sukke, så kommer vi til kapitel 4 om Dan Browns skriverier. Kapitlet hedder ”Illuminati og Sion priorirat. Historien om verdens mest berømte hemmelige selskaber, der hverken er hemmelige eller selskaber, der eksisterer”. De tre kapitler er set under ét interessant læsning, men noget ujævnt skrevet. Dan Brown-kritikere vil sikkert slubre dem i sig alligevel.
Det femte kapitel handler om ”Thuleselskabet. Hitler og Nazismen – en okkult sammensværgelse?”. Det er et af bogens mest interessante kapitler, men det er også problematisk. I noterne henvises især til Nicholas Goodrick-Clarkes bog ”The Occult Roots of Nazism” (1985, 2.udg.2004). Som læser fornemmer man, at det er denne bog, som Dan H. Andersen opponerer imod, men det fremgår ikke. Dan H. Andersen afviser, at der var et hemmeligt selskab eller en okkult sammensværgelse bag Hitlers magtovertagelse, men han indvier ikke læserne i en sådan forestillings opståen og udbredelse. Baggrunden er måske Rudolf von Sebottendorffs bog ”Bevor Hitler”, der efter udgivelsen i 1934 blev forbudt og konfiskeret? I hvert fald er Rudolf von Sebottendorff en vigtig person, idet han var drivkraften i det såkaldte Thule-Gesellschaft. Selskabet opstod i kølvandet på 1. Verdenskrig som et stærkt højreorienteret og aktivistisk parti, der i 1918-19 kæmpede mod kommunister i München. Selskabet, der bl.a. havde Rudolf Hess som medlem, ophørte i 1930.
Dan H. Andersen indvier os først i forhistorien, dvs. rødderne til nazismens ideologi. Det gælder den østrigske forfatter Guido von Lists okkulte dyrkelse af hedenske guder, og Adolf Josef Lanz’ raceideologi. Lanz startede i 1905 tidsskriftet ”Ostara” (som han senere hævdede blev læst af Hitler) og i 1907 købte Lanz slottet Burg Werfenstein, hvor han oprettede Ordo Novi Templii – Den nye Tempelridderorden – hvor der bl.a. blev forsket i kønsdrift og racemæssig bevidsthed. Ideologien på slottet og i den nye orden betegner Dan H. Andersen som ”teo-zoologisk etnopornografisk sexo-racisme” eller slet og ret ”kitsch og seksualforstyrret sludder” (s.129). Himmler blev dog inspireret, og så senere sit SS som en ny tempelridderorden, ligesom List og Lanz blev guruer, der leverede tankegods til ”Mein Kampf”. Forinden var Rudolf von Sebottendorff blev optaget i logen Germanerordenen, der bl.a. byggede på raceideologi. Af denne loge udsprang med von Sebottendorff som den drivende person Thuleselskabet, hvorfra der igen var organisatorisk forbindelse til nazipartiet. Thuleselskabet, ja, det står der faktisk ikke så meget om – og læserne får heller ikke forklaret navnet.
Hitler lagde senere afstand til disse inspirationskilder, men Dan H. Andersen viser, at der allerede før 1. Verdenskrig fandtes et ideologisk tankegods, der påvirkede Hitler og nazismen, uden at der altså var tale om et hemmeligt selskab. Som afslutning gør Dan H. Andersen sig nogle betragtninger om sammensværgelsesteorier om jøderne, hvortil kommer en sammenstilling af nynazisme, new age og radikal islamisme (og dermed bliver Jyllandspostens Muhammed-tegninger inddraget). Denne sammenstilling er inspireret af den norske forsker Terja Emberland, der i denne forbindelse har anvendt det glimrende udtryk ”konspiranoia” (s.141, jf. s.9).
Bogens sjette og sidste kapitel har titlen ”Kongehuset og den hornede gud. Et hemmeligt selskab i tusind år?” Emnet er Palle Laurings bog ”Danmarks Håb og Horn” (1954), hvis teori om kongeslægtens lykke gennem ofring til den hornede gud gennem 1000 år, ifølge Dan H. Andersen ”er det danske Da Vinci Mysterium”. Bogen og dens tese baseret på de magiske tal syv og ni fik den konsekvens, at Palle Lauring blev udstødt af det gode selskab som seriøs historiker. Laurings teori afvises naturligvis af Dan H. Andersen, der supplerer historien med kriminalforfatteren Frits Remars ”Kongens bedste mand” (1970), en kriminalroman, der støttede sig på Laurings bog. Kapitlet er spændende læsning, men der er mangler, f.eks. nævnes det ikke, at Lauring forinden havde udgivet flere fantasifulde romaner (han debuterede i 1944 med romanen ”Vitelius”, der foregik i Rom i det 2. århundrede). Det er heller ikke nok at nævne, at kritikken af ”Danmarks Håb og Horn” var nådesløs, uden at komme med blot et eneste eksempel.
Dan H. Andersen har skrevet en lille bog om et meget stort emne. De udvalgte historier er spændende læsning, men fremstillingsformen, herunder flere af kapitlernes disposition, tager noget af pusten fra pointerne. I flere af kapitlerne slutter Dan H. Andersen med nogle mere eller mindre interessante perspektiveringer – i andre er der blot punktum – og i et ultrakort efterskrift fabulerer forfatteren lidt på skrømt over hemmelige selskaber og sammensværgelser i det moderne samfund. Teoretiske tilgange til emnet er der ingen af – der er dog en indledende forklaring på begrebet ”esoterisk historieskrivning”, der anvendes mange steder i bogen. En esoterisk historiker er én, der ”søger efter skjulte tegn i historie, kunst og litteratur, ofte kombineret med okkult interesse (…) med den ide, at der bag den normale historie er en skjult historie, secret history, oftest formidlet gennem et hemmeligt selskab og en sammensværgelse, der spænder over hundrede eller tusinder af år”. Så blev vi så kloge.
