The Dictators

Af Palle Andersen, Historisk Samling fra Besættelsen

Der er grund til at gøre et dansk publikum opmærksom på Richard Overys seneste værk The Dictators. Overy er britisk historieprofessor og er i forvejen kendt og anerkendt for en større produktion af bøger om den Anden Verdenskrig og det Tredje Riges økonomi og militær. 

The Dictators er i sin størrelse, ambition og udførelse noget af en kraftudfoldelse. Som titlen antyder, er der ikke kun tale om en sammenlignende politisk biografi men også om indgående sammenlignende analyser af de to samfund som henholdsvis Hitler og Stalin præsiderede over. Disse analyser folder sig ud i en fremstilling, der er tematisk anlagt. Denne tilgang er oplagt, når ærindet er komparationen. Kapitel for kapitel præsenteres læseren for grundige gennemgange af bl.a. personkulten, ideologierne og baggrunden for og karakteren af diktaturstaternes ”moralske univers” samt diverse befolkningsgruppers forhold til regimet og vice versa. Også koncentrationslejrsystemer og folkemord vies en grundig behandling. 

Det er påfaldende at læse at de to regimer nærmest forholdt sig ens til arbejderklassen. Arbejderklassens ”gyldne årti” i 1920’erne i såvel Tyskland som Sovjetunionen afløstes i 1930’erne af disciplinerings- og integreringsforsøg. I begge systemer mistede arbejderklassen muligheden for selvstændig organisering og interesseformulering og blev holdt fast i en lavtlønsøkonomi. Det sovjetiske kommunistparti, der i egen forståelse repræsenterede arbejderklassen, skulle ikke nyde noget af autonome arbejderorganisationer eller arbejdermagt på virksomhederne, som kunne forstyrre og forrykke de af partiet og af staten opstillede mål. Med andre ord: Investeringer i svær og rustningsindustrien skulle nyde fremme, ikke det civile forbrug. Og med det storstilede program for industrialisering og urbanisering fra 1929 fulgte masseindvandringen fra land til by af udisciplinerede bønder og landarbejdere, uvante med industriarbejdet. Disciplinering og atomisering af arbejdsstyrken var derfor under alle omstændigheder højt prioriteret.

Det samme skete i Tyskland, hvor det i vid udstrækning lykkedes nazisterne med en blanding af stok og gulerod at nedbryde gamle identiteter og sociale netværk. Efterhånden forligede de fleste tyske arbejdere sig med regimet. 

Bogen får også redegjort for Hitlers og Stalins vej til positionen som diktatorer. I samme åndedrag vurderes hvilken magt der lå i diktatorposten. Kun i forhold til en overspændt totalitarismeteori, hvor enhver aktivitet skal kunne ses som afledt fra toppen for at leve op til totalitarisme-betegnelsen, falder diktatorernes magt igennem. I virkelighedens verden, mener Overy, var såvel Hitlers som Stalins magt ubegrænset. I betydningen: Ingen andre personer, ingen institutioner, love eller regler kunne stille sig hindrende i vejen for en intervention eller beslutning truffet af diktatoren. Bevares, magten var uddelegeret, - men netop ikke selvstændiggjort. Andres magt beroede på eller udsprang fra diktatoren. Molotov var intet uden Stalin. Og Göring og Himmler intet uden Hitler. 

I afsnittet ”Total war” gør Overy opmærksom på i hvor høj grad de to diktaturstater i løbet af 1930’erne forberedte sig på et militært opgør imod hinanden - et opgør, som begge diktatorer forventede. Forskellen var blot, at hvor Hitler ud fra en socialdarwinistisk indstilling ønskede krigen, forsøgte Stalin længst muligt at føre krigen over i fjendens lejr, hvilket forklarer Stalins indgåelse af ikke-angrebspagten med Hitler i august 1939. Det bedste var om imperialisterne førte krig mod hinanden frem for mod Sovjetunionen. På det tidspunkt hvor de imperialistiske magter så var tilstrækkeligt krigssvækkede kunne Sovjetunionen skride ind og føre den kommunistiske revolution sejrrigt til ende i Central- og Vesteuropa. Dette var drømmen fra 1917, der stadig farvede de sovjetiske forestillinger.

Med krigsforventningen og frygten i højsædet skete der i 1930’erne en omstilling af den tyske og sovjetiske økonomi, der begge stilledes på krigsfod allerede i fredstid. De to stater forvandlede sig til militære supermagter i en klasse for sig endnu inden krigens udbrud, - sammenlignet med Storbritannien, Frankrig og USA. Ved Tysklands angreb på Sovjetunionen i juni 1941 var styrkeforholdet imidlertid klart i Tysklands favør og det forrykkedes yderligere ved de katastrofale sovjetiske tab i 1941 og 1942 af militært uddannet mandskab, ressourcer, produktionskapacitet og befolkningsunderlag. Overys redegørelse er en påmindelse om, at østfrontkrigen og dermed Anden Verdenskrig kunne have fået et andet udfald, hvis Tyskland havde formået at udnytte det forspring i ressourcer og militær kapacitet, det længe besad. Imidlertid lykkedes det for Sovjetunionen at få overtaget fra ind i 1943. Dette skyldtes ikke mindst det næsten mirakuløse forhold, at den skrumpede sovjetiske økonomi ved en blanding af centralisme og fleksibilitet i forbindelse med civilbefolkningens uhyre offervilje efterhånden formåede at udspy flere masseproducerede våben end den tyske modpart. Hertil bidrog også den britiske og amerikanske hjælp under Lend-Lease, der tillod den sovjetiske industri at koncentrere sig om våbenproduktionen. Så summa summarum var det mængden af fjendens artilleri, tanks, fly etc., der knækkede den tyske værnemagt på østfronten, ikke antallet af soldater. Så hjalp det lidet, at den tyske krigsproduktion generelt var af højere kvalitet. Selvom den tyske krigsøkonomi ganske vist fra 1942 effektiviseredes under rustningsminister Albert Speer, forhindrede de vestlige allieredes intensive luftbombardementer fra 1944 den tyske økonomi i at overgå til yderligere masseproduktion. Det sovjetiske forspring kunne dermed ikke hentes.

Overys vurdering af de vestallieredes luftbombardementer er dermed også en (indirekte) kommentar til diskussionen om disses motiver og berettigelse. Var det terror og sågar folkemord, sammenlignelig med nazisternes Endlösung? Der er ingen tvivl om, at tæppebombardementerne havde civile mål (”dehousing”, kaldte briterne det). På den anden side indgik luftbombardementerne i en militær strategi, der havde til formål at knække rygraden på den civilbefolkning, der direkte eller indirekte arbejdede for den tyske rustningsindustri. Det handlede ikke om at dræbe flest mulige ’forsvarsløse’ tyskere men om at hæmme den tyske krigsproduktion og moral. Selvom luftkrigsprogrammet havde tendens til at gå i selvsving især i krigens sidste måneder, og selvom der ikke skal herske tvivl om luftkrigens uhyggelige konsekvenser for dele af den tyske civilbefolkning, var det gennemgående motiv således ikke desto mindre militært.

Bombardementerne var længe USA's og Storbritanniens eneste direkte bidrag til Sovjetunionens kamp på østfronten. De vestallierede kunne også spørge: Dem eller os? Hensigten var med luftkrigen at gøre Tyskland så mør, at en invasion af det tyskbesatte Vesteuropa, som det skete i juni 1944 med D-dagen, kunne gennemføres og føres til ende med så tilpas mådelige tabstal, at vælgeropinionen i USA og Storbritannien ikke stod af.                          

Bogen gennemgår også kort og klart den tyske jødepolitik 1933 – 1945. I spørgsmålet om hvordan det kunne ende i folkemord på de europæiske jøder peger Overy med rette på at folkemordets grundlag lå i nazisternes kompromisløse modstilling af ’tysk’ og ’jødisk’. En tysk genrejsning, ja overlevelse, afhang i denne optik af den totale nedkæmpelse af den ’internationale jødedom’. I konsekvens heraf defineredes ’jøden’ som fjenden fra starten af Hitlers magtovertagelse. Den Anden Verdenskrig opfattedes som en logisk slutkamp på liv eller død imellem arieren og jøden. Krigen var med SS-lederen Himmlers udtryk en ”racekrig” i forlængelse af den kamp mod jøderne, der var blevet ført i 1930’erne. Nazisternes bizarre og overdimensionerede trusselsbillede angiver hvorfor folkemordet lå så snublende nær igennem hele den nazistiske periode og så at sige pr. automatik var delvist indbygget i de (urealiserede) planer om tvangsudvandring af de europæiske jøder til den franske koloni Madagaskar i 1940 og siden hen Sibirien. Endnu inden at beslutningen om mordet på de europæiske jøder var truffet ville virkeliggørelsen af tvangsudvandringen til en af disse ugæstfrie destinationer have fremtvunget et delvist folkemord på jøderne. Og hvem ved, kunne man tilføje, om ikke nazisterne ville have gjort arbejdet færdigt når forholdene for de tvangsuddrevne nærmede sig en ”ubærlig” og ”uacceptabel” tilstand som den, nazisterne skabte for de ghettoindespærrede jøder i Polen. 

I lighed med Hitlers Tyskland foregik der i Stalins Sovjetunionen forfølgelser af nationale mindretal, der i visse tilfælde tangerede selektivt folkemord. Men der var trods alt afgørende forskelle sammenlignet med Tyskland. Ikke kun medlemmer af nationale mindretal forfulgtes. Også russere blev ramt. Sovjetunionen var i princippet en union af diverse nationaliteter, hvis nationale særpræg accepteredes, så længe de nationale udtryk ikke kom på tværs af udviklingen af en tværnational sovjetisk identitet og patriotisme. Når eksempelvis ukrainske bønder, sovjetiske jøder og Volgatyskere ramtes særligt hårdt, skyldtes det således en her – og – nu vurdering fra regimets side af disse gruppers loyalitet. Vurderingen var vel og mærke politisk og ikke racemæssigt begrundet og kunne derfor omgøres.  Og hvor dødelig dele af GUlag systemet end var fandtes der ikke i Sovjetunionen dødslejre som det nazistiske Auschwitz – Birkenau. I øvrigt var den gennemsnitlige dødelighed i det sovjetiske GUlag på 14 %, mod hele 40 % i de tyske kz-lejre (s. 614). To tredjedele af dødsfaldene i Gulag skete under krigen som resultat af den stærkt forværrede forsyningssituation. Til forskel fra de tyske, var de sovjetiske lejre med få undtagelser ikke skabt med henblik på at slå folk ihjel. 

Så vidt et delvist referat af Overys bog. Den i forvejen stofmættede bog er løbende forsynet med tal og statistikker, der dog ikke tynger teksten. Tværtimod er fremstillingen afholdt i et varieret, veloplagt og pointeret engelsk, hvor Overy formår at veksle mellem de brede linjer og den lille detalje eller det kilde-eksempel, som illustrerer den bredere pointe.          

Med Overys bog leveres der to landespecifikke studier af hhv. Hitlers Tyskland og Stalins Sovjetunionen. Samtidig og nok så afgørende leveres der en gennemført komparation og dét med følgende delkonklusion:

Allerede i samtiden blev der lagt mærke til de slående ligheder systemerne imellem. På trods af væsensforskellige ideologier var begge regimer baseret på en totalitær aspiration, hvor alt i samfundet helt ned til individets privatliv søgtes reguleret. Det var det kollektive ”vi”, forstået racemæssigt eller klassemæssigt, der dyrkedes, - ikke individet. Den totalitære ambition var bundet op på en omfavnelse af ’videnskaben’, henholdsvis racebiologien og marxismen. Dette forhold gav de politiske ideologier en utopisk stræben og en oppustet rethaveriskhed, der slog ud i en uforsonlig holdning til de individer og grupper, der defineredes som værende udenfor eller på tværs af utopien. Bl.a. heraf fulgte volden og rædslerne og den systematiske suspendering af konventionel moral, - alt sammen angiveligt i en højere sags tjeneste og ubønhørligt underlagt enten naturens eller historiens love.     

For en gang skyld står vi med et værk, der lever op til sit erklærede komparative sigte. Af ikke mindst denne grund skal bogen være stærkt anbefalet.