Tugt og dannelse

Af Lars Kjær, arkivar, Køge Byhistoriske Arkiv.

Tugt og dannelse er en ny bog af Ellen Nørgaard, dr.pæd. og tidligere docent ved DPU. Vi er kort sagt i gode hænder, hvilket man da også ved selvsyn kan forsikre sig om ved læsning af bogen.

Bogen handler om den udvikling, som kampen mellem tradition og fornyelse i det danske pædagogiske miljø førte med sig. Både i synet på børn og om de konkrete følger af det ændrede syn.

Fornyelsesbestræbelser førte ønsket om reformer med sig, mens traditionernes bevarelse var et andet vigtigt motiv. Synspunkterne var båret af to fronter, hvor den ene kaldes kulturradikalismen og den anden for en borgerlig, konservativ, kulturkonservativ front. Begge grupperinger bestod af en række synspunkter, eksempelvis nævnes borgerlige frihedsrettigheder, den grundtvigske frihedstradition, indremission, den bonerte borgerlighed, moral og dannelse som nogle af elementerne i den kulturkonservative front.

Sat på spidsen mener forfatteren, at det var kulturarvens bevarelse eller fornyelse, der var på spil. Altså om hvilken kultur der skal have hegemoni og dominere samfundsudviklingen.

Problemet ved at lade kulturkampen være hovedemnet og frontlinien udgøre blot to grupperinger, er at der ikke er plads til nuancer. Der er kun to fronter i krigen. Omvendt er der selvfølgelig klare fordele ved typologiseringerne. De forbehold man på forhånd måtte have overfor en sådan reducerende tilgang, bliver dog gjort til skamme. Bogen har de nuancer og forbehold der skal til.

Kulturkampen studeres gennem fremdragelsen af tre historier frem fra den kulturkamp der udspandt sig i Det danske pædagogiske miljø i årene fra 1945 og frem.

De tre eksempler der tages under behandling er følgende:

• Fra dagarbejdsskole til heldagsskole – fra en skolehverdag, hvor undervisningen blev lagt om i København i 1940´erne.
• legemlig revselse i København – en politisk beslutningsproces.
• Tiden, stedet og miljøet – det radikale, pædagogiske miljøs virksomhed.

Fælles for historien er, at de ses som eksempler på hvorledes en kulturkamp udspilles i praksis – som en konflikt mellem synspunkter der står for tradition og fornyelse. Det er ikke blot holdningerne, der fremmanes som diskurser, men også udfaldet af disse kampe, altså kulturkampens konsekvenser, der fremstilles. Det løfter bogen til et højere niveau, at den historiske dimension og nuancering kommer med.

Bogen demonstrerer at diskussionerne og kulturkampen fandt sted også uden den for de intellektuelle kredse og var virksom i flere rum på samme tid.

Bogens metode er at genskabe hverdagen så nøje som det lader sig gøre, gennem de spredte arkivalier der findes. Det godtgøres, at børnene og deres forudsætninger ikke ændrede sig afgørende i den behandlede periode. Det var synet på drengene, der ændrede sig. Det er dette syn på drengene og deres rette opdragelse, der først og fremmest er genstand for undersøgelsen. Det kaldes af nogen for diskursanalyse og metoden har i den type studier ofte forrang før de empiriske studier og humanistiske pointer. Her er det anderledes: Bogens ærinde er at forstå og dermed nuancere nutidens pædagogiske diskussioner, således af ”rundbordspædagogik” ikke bruges som et ahistorisk og begreb, løsrevet fra enhver kontekst.

En anden af bogens vigtige fortjenester er, at de historiske forudsætninger for de nuværende pædagogiske og læringsmæssige debatter, der er blusset voldsomt op efter seneste regeringsvalg, klart og tydeligt vises. Vi mindes i den grad om, at det er en kulturkamp der står på. Bogen har dermed min klare anbefaling.