Ung 1900 - 1930

Af Ole Schramm

Bogen er en del af en serie, der skal skildre ungdommen i det 20. århundrede. Forfatteren startede med at fortælle om 1950’erne og fortsatte derefter med 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne. Så fik han den idé, at han ville skrive om første halvdel af det 20. århundrede. Resultatet er blevet en bog, som omfatter tre årtier fra 1900 til 1930. Hvert årti har fået sit kapitel, så den overordnede struktur fastholdes. Hvert årti får sin særlige beskrivelse og karakteristik. I 2008 vil værket blive afsluttet, når forfatteren har fortalt om ungdommen fra 1930 til 1950.

I forordet til bogen fortæller Jens-Emil Nielsen om baggrunden for at skrive bogen: ”Jeg startede Ungdoms-KRØNIKEN med 1950’erne, fordi jeg dengang mente, at vi i dette årti for første gang fik en egentlig ungdomskultur. Nu erkender jeg, at jeg nok har taget fejl. For der har altid været en ungdomskultur, også i forrige århundreders bondesamfund. Selv om børn er kommet ud at tjene som 10-årige og senest er kommet ud af skolen og i arbejde som 14-årige, så har de et eller andet sted mellem alderen 14 og 25 år haft en ungdom og været med i en slags ungdomskultur”.

Det fremgår heraf, at forfatteren vil give en skildring af ungdommen fra ca. 14 år til ca. 25 år, og at han mener, det er muligt at pejle sig ind på den kultur, der er særlig for ungdommen. Allerede i forordet slår han nogle af de emner an, som han vil skrive om i bogen. Det drejer sig om forskellige former for foreningsliv, som spejdere, lærlingeforeninger, og især ”skytte- og gymnastikforeningerne på landet, der giver den bredeste del af ungdommen en mulighed for samvær med og uden voksne.” Hertil kommer idrætten, som giver mulighed for samvær kønnene imellem. Det er da også i spillet mellem kønnene, at den særlige ungdomskultur udvikles. Ungdommen har jo sjældent efterlevet den offentlige moral. Det er tragisk, mener forfatteren, at unge ikke blev oplyst om prævention, men det var ikke muligt i et konservativt kristent samfund.

Lad os herefter se, hvordan Jens-Emil Nielsen strukturerer sit stof. Han starter hvert tiår med at sætte fokus på den generationsproblematik, der er særlig for tiåret. Om perioden 1900 til 1910 hedder det ”Yngling, backfisch eller lømmel – ny opmærksomhed på ungdommen” og for perioderne 1910 – 20 og 1920 – 30 tager forfatteren udgangspunkt i forfattere, der har sammenfattet tiårene med velvalgte karakteristikker. Jacob Paludan talte om ”Generationen, som måtte snuble i starten”, og Knud Sønderby udgav romanen ”Midt i en jazztid”. Selv om udtrykkene er brugt før til at karakterisere perioderne, passer de godt som indgang til tiårene.

I modsætning til bogen om 1950’erne har Jens Emil Nielsen ment, at det i denne bog var nødvendigt at skrive en mindre artikel, som han kalder ”Politik og samfund” for hvert af tiårene. Der er åbenbart en historisk distance til emnet, som kan begrunde disse artikler. De vil uden tvivl være en hjælp for dem, der mangler den fornødne historiske viden.

Herefter bliver der fortalt om de emner, som hører med til fortællingen om ungdommen. Det er som nævnt afsnit om foreningerne, idrætten og spillet mellem kønnene. Han skriver endvidere om en række andre emner som skolen, fattigdommen, drukkenskaben, tuberkulosen, den spanske syge, mishandlingen af børn på opdragelsesanstalter, forholdene for tyende og tjenestepiger. Seks mere eller mindre kendte danskere bliver også portrætteret.

Godt og vel sidste halvdel i hvert kapitel opfatter jeg som et egentligt forsøg på at pejle sig frem til den særlige form for ungdomskultur. Det er her idrættens udvikling gennemgås, og her nævnes de store stjerner og idoler som fx Sophus Krølben og Thorvald Ellegaard. Det er klart, at tidens tekniske fremskridt må have fascineret de unge, fx biler og motorcykler. Ligeledes spiller filmen og dansen en stor rolle, og det har forandringerne i moden også gjort. I filmens verden kommer der nye idoler som fx Psilander, der er ukendt i dag, og Asta Nielsen og Liva Weel, der stadig huskes. Det er massekulturens udvikling, der følges i de 30 år, som bogen omhandler.

Centralt i bogen står afsnittene om kærlighed, sex og erotik, da de sidste afsnit i hvert kapitel handler herom. Baggrunden er ”den strenge kristendomsopfattelse, som langt de fleste voksne opdragere på dette tidspunkt står for” (s. 8). Forfatteren sympatiserer med de frigørende kræfter, der satte sig op mod den bedsteborgerlige moral. Han forstår de umulige vilkår, som mange unge er vokset op i med forfærdende fattigdom og druk, og han har ikke meget til overs for de fleste læger, der ikke er ”meget bevendte, når det handler om at tage stilling til noget så prekært som prævention og ufrivillig graviditet” (s. 108).   

Det er et tankevækkende og sympatisk projekt, Jens-Emil Nielsen er ved at føre til vejs ende. Det er godt, at vi får et stort og spændende værk om ungdommen i det 20. århundrede. Det er en stor fornøjelse at kigge på billederne, og jeg har fundet billedmaterialet utroligt spændende. Jeg helt enig med forfatteren i, at ”det er et mageløst billede den mandlige fotograf Holger Damgaard har fået lov til at tage på den aflukkede kvindeafdeling på badeanstalten Helgoland …… i 1910” (s. 42 – 43).

I sin første bog ”UNG i 50’erne” siger forfatteren i forordet: ”Bogen forsøger ikke at være en udtømmende, historisk gennemgang af unges liv i 50’erne. Jeg forsøger heller ikke at være objektiv på nogen måde, men vil gerne skrive subjektiv og journalistisk samtidshistorie – med hovedvægt på begivenheder og udtryk, som måske ikke var typiske for det store flertal af de unge. Men jeg har prøvet på at få den generelle udvikling med i forhold til de specielle begivenheder”.

Den subjektive og journalistiske samtidshistorie har så fundet sit udtryk i krønikens form, hvilket passer sammen med, at han nævner Paul Hammerich som sit journalistiske forbillede. Fortællingen appellerer hermed til en bred læserskare, som ønsker en fornøjelig indføring i emnet. Kedelig bliver bogen aldrig, for forfatteren skriver flydende, forståeligt, fængende og med stort engagement. Men det undrer alligevel mig, at Jens-Emil Nielsen har valgt at bruge historisk præsens i bogen, for det har han ikke gjort i bogen om 50’erne.

En krønike kan være en subjektiv kronologisk fortælling om et emne i modsætning til en videnskabelig og objektiv bog. Krøniken skal fornøje samtidig med, at den også gerne må oplyse. 

Det sidste er lykkedes for Jens-Emil Nielsen. Alligevel synes jeg, at der er ting i dispositionen, der kan diskuteres. Det er nærliggende at sammenholde ”UNG i 50’erne” med ”UNG 1900 – 1930”.  Stort set alle afsnit i bogen om 50’erne er umiddelbart relevante for fortællingen om ungdommen. Men jeg synes ikke, at man kan sige det samme om ”UNG 1900 – 1930”. Undertiden opfattes afsnittene mere som en almen kulturhistorie end som en krønike om ungdommen, fx når han fortæller om ”Løvejagt i Roskilde Fjord og en erotisk Asta Nielsen” (s.32 f), og når han fortæller om motorcykler og biler, om tog og skibe (s. 58 f). Som nævnt må tidens tekniske fremskridt have fascineret de unge, og der er heller ikke tvivl om, at Asta Nielsen også har haft stor indflydelse på de unge mænd, men det virker undertiden som om Jens-Emil Nielsen hellere vil skrive om disse spændende historier end at fortælle om ungdommens holdning til disse fænomener.

Der er mange afsnit om tyende og tjenestepiger, og det er relevant for fortællingen om ungdommen, men jeg savner nogle afsnit, der fortæller om de studerende og om de unge, der er i lære.

Jeg vil slutte denne anmeldelse af ”UNG 1900 – 1930” med at give bogen mine bedste anbefalinger. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig forfatterens ord i forordet: ”God fornøjelse med at læse og kikke billeder”. Samtidig vil jeg ønske, at der kommer et stikordsregister i sidste bind.