Menu
Forrige artikel

Vide Verden

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 6570

Af Poul Porskær Poulsen, historie-online.dk

”Verdens mindste storby laver storbyguider” skriver forlaget i sin pressemeddelelse. Den lille storby er Aarhus, og de store er i første omgang Rom, Paris, Berlin, Skt. Petersborg, Barcelona og New York. Og forlaget er Aarhus Universitetsforlag, der her virkelig kridter en bane op, som forlaget ikke plejer at spille på. Overraskende er det, at det er et universitetsforlag, der begynder at lave rejseguides. Men når man så begynder at læse, så er det ikke så overraskende endda. For det er virkelig noget med vitaminer! Fremragende skribenter, forskere, eksperter i fx arkitektur, forskellige historiske perioder, litteratur, musik, kunst og meget mere får her lov at boltre sig i den lette genre – men med stor kvalitet!

Bøgerne indeholder en række artikler eller essays, der virkelig giver én lyst til at stifte nærmere bekendtskab med denne eller hin storby. Mit eget yndlingsrejsemål, Rom, har jeg læst en del om gennem årene, men med videverden-udgaven af Rom får man ganske mange ting at vide, som man ikke var klar over i forvejen. Der er gjort meget ud af historie og arkitektur – naturligt nok – men en hel del af de steder, der besøges, er ikke særligt kendte plus at en del detaljer ved kendte sights – Peterskirken, Trastevere osv. – giver traveturen i den evige stad ny mening. Forfatterne, der tæller så kendte skribenter som Thomas Harder, Karl Aage Rasmussen, Alfredo Tesio, Mogens Nykjær, Steen Bo Frandsen m.fl. har et personligt forhold til byen, og det er i høj grad det, der formidles videre til læserne. Det er gjort både spændende, inspirerende og sjovt – og man undgår de fleste turistguides opremsende karakter, fordi man egentlig ikke har til hensigt at fortælle alt, men at ramme noget af stedets ånd eller personlighed ud fra den enkelte skribents opfattelse. Det er altid godt at lade vidende mennesker, der har noget sinde og har en kærlighed til det beskrevne, fortælle og øse af en personlig viden.

Og det kan være ganske overraskende ting, der beskrives. Som i tilfældet Rom, hvor Gert Sørensen i artiklen ”Gerningssteder” fortæller om Roms politiske mord (både Cæsar og Aldo Moro), eller i Berlin-bogen, hvor Jesper Vind meget veloplagt giver os historien om currywursten (Fra arbejderspise til berlinerkult). Ligeledes i bogen om Berlin fortæller Boris Boll-Johansen om byens fodboldkultur personificeret ved vestholdet (i blå spilledragt) Hertha og østholdet (i rødt) Union – en historie, der peger på mange af de modsætninger og fællesskaber, der findes i den tidligere delte by. Bo Tao Michaëlis har naturligvis et essay om spionerne i Berlin (Berlin Noir), og i Paris forfølger han de få spor, der er tilbage af musketererne fra Alexandre Dumas’ roman. Ved at tage udgangspunkt i den slags skæve tilgangsvinkler får forfatteren lejlighed til at fortælle en masse historie og anbefale steder, det er værd at besøge. Det samme gør historikeren Uffe Østergaard fx i bogen om Barcelona, hvor han tager os med uden for den catalanske storby til et industriområde, Terassa, der endnu står stort set urørt, fordi Francotiden satte de sociale forhold på standby, og dermed har efterladt et enestående industrielt område, der ikke er ødelagt af hverken turisme eller spekulationsbyggeri. Ligeledes i Barcelona har den tidligere fodboldspiller Morten Bruun en god artikel om fodboldklubben FC Barcelona, og åbenbarer, hvad jeg i hvert fald ikke vidste, at Catalonien har et landshold, der spiller ca. en gang om året og har Johan Cruyff som træner! Den kendte jazzpianist Niels Lan Doky skriver om jazz og jazzsteder i både Paris og New York, Martin Krasnik om Jew York. Og man kunne blive ved – der er meget at læse på turen til en (eller flere) af disse storbyer, hvilket er spændende i sig selv, men som samtidig giver inspiration til vandreturene rundt i gader og stræder, på pladser, i barer, på restauranter osv. osv. Og så er det bare med at se sig godt omkring – for det er ikke just fotografier og andre illustrationer, der præger videverden-bøgerne. Men det kan tilføjes efter at have læst og browset i disse seks storbyguides, at som læsestof i sig selv derhjemme i lænestolen fungerer bøgerne også fint. Det er simpelthen spændende læsning, som man fx ville forvente at finde i de bedste magasiner.

Bevæbnet med disse handy rejseførere kommer man rundt i mange spændende historier i disse fascinerende storbyer – og så skal man nok lige sørge for at have et godt bykort med, for bagklappens bykort er ikke lige til at finde vej efter, de er blot for at markere, hvor de enkelte steder er, som forfatterne har fortalt så inciterende om.

Forlaget satser videre og har flere storbyguides på vej, bl.a. om Athen, London, Madrid og Stockholm.

Forrige artikel
Se relaterede artikler
The League of Nations
Historikeren Ludvig Holberg
Den Tabte Uskyld