Vidnerne Historien
Af Poul Porskær Poulsen, redaktør historie-online.dk
Det er en flot bog, pressefotograferne fejrer sig selv med. Meget stort format og meget tung, så tung faktisk, at jeg ikke har turdet udsætte min køkkenvægt for dens massiv. Og man skal have et meget stort coffee table, hvis man skal have bogen liggende fremme til almindelig beundring.
For der er en masse at beundre. Naturligvis en masse flotte pressefotografier, som netop kan vises på en ordentlig måde i det store format, for det er jo det, det drejer sig om. Pressefotograferne fylder 100 år – det vil sige, at det den 17. februar var 100 år siden, at Journalistfotografforbundet blev stiftet (Forbundet ændrede i 1924 til Pressefotografforbundet). Så på det tidspunkt eksisterede der altså nogle få pressefotografer – eller ’bladfotografer’. Stadig var det ret begrænset, hvor mange billeder der var i aviserne. Vendsyssel Tidende kom faktisk først, idet avisen 20. juli 1889 bragte et billede af Fridtjof Nansen og hans rejsefæller. Men vi skal helt frem til 1902, inden Politiken begyndte at bringe fotografier i avisen, og Berlingske brugte 11 år mere på at gøre modstand. I 1908 tog Holger Damgaard så det billede af nogle børn foran en legetøjsforretning, der i lang tid blev betragtet som det første egentlige danske pressefoto. Vendsyssel Tidende kom dog først, men Damgaards billede blev kendt og var begyndelsen på hans 32 års ansættelse hos Politiken, og dermed begyndelsen på en tradition for at satse på fotodokumentationen i avisen.
”Vidnerne Historien” fortæller fotohistorie, og bogen fortæller pressehistorie. For ud over det væld af flotte fotografier, som fylder mange sider i bogen, så er der også en række tekster, der fortæller historien og historierne. Bogen er delt op i kapitler: 1912-1939, 1940-1945, 1945-1960, 1960-1980, 1980-2012, og som indledning til hvert kapitel skriver Irene Greve de historiske afsnit, som altså kronologisk bringer os fra 1800-årene og frem til i dag. Det gør hun meget kompetent og fængende, så det er en fornøjelse at læse, og det vil formodentlig også være nogle afsnit, der for eftertiden kan bruges som opslagsværk, for det er jo en kortfattet dansk pressehistorie med hovedvægten lagt på pressefotografiet og pressefotograferne.
Dertil kommer så, at hvert kapitel indeholder flere essays eller erindringsafsnit, hvor hovedpersonerne ser på udviklingen, fortæller personlige historier fra felten (hvad enten det er i fremmede lande eller på redaktionen derhjemme) samt kommer med vurderinger af udviklingen. Det er gjort meget godt, specielt naturligvis fordi skribenterne kan deres metiér, kan skrive med indlevelse, humor og viden, og dette gør så yderligere pressefotografernes jubilæumsbog til så stor en fornøjelse at læse. Vi hører om pressefotografernes arbejde med at fange almindeligt dansk hverdags- og arbejdsliv gennem hele perioden, og hvordan arbejdet med kongefamilien har ændret sig radikalt, siden fotografierne begyndte at komme i avisen. Om forholdet til magten og magthaverne, om dokumentationen af konflikterne i samfundet, billedmanipulation, skjult kamera, sportsfotografiet, hvor det var altafgørende, at man kunne se bolden på fodboldbillederne, så når fotografen ikke havde fået den runde med på sit billede, klæbede man da bare en fodbold ind i en passende størrelse. Vi kommer også omkring paparazzi-fotografiet, kunstfotografiet, portrættet, og humor i dansk pressefoto, som der åbenbart ikke har været meget af. Endelig er der naturligvis artikler om pressefotograf-uddannelsen, den ændrede teknik og meget mere. Der er en masse at læse ind imellem billederne, og det er stort alt sammen spændende læsning. Blandt bidragsyderne kan nævnes Lasse Jensen, Bent Falbert, Leif Davidsen, Stig Andersen, Stig Olesen, Mette Sandbye, Henrik Saxgren m.fl.
Som nævnt fortæller Irene Greve den kronologiske historie om pressefotograferne i Danmark, og det skal ikke genfortælles her – det kan man selv konstatere, hvis man har armkræfter til at slæbe bogen hjem og lægge den på et solidt bord. Men det er dog med national stolthed, man læser om den succes, dansk pressefotografer som Tine Harden, Jan Grarup, Jan Dagø, Claus Bjørn Larsen og flere andre har haft i den store verden. Næsten hvert år er der danske vindere i alle mulige fotokonkurrencer – mest prestigiøst i World Press Photo, hvor 26 danske fotografer gennem årene har vundet 45 priser. Interessant nok er kun syv af disse priser vundet før 1997, så derefter har de fremragende danske fotografer virkelig taget for sig af retterne, når der skulle uddeles priser. ”Da de danske fotografer tromlede ind på banen i slutningen af 90’erne, var det så massivt, at de selvfølgelig ikke kunne undgå at få opmærksomhed. Selvom fotograferne naturligvis ikke fotograferede ens, var der fællestræk i deres fortættede og komplicerede sort-hvide billedsprog, der netop gjorde det relevant at tale om en dansk nybølge.” (s. 307).
Det er imponerende, at Danmark og den danske fotojournalistuddannelse har kunnet frembringe så mange dygtige, kreative og frygtløse pressefotografer, og det er meget spændende at læse om det miljø, der i 70’erne, 80’erne og 90’erne har været med til at frembringe disse mange verdensstjerner på området.
I det hele taget vil jeg endnu en gang gerne slå fast, at denne store bog ikke blot er enormt flot – den er en fornøjelse at sidde og blade i, og de bragte pressefotos er så indholdsrige, at de i sig selv fortæller nogle væsentlige historie. Men bogen er altså også uhyre indholdsrig og spændende at læse som en historiebog. Så til lykke til pressefotograferne og tak for denne mulighed for at gøre sig bekendt med og imponeres over deres arbejde.
