Europa i Krig 1939 - 1945

Af David Høyer

Norman Davies har skrevet en bog om Anden Verdenskrig. Straks tænker man, ”kan der skrives mere om det emne”?  Det kan der sagtens. Sidste år udsendte Mikkel Kirkebæk en fantastisk biografi om Christian Frederik von Schalburg, og året før udgav Niels Bo Poulsen, ligeledes en rigtig god bog om Anden Verdenskrig set fra den sovjetiske side af konflikten med titlen ”Den Store Fædrelandskrig”. En række danske forlag har da også de seneste år udgivet en lang række titler om emnet i dansk oversættelse. I flere år syntes læsernes behov at være umætteligt og emnet fascinerer til stadighed. Så der er stadig behov for flere bøger. Spørgsmålet er så, om vi har behov for Norman Davies’ bidrag. Davies har tidligere høstet rosende ord for sit værk om Europas historie, som anmelderen her ikke har læst.

”Europa i Krig” bygger på den præmis, at fortællingen om Anden Verdenskrig efterhånden er blevet så skrævvredet og fejltolket, at den i dag ikke fremstår længere som troværdig. Der er ifølge Davies behov for ”at reorganisere, reintegrere og modstille velunderbyggede fakta.” Derfor finder man ikke i ”Europa i Krig” fakta som ikke har været kendt før, men derimod finder man et forsøg på at forstå elementer af krigen på en ny måde.

Davies har ret. Der er behov for at se på krigen med nye øjne. Billedet af Sovjetunionen har i mange år været langt mere positivt, end regimets opførelse egentlig tillod. Man syntes at have glemt, da Europas statsledere mødtes i 2005 i Rusland og fejrede sejren over Nazityskland, at Sovjetunionen ikke bare var sejrherre, men direkte ansvarlig for krigens udbrud. Anden Verdenskrig brød ud, da Hitler angreb Polen. Dette angreb blev matchet af et sovjetisk angreb fra øst på den polske stat i september 1939. USSR var således på lige fod med Tyskland aggressor. Hitler havde endvidere næppe kunne føre sine angrebskrige mod Polen og Vesteuropa, havde Sovjetunionen ikke holdt hans ryg fri. Eftertiden syntes endog at have glemt, at ikke bare Polen, men også de baltiske lande samt Finland blev offer for Stalins aggression. Ser man endvidere nærmere på det sovjetiske system med dets mange straffelejre, udrensninger og overgreb på landets egen befolkning (læs: massakre), for ikke at nævne civilbefolkningen i de områder, som USSR besatte, da man i 1944-45 rullede den tyske krigsmaskine hele vejen tilbage til Elben, så falmer billedet af, at Anden Verdenskrig var de godes kamp mod et monster. Davies mener derfor, at såfremt man overhovedet skal snakke om ”monstre”, så var der på østfronten to monstre: det sovjetiske og det nazistiske, og det giver ingen mening at hævde, at Stalins regime var ”bedre” end det tyske. Men hvis man så tror, at Davies er ude i et neokonservativt ærinde med at male et lyserødt billede af Vestmagterne og udelukkende dæmonisere Stalin og Hitler, så tager man fejl. For fortællingen om Anden Verdenskrig er ofte blevet fremlagt som fortællingen om demokratiernes sejr over de totalitære regimer. Men som Davies påpeger, så var USA, Storbritannien måske nok demokratiske, når det handlede om hjemlandet. Derimod var det en ganske anden sag, når det handlede om kolonierne. Her var der ikke meget demokrati, om det så handlede om Filippinerne, Indien eller Nordafrika.

Vores opfattelse af aktørerne er således dybt problematisk og trænger til en justering. Davies løfter opgaven godt, og han bringer mange nuancer til torvs, som får læseren til at stoppe op og gentænke Anden Verdenskrig. På det militære felt syntes vores opfattelse af krigen ligeledes at være fejlkonstrueret. Ser man på det utal af bøger og film, der er kommet siden krigens afslutning, så får man i Vesten et indtryk af, at Tyskland mødte sit endeligt på Normandiets strande. D-dag var verdenshistoriens største amfibieoperation, men sammenlignet med krigen på Østfronten er det en mindre batalje. De allieredes bombeangreb på Tyskland gjorde ondt, og nederlagene i Nordafrika og Italien beskadigede det nazistiske image. Men det var Østfronten, der ødelagde den tyske krigsmaskine, og som i realiteten gjorde det muligt for de allierede at invadere et Vesteuropa, som var forsvaret af utilstrækkelige og dårligt udrustede enheder. Geografisk og militært set ligger fortællingen om Anden Verdenskrig et sted i Hviderusland og Ukraine. Dette er Davies anden store pointe, dog med den væsentlige tilføjelse, at det i høj grad var de allieredes Lend-Lease aftale, som for en stund holdt den sovjetiske krigsmaskine i gang.

Europa i Krig indeholder mange interessante pointer og Davies er en mand med en mening, som han ikke er bleg for at ytre. Bogen er mere en debatbog end en egentlig historiografisk fremstilling. Som læser udsættes man for et sandt bombardement af oplysninger, som på den ene side dybt fascinerende og på den anden side er dybt problematisk, for man har svært ved at holde fokus og sortere i oplysningerne. Det betyder, at der stilles krav til læseren. Man er næsten nødt til at være velbevandret i emnet, før end man egentlig udnytter bogens potentiale. Omvendt betyder det også, at man spotter op til flere faktuelle fejl hos Davies. Her er et par af dem:

Geoffrey Lawrence var ikke chefanklager ved Nürnberg domstolen, han var dommer.

Sovjetunionen rådede ikke over panserdivisioner, men derimod Panserkorps, som var større end en tilsvarende tysk division, hvilket også forklarer hvorfor der i den sovjetiske enhed var flere kampvogne end den tyske.

Frankrig sad ikke, som Davies påstår kun og ”hyggede sig” i Maginotlinjen i stedet for at ”krydse Rhinen” og komme den polske kamp til hjælp i september 1939. Frankrig invaderede faktisk Tyskland som en reaktion på Tysklands angreb på Polen og trængte frem mod Saarbrücken. Frankrig trak sig dog efterfølgende tilbage.

Det britiske kampvognsgennembrud ved Cambrai i 1917 var ikke det eneste tidspunkt under Første Verdenskrig, at man opnåede regulære gennembrud på europæisk jord. Den russiske general Alexei Brusilov opnåede i 1916 et massivt gennembrud over den østrig-ungarske hær og slog hul på fronten og trængte 80 kilometer ind på fjendens territorium. En begivenhed som fik tyskerne til at trække tropper bort fra Verdun offensiven i vest og som er blevet kaldt Østrig-Ungarns største krise under Første Verdenskrig og Ententens største sejr.

Det er ikke det eneste sted, at Davies begår faktuelle fejl, der er mange af dem, og for en historiker er de irriterende og ødelæggende for hans troværdighed.

Eksempelvis er det dybt problematisk at i spørgsmålet om bombningen af Dresden 1945, så bemærker Davies, at tabstallet opgøres til et sted mellem 25.000 og 120.000. Her nævnes David Irving som kilde. Har Davies helt overset, at David Irvings metier som historiker er fuldkommen blevet gennemhullet, og netop Irvings undersøgelse af bombningen af Dresden er blevet afsløret som værende fyldt med bevidste forfalskninger af især tabstallet. Irving og hans kor af Holocaust benægtere er de eneste, der for alvor har advokeret for et tabstal på 120.000 civile. På samme vis er det også dybt utroværdigt at Davies anvender Sven Hazel som kilde til Slaget ved Monte Cassino. Sven Hazel er ikke historiker, og hans påstande om, at hans bøger bygger på egne erfaringer, er ved flere lejligheder draget voldsomt i tvivl.

Davies stil er meget polemisk, og som læser bliver man træt af, at han hele tiden udtrykker sine personlige holdninger og ofte kommer med henvisninger til begivenheder uden at forklare, hvad der skete.

Davies er ekspert i Polens historie, og det skinner tydeligt igennem. Det er på den ene side forfriskende, at netop den polske side for en gang skyld kommer frem i lyset, men på den anden side er det også anstrengende, at Polen næsten konstant trækkes frem med eksempler. Man får indtryk af at Anden Verdenskrig kun foregik i Polen, og at ingen polakker – bortset fra et par vildledte kommunister, ingen fejl begik under Anden Verdenskrig.

Når alt dette er sagt, så er det dog vigtigt at understrege, at Norman Davies har begået en fortælling om Anden Verdenskrig, som indeholder en lang række nye betragtninger på konflikten, som vil udfordre læseren til at rekonstruere fortællingen om Anden Verdenskrig.  Så svaret på det indledende spørgsmål er: ”Ja, vi har også brug for Norman Davies bog om Anden Verdenskrig.”