Menu

Det ukendte Sydfrankrig

Kategori: Anmeldelser
Visninger: 212

 

Mange danskere har valgt at flytte til solrige Sydfrankrig. Det har forfatterne også, nemlig til et hus i middelalderbyen Gard. De købte et meget slidt hus og gik i gang. I bogen beskriver de, hvordan det gik for sig og meget af det, man møder - alt fra indbrud til gedeost og vildsvin

Af Michael Koch

Man behøver ikke gå med en drøm om at købe et hus i Frankrig for at købe bogen. Dog er den smart at læse, inden man gør det. Mange faldgruber og besværligheder er malende omtalt i bogen. Lige fra hvordan banken blev overtalt, til hvordan man finder sig tilrette.

Forfatterne har knyttet venskaber og bekendtskaber med mange mennesker. De har levet sig ind i den historie og den natur, som er basis for oplevelse af landet og de kulturelle rigdomme i lokalområdet. Inden de købte hus, har de har boet en del af året i Sydfrankrig i mange år og har skabt et stort net af lokale, som har åbnet dørene for dem, og lært dem livet i et lavere gear.

Det er blevet til besøg hos bønder, som lever af vindyrkning, produktion af olivenolie og gedeoste.  Her var det eksempelvis manden, der passede gederne, og når de kunne levere mælk nok, var det fruen i huset, der stod for at fremstille de runde gedeoste. Ostene er i øvrigt forskellige, så købere med smag for meget modnede oste kunne få en, ligesom der var meget friske til andre.

En “abrivado” handler om at de unge skal få fat i tyrens horn og standse den. Derefter slippes den igen, og andre kan fange den samme tyr

Bogen fortæller om vildsvinejagt, samtale med hertugen af Uzès, og de særlige, sydfranske “tyrelege” i landsbyen. Kampen mod tyrene ser ganske voldsomt ud på billederne i bogen. Naturligt nok er der også megen kultur og historie med i bogen. En hårrejsende oplevelse er medtaget. Ikke for de to forfattere, men for en dykker som havde det held at finde meget smukke hulemalerier i en grotte. Mens han var dybt inde i grotten svigtede forfatterens lamper, og uden at gå i panik, fandt han i komplet mørke tilbage til sit grej - og fik lys igen. Han kom ud i god behold, men skulle bruge fem år på at komme sig over episoden, inden han igen turde udforske mere i grotten. Desværre var der senere to amatørdykkere, der mistede livet, da de for vild i grottens mange labyrinter af underjordiske gange. Myndighederne blev inddraget til at styre alt omkring sensationen af den 37 meter dybe grotte. Alle, der skulle derned, var først på specielt grotte-dykkerkursus. Der var tegninger af heste, hænder og meget andet, der blev fremstillet for over 27.000 år siden. Dengang lå Cosquer-grotten langt over vandspejlet.  Der er nu bygget et stort og meget imponerende museum over fundene i grotten. Blandt andet med “udstoppede forhistoriske dyr” og en kopi af et par steder fra grottens gange.

Dykkeren Henri Casquer fik opkaldt et grottesystem efter sig, da han fandt de 27.000 år gamle hulemalerier

Bogen lokker med cykeltur på Viarhôna, en vandretur mellem får og ulve på den mytiske middelalderhærvej, la Régordane, og en togrejse med banen Le Cévenole igennem de smukke Cevenner-bjerge. Turen går også til departementet Ariège, hvor efterkommere til de bjørnetrækkere, som i forrige århundrede fremviste deres dresserede bjørne over hele verden, fortæller om deres tabu-ramte forfædre. 

 Pont du Gard er en imponerende romersk akvædukt. Utroligt de stadig står efter 2.000 års vind og vejr

Kredser tankerne om at flytte helt eller delvist til Sydfrankrig, er det et godt indspark at læse bogen. Denne bog er også god til de, som søger inspiration og ide til en rejse i Frankrigs sydlige område.

[Historie-online.dk, den 13. august 2024]

Se relaterede artikler
Italia
Den forandrede verden
Den forandrede verden