Italia
Historikeren Gert Sørensens bog ”Italia. Italienske historier, kulturer og identiteter fra år 1000 til i dag” er en fornem, vidende og indsigtsfuld beskrivelse af udviklingen i landet, der besøges i titusindvis af danskere. Men det er også en svært tilgængelig bog med store udfordringer for menigmand.
Af Erik Ingemann Sørensen
José Ortega y Gasset noterer i sin bog ”Menneskets fordrivelse fra kunsten”, at kunstnerne er hoppet over en kløft og nu står og peger fingre ad dem, der ikke kom med. Det er en noget voldsom formulering, men jeg indrømmer, at den dukkede op under læsningen af ”Italia”. Det første, der slog mig, er en typografi, der er uanstændig lille. Det næste var bogens lixtal, der forekommer umådelig højt. Og så alle de gange undervejs, hvor læseren lades i stikken med latinske og italienske betegnelser – ofte fra titler på bøger/malerier. Det er nogle gevaldige hurdler, der skal overvindes. Det er utrolig ærgerligt. For bogen er en guldgrube af viden forsynet med ypperlige illustrationer i høj, høj kvalitet.
Christoforo Grassi: ”Veduta di Genova”, 1597. ”Udsigt over Genova”. Illustration fra bogen. Læseren må desværre selv finde betydningen af veduta. (Det betyder udsigt!)
”Hard writing makes easy reading” er en læresætning, som alle burde have for øje, når de skriver. Ellers bliver lyset for de lærde blot jævnfør Grundtvig. Og det kan vel aldrig være meningen. Alt dette burde en redaktør have haft øje for – men en sådan synes at mangle her. Det er forfærdelig trist.
Det store overblik
Gert Sørensen har valgt at opdele fortællingen i følgende perioder: De mange Italia ‘er (1000 – 1800) – Nationalstaten Italien (1800 – 1945) og Italien siden Anden Verdenskrig. Det er en glimrende periodisering.
Den franske historiker, Jaques le Goff, skriver i sin bog ”Il Casa Italiana”, der udkom i 1974, at italienere opfatter sig som et gammelt folk, der er gået fra en glorværdig fortid til den nuværende situation. Bliver man hængende på sit trattoria, til der lukkes, så oplever man ofte højlydte og passionerede diskussioner om denne transformation.
I alle fald: Italien af i dag holder blot 162-års fødselsdag til juni.
Først det mægtige Imperium Romanum med de markante Caesarer. Men med Konstantins beslutning om en anden hovedstad i Konstantinopel opstår der nu to romeriger.
Buste af Konstantin den Store (272 – 337) på I Musei Capitolini i Rom. Erik Ingemann
Denne opdeling svækkede imperiets grænser (Gert Sørensen kalder dem for limes. Det er ikke korrekt. Deres betegnelse er Limen Securitas, der netop understreger, at der er tale om sikkerhedsgrænser – Rhinen og Donau). Derfor vælter fremmede folkeslag efterhånden over disse. Heriblandt normannerne, som man finder mange spor af i det nuværende Italien. Eksempelvis i den lille by, Conversano, der ligger i Puglia ved vestkysten. Her finder man en kirke, Jesu Hjerte Kirke, opført omkring 1050. Over en sideport ses denne scene fra korsfæstelsen:
Gengivelsen af Jesu korsfæstelse. Det er den sejrende Jesus, der gengiver en vikingekonge – i typisk normannisk stil. Som nedenstående gyldent alter fra Lisbjerg
Det er måske Sankt Olai, der jo fejres i den katolske kirke. Foto: Erik Ingemann
Men normannerne var en gruppe af mange. Og ganske langsomt vokser feudalsamfundene frem. Det gør kirken også, skriver Gert Sørensen. Kristendommen er rykket ud af katakomberne – og pavedømmet havde reel magt: Plenitude Potestatis (Den fulde kraft).
På denne kulturelle og historiske rundtur følger læserne de såkaldte sørepublikker: Gaeta – Amalfi – Pisa – Venezia samt Genova. De to første i syd, de sidste tre i nord. Det lykkedes de nye magthavere at få skubbet de arabiske investorer/handelsmænd ud. Og de nye sørepublikker blev understøttet af såvel en handelsflåde som af en krigsflåde. Her er det galejen – roet af slaver – skriver Gert Sørensen.
Men helt så enkelt er det ikke. Der var adskillige andre fartøjer. Som en galandria der udover årer og sejl også havde et såkaldt forhøjet agterdæk, så der kan skydes nedad mod modstanderne. Et ubehageligt fartøj var en dromon – græsk for ild – der næsten fungerede som en flammekaster. Aldeles ubehagelig at komme i nærheden af.
Handelen foregik dog ikke udelukkende over havet. Marco Polo (1254 – 1324) rejste mod øst ad de gamle handelsveje og bragte spændende viden med hjem. Men om han vitterlig nåede til Kina, det diskuteres stadig.
Med den økonomiske magt i nord, begynder det sydlige Italien at sakke agterud. En problemstilling der den dag i dag spiller en trist rolle.
Men i 1348 kommer en katastrofe ind over landet. Det skriver Boccaccio om i ’Decameron’. Efter at have fortalt, at Firenze var ramt af en pestsyge, hedder det: ”… Hvad enten pesten nu skyldes himmellegemernes stilling, eller at Gud i sit retfærdige raseri havde sendt den ned over os dødelige som straf for vore onde gerninger…” Giovanni Boccaccio, ”Decameron”, s.70, Hoff & Poulsen, 2019, oversat af Thomas Harder.
Flagellanter – selvpiskere – der drog fra by til by. De troede, Gud ville få medlidenhed med dem på denne måde. I stedet spredte de pesten, hvilket fik mange byer til at jage dem bort. (Foto: HPN).
Heri ligger årsagerne til sotens udbredelse: man forstod ganske enkelt ikke, hvad der skete. Desværre opdager man her endnu en svaghed ved bogen. I indeks slog jeg op under pest. Ordet findes ikke. Man skal tilbage til indholdsfortegnelsen. Ordet er her ikke, så læseren bliver ikke hjulpet her heller. Puttet ind ses ordet pandemi. Her er der held med. Det er godt nok sølle.
Naturligvis kommer man ikke uden om de personer og personligheder, der kendetegner perioden. Her folder forfatteren sin store faglighed ud, så man virkelig fornemmer den rigdom på tænkende og agerende personer, der har været med til at præge perioden. Dante og Machiavelli, Leonardo da Vinci. Blot tre i en lang perlerække.
Afsnittet: ´De mange Italia’er klæder virkelig læseren fint på til den videre rejse gennem historien, kulturen og identiteterne.
Den italienske nation-Building
De mange små konge- og fyrstedømmer, der prægede Italien, var efterhånden ganske problematisk. Flere steder stod udviklingen stille. Men så rullede en fornyelsesbølge ind over Italien – en bølge, der på små 100 år ændrede forholdene markant. Reelt begyndte ændringerne med, at Napoleon satte sine præg på den italienske udvikling. Nogle har beskrevet det som en slags dominoeffekt startet af den franske kejser. Men som bekendt varede hans raid gennem Europa og Rusland kun godt 10 år. Men det satte gang i frihedstankerne blandt mange italienere.
Det blev Giuseppe Garibaldi (1807 – 1882), der udløste de allerstørste ændringer i den nyere historie.
Giovanni Fattori: ’Garibaldi i Palermo. Det er Garibaldi til hest med den røde jakke/skjorte. Senere kommer betegnelsen ’rødskjorterne’, ganske som man i Tyskland fik ’brunskjorterne’ – de såkaldte SA-folk. Da de skulle uniformeres, købte man et stort parti af skjorter fra kolonitropperne i Afrika. Og fik dem billigt
I slaget ved Solferino den 24. juni 1859, hvor den østrigske hær blev slået, deltog Garibaldi som leder af ca. 9.000 frivillige. Han havde store planer: han ville samle Italien til ét land.
Det er et voldsomt ridt gennem historien, som Gert Sørensen tager læseren med på. Men igen noterer man det store overblik – og så denne prægnante sammenkædning af politisk historie og den kulturelle udvikling. Forfatteren har nøje udvalgt det billedmateriale, der understøtter/supplerer teksten fint.
Som nu dette billede, hvor man ser Italiens måske allermest dramatiske håndtryk. Det er på en fresco af Pietro Aldi fra 1886. Den befinder sig i Palazzo Pubblico i Siena. I venstre side ses rødskjorterne. Garibaldi er redet frem til kong Vittorio Emanuele II, der bag sig har de kongetro tropper. Håndtrykket symboliserer den pagt, der nu er indgået. Italien bliver en nationalstat med en konge som statsoverhoved.
Garibaldi udveksler håndtryk med kongen. Illustration fra bogen.
Næste træk blev at få en fælles hovedstad for nationen. Efter flere blodige sammenstød endte det med, at Rom stod med sejrens palmer. Der opstod store problemer med pavedømmet, der absolut ikke var villig til at afgive magt. Og den katolske kirke var stærk – den vogtede nidkært over italienernes sjæle. Og pave Pius IX bed fra sig – især efter den var blevet stækket. I 1864 udsendte han ”syllabus errorum”. Her tordnedes mod liberalisme, sekularisme, naturalisme, rationalisme, socialisme og marxisme. Disse var uforenelige med katolicismen, og enhver troende skulle ubetinget forkaste disse.
Gert Sørensen fremhæver ligeledes året 1874 – ”… efter at Kirkestaten endegyldigt var gået tabt, greb paven mere direkte ind i det politiske liv med sin ’non expedit’ der er latin for ’Det er ikke passende’. Siden enhedsstatens opståen i 1861 havde Kirken afvist valghandlingen og meldt ud, at en god katolik hverken var en vælger eller stillede op til at blive valgt”. (s.250).
Der kom gennem årene flere tiltag, men man må nok konstatere, at pavestolens magt krakelerede. Naturligvis med undtagelser. For egen regning kan jeg tilføje, at også dette er noget, der kan holde samtalerne i gang. Især efter pave Franciscus’ periode, hvor grebet om menneskene er løsnet endnu mere. På vores lokale taverna er der flere, der fremhæver, at præsters tilladelse til at blive gift, må komme med den næste pave. En af vejene bort fra børneovergreb.
Perioden frem til 1945 er voldsom – og det er ikke det letteste kapitel i bogen. Men man kommer igennem med fornemmelsen af at have været grundigt igennem det hele. Baggrunden for Mussolinis sortskjorter, fascismens modbydeligheder og de to verdenskrige, der ikke bød på de store militære sejre. Nærmest tværtom fristes man til at sige.
Det nye Italien 1945 til i dag
Det var et hærget Italien, der stod tilbage efter 1945. Et Italien der nødvendigvis måtte gennem store omvæltninger. Kongedømmet blev afskaffet, og republikken blev den nye statsform, efter at befolkningen havde stemt. I 1948 kommer så den nye forfatning, skriver Gert Sørensen, der giver læseren en grundig indføring i den nye statsform og dens opbygning.
Enrico De Nicola underskriver den nye forfatning den 27. december 1947 i Palazzo Giustniani. Den trådte i kraft den 1. januar 1948
Det unge Italiens historie er givet mere kendt af danskerne. Man fulgte rædslerne, da Brigate Rosse hærgede og i 1978 myrdede den tidligere premierminister Aldo Moro. Italienerne gav årene tilnavnet ’Anni di Piombo’ – blyårene. Den 2. august udløste den fascistiske ’Ordine Nuovo’ en terrorbombe på banegården i Bologna, der dræbte 85 personer, mens over 200 blev såret.
Det er interessant, at Gert Sørensen også behandler det syn på Mussolini og fascismen, der ikke er decideret negativt. Tilbage på Tavernaen noterer jeg, hvordan især den ældre generation opfatter Mussolini ganske positivt – og det er ikke bare, fordi togene var mere præcise i den periode!
Også Berlusconi-perioden tages under lup – dog med lidt huller.
På Piazza Augusto (bag Augustus’ mausoleum) finder man denne restaurerede inskription med Mussolinis navn nævnt. Det ville være yderst strafbart, hvis man i Berlin restaurerede en bygning fra Det tredje Rige, hvor Hitler ville være nævnt. (På følgende website kan man læse mere: artandobject.com med søgeordene: Fascist Archeology in Mussolini’s Rome)
Heller ikke denne forfatter kommer uden om Berlusconis seksualiserede verden. Men – det havde været interessant med en redegørelse for forholdet til operettediktatoren Gadaffi og den onde selv fra Moskva.
Ellers er bogen så tæt på 2024, som den næsten kan komme. Med dens grundige beskrivelser af den politiske situation, der ikke altid er lige let at gennemskue, af de politiske aktører, der så sandelig kan være meget farverige – spændende fra klovne til kluddermikler. Siden 2. verdenskrig har Danmark haft 39 regeringer. I samme periode har Italien haft over 65. Det siger nok også lidt om støvlelandets politiske stabilitet.
Gert Jørgensens ”Italia” er en dybt lærd bog byggende på en utrolig stor viden om og indsigt i Italiens historie, kultur og identitesproblematik. Men som nævnt flere gange er formidlingen fyldt med forhindringer, det kan være vanskeligt at kapere. Væbner man sig imidlertid med tålmodighed og sin pc er der faktisk rigtig meget at hente.
[Historie-online.dk, den 14. februar 2024]
