Dåbstøj - Kristenklæder
Af Inge Christiansen.
Dåbstøj. Kristenklæder er en indbydende bog i et dejligt stort format med farvebilleder. Den tager udgangspunkt i, at forfatteren har besøgt en række museer spredt rundt i landet og her undersøgt og registreret dåbstøj. Forfatteren har især besøgt og undersøgt dåbstøj på sjællandske museer, som ligger inde med de største samlinger af dåbstøj. Dragterne på museerne blev opmålt, tekstilbestemt, omsyninger og pynt blev vurderet og endeligt blev dragterne fotograferet. Dette blev sammenholdt med museernes - ofte mangelfulde - oplysninger. Undersøgelsen har sin hovedvægt på det kulørte dåbstøj, som blev brugt, før man gik over til de i dag så velkendte hvide dåbskjoler.
Der er ikke før lavet en landsdækkende undersøgelse af tidligere tiders dåbstøj, og da barnedåb endnu i dag er meget udbredt, og det bevarede kulørte dåbstøj på museerne er så forskelligt fra det nutidige, er en sådan undersøgelse og bogudgivelse absolut relevant. Bogen falder desuden fint i forlængelse af en række dåbstøjsudstillinger, der har været på de danske museer i forbindelse med flere gange prinsedåb i den danske kongefamilie.
Bogen indledes med et afsnit om dåbens historie fra Jesu tid og op til 1800-tallet. Dåbsritualerne har ændret sig meget gennem tiden. De første kristne blev døbt som voksne, hvor en vigtig del var, at de skulle bekræfte deres tro. Noget man måtte have faddere til, da man fra 300-tallet gik over til barnedåb. Den tidlige dåb foregik ved hel neddypning, og her kunne man gå over til nogle mindre kar, da man gik fra voksen- til barnedåb. Man kender ikke detaljerne i det tidlige dåbstøj, men det var hvidt, som vi kender i dag. En anden ændring skete, da man omkring år 1600 gik fra hel neddykning af barnet til blot en overøsning med vand til gavn for de små børns skrøbelige helbred. En del af oplysningerne til denne del af bogen stammer fra historikeren Troels-Lund, som forfatteren, lidt ærgerligt, konsekvent både i brødtekst og noter omtaler som Troels Munk. Forfatteren benytter sig desuden flere gange af selvoplevede eksempler i stil med: ”I min egen familie.. eller en præst fortalte mig…” – noget som bogen havde været bedre foruden.
Efter dette følger et afsnit om nogle af tidligere tiders skiftende opfattelser af børn: I 1600-tallet blev Børnehuset oprettet i København, hvor forældreløse og omstrejfende børn blev oplært til at indgå i tekstilindustrien. Det ændrede børnesyn i 1700-tallet, hvor børn som følge af oplysningstiden skulle opdrages til et mere naturligt liv bl.a. ved, at moderen selv ammede barnet og, at det ikke blev svøbt. Endelig et kort beskrivelse af livsvilkårene for 1800-tallets arbejderbørn. Det kan undre lidt, at afsnittet om barnesynet i 1800-tallet udelukkende handler om arbejderspædbørn, der blev sat i pleje ofte med døden til følge, da dåbstøjet fra samme periode hovedsagelig kommer fra den bedrestillede landbefolkning, der levede under andre vilkår. Her hænger bogens dele ikke helt godt sammen.
Herefter handler resten af bogen - og det er hovedparten - om selve dåbstøjet. Forskellige stoftyper optræder i dåbstøjet; især silke, men også uld, bomuld og hør har man syet dåbstøj i. Forfatteren har besøgt Museé des Tissus i Lyon, hvor hun fandt et bestemt silkestof, der blev vævet i Lyon mellem 1790 og 1792 som vægtapet. Det samme type stof, blot i en anden farvekombination, havde hun observeret på danske dåbsdragter. Ikke at der som sådan er noget overraskende i det – Lyon var hovedcenter for silkestofproduktionen i Europa på dette tidspunkt – men at kunne bestemme et enkelt stykke stof helt præcist underbygger formodningen om, at stofferne kom fra Lyon. Men selv om det lykkedes fx i dette tilfælde at fastslå et stofs alder ret præcist, er der stadig lang vej til at fastslå alderen for det gamle dåbstøj. Dåbstøj blev nemlig gerne syet langt senere end stoffets alder, da det var genbrugsstof, der havde været brugt til andre ting først fx som fin selskabskjole. Når denne ikke længere blev brugt, kunne dele af den bruges til dåbstøj. Et fint stykke silkestof kunne således ligge mange år efter sin fabrikation, før det endte sine dage som dåbstøj.
Forfatteren inddeler dragterne i typer og opstiller disse typer efter alder. Men de forskellige typer af kristentøj kunne optræde og fremstilles samtidig, så det kan være svært at tidsbestemme ud fra typen. Der er dog andre ting at tidsbestemme dåbstøj efter. Fx følger dåbstøjet på nogle områder voksenmoden. De små dåbstrøjer kan fx være syet efter den skiftende mode i kvindetøjet. Eller man kan tidsbestemme efter pynten, der er sat på. Dåbstøjet følger også andre ”moder”, fx det fremherskende syn på børn. I overgangen fra 1700 til 1800-tallet gik man efter inspiration af bl.a. den franske filosof Rousseau, om at børn skulle opdrages til et naturligt liv, efterhånden bort fra at svøbe børn. I første omgang kom armene fri af svøbet, og det gjorde, at man nu satte ærmer i dåbstøjet eller lavede dåbstrøjer. Når man kom længere op i tid, ændrede dåbstøjet sig yderligere til forskellige former for kulørte kjoler og uld, og især bomuld fik en mere fremtrædende plads. Fra begyndelsen af 1800-tallet kom de hvide dåbskjoler frem, og 100 år efter havde hvide dåbskjoler udkonkurreret det kulørte dåbstøj. Man er så på sin vis tilbage, hvor dåbstøjet startede, ved den hvide farve.
Bogen fungerer bedst, når det handler om det bevarede dåbstøj. Her giver den ny viden ved, at man samlet kan beskue dåbstøj fra mange egne af landet og, at det er analyseret. Forfatteren har vist forskellige måder at forsøge at tidsbestemme tøjet – noget der ikke er enkelt. Forfatteren viser desuden, at man ikke i dåbstøjet kan tale om egnsdragter, da alle modeller findes i hele landet. Men nogle modeller har været mere populære nogle steder i landet end andre steder, og dermed kan man tale om en dominerende egnsmodel.
