Første Verdenskrig 1914-1918 og Den store krig - Europæernes Første Verdenskrig

Af Lektor, cand. mag. Vigand Rasmussen

Mens snart sagt hvert eneste lille slag i Anden Verdenskrig har været udsat for grundige bogværker, hvoraf en vældig stor del også er udkommet på dansk, har der været lidt mere stille omkring Første Verdenskrig på det danske bogmarked i modsætning til f.eks. den engelsksprogede verden, hvor interessen for Den store krig blussede op i 1960’erne med nogle vægtige værker til følge.

Men i forbindelse med det lidt skæve jubilæum i 2004 har den første krig fået noget af et come back i de danske boglader, dels i form af store illustrationstunge bøger som H. P. Willmotts ’Første Verdenskrig’, dels i form af grundige undersøgelser af enkeltbegivenheder som Margaret MacMillans fremragende bog ’Paris 1919’ og Michael Jürgs noget oppustede værk om julefreden på Vestfronten i 1914.

På det seneste er der imidlertid udkommet to bøger, som bør være selvskrevne på ønskesedlen hos de mange, der interesserer sig for historie.

Wilson & Priors bog, hvis danske udgave er i de bedste hænder hos en af vore førende militærhistorikere, Hans Chr. Bjerg, lægger mest vægt på den militære synsvinkel. Alligevel er det første afsnit om krigens forudsætninger ganske interessant læsning, thi her ruskes der alvorligt i tidligere forklaringer på krigens komme lige fra Lenins imperialismeteori til A.J.P. Taylors fejlteori. I stedet skal man ifølge de to historikere kortlægge det net af alliancer m.m., som beslutningstagerne er viklet ind i og tilsætte det en villighed hos masserne til krig, hvilket er fundamentet for de valg, som en lille gruppe ledere beslutter sig for uden synderlig tanke for de katastrofale konsekvenser, hvis man tog fejl. Dermed er Wilson og Prior på linie med Richard F. Hamilton og Holger H. Herwig, som i deres ’The Origins of World War I’ gjorde godt og grundigt op med de tidligere teorier om årsagerne til den store krig.

Derefter går bogen i krig på den måde, at hvert krigsår får et kapitel, hvor der indledes med en gennemgang af krigsplanerne for det pågældende år, hvis krigeriske handlinger gennemgås på god og grundig vis tilsat et fornemt illustrationsmateriale (på s. 36-37 er det dog lidt irriterende, at kortene viser situationen på Vestfronten, mens selve teksten på de to sider foregår på Østfronten), og sluttelig vurderes årets begivenheder i forhold til de udstukne planer. Det er en fremgangsmåde, som er med til at give læseren et godt overblik over de brogede begivenheder i denne krig.

Det afsluttende kapitel om fredsslutningerne gør op med opfattelsen af, at den idealistiske amerikanske præsident Wilson blev kørt over af de mere barske franske og engelske ledere Clemenceau og Lloyd George. Tværtimod fremfører Wilson (altså historikeren) og Prior, at den amerikanske præsidents fjorten punkter i høj grad kom med i fredsbestemmelserne og fik betydning i stormagtspolitikken frem mod den næste krig.

Bogen har nogle udmærkede udenomsværker i form af korte biografier over krigens væsentligste persongalleri, ligesom en grundig tidstavle giver mulighed for at få et overblik over begivenhederne.

Mens Wilson og Priors bog holder sig til den militærhistoriske vinkel på krigen, så er der et noget større vingesus over den danske historiker Nils Arne Sørensens brag af en bog om Den store Krig.

Det første kapitel om vejen til krigen slutter faktisk med samme konklusion som de to førstnævnte historikere og en afvisning af f.eks. Lloyd Georges ’glidebaneteori’, som blev fremsat i 1920.

Derefter gennemgås krigens gang på en fin og varieret måde, hvor våbentekniske oplysninger, udsagn fra folkene i skyttegravene, generalernes planer m.m. væves sammen til en medrivende fremstilling af krigens rædsler tilsat historikeres vurderinger af begivenheder og personer. Eksempelvis karakteriserede en tysk historiker den østrig-ungarnske øverstbefalende som en mand, ’hvis realitetssans fra krigens begyndelse var overordentlig indskrænket’ (s. 108). Nils Arne Sørensen krydrer tillige med egne vurderinger, der både er præcise og rammende.

Med jævne mellemrum stilles helt centrale spørgsmål, som f.eks. på side 184 i forbindelse med et afsnit om soldaternes forhold, hvor der spørges ’hvor frygtelig var krigen i grunden ?’ Spørgsmålet følges af et afsnit, hvor forskellige historikeres teorier diskuteres og forklaringer som at ’mænd simpelthen kan lide at slås og slå ihjel.’ præsenteres og vurderes, indtil forfatteren sluttelig når frem til en nuanceret konklusion.

Afsnittet om hjemmefronten indledes med en drøftelse af begrebet ’den totale krig’, som trods Goebbels´ anvendelse af det under den anden verdenskrig, faktisk stammer fra den første krig.

Derefter skildres sider af hjemmefronten som forsyningen af mad, kvindernes rolle under krigen, propagandaen, ja selv legetøjsindustrien omtales. Her producerede man naturligvis  krigslegetøj, men i Tyskland vendte Märklin-fabrikken dog tilbage til den mere fredelige modeljernbaneproduktion i krigens sidste år.

Efter at have beskrevet krigen frem til våbenhvilen den 11. november 1918 belyser forfatteren på godt tre sider, hvorfor Tyskland tabte krigen. Her gøres op med opfattelsen af, at Tyskland tabte krigen mere end det var de allierede, der vandt den. Punkt for punkt påvises, at Tyskland blev tvunget til at tabe, og at centralmagternes hære i krigens sidste 100 dage led det ene nederlag efter det andet. Dermed punkterer Nils Arne Sørensen også dolkestødsforklaringen, som han med rette siger var uden hold i virkeligheden. Det var en legende.

Bogens sidste del domineres af et vægtigt afsnit om tiden mellem 1919 og anden verdenskrig med en medrivende gennemgang af diskussionen om forbindelsen mellem de to krige, og fortællingen om, hvorledes den første verdenskrig levede videre i de mange mindesmærker, som begge sider af fronten satte op i tiden efter krigen.

Nils Arne Sørensen har skrevet et monumentalt værk om den første verdenskrig, hvor krigens barske gang ved fronten blandes med inddragelse af film, litteratur (det er længe siden, jeg har læst et historisk værk med så megen poesi gengivet), musik (selv Beatles’ Penny Lane omtales ), malerier m.m. Det er med til at få bogens sider til at boble af viden, indsigt og diskussioner uden at overblikket på noget tidspunkt forsvinder. Det er mageløst.

Illustrationerne er i forhold til visse udenlandske publikationer behageligt neddæmpede. Der er de relevante kort, en passende portion skyttegravsbilleder og ikke mindst en fin serie billeder af krigsmindesmærker fotograferet af forfatteren selv.

Nils Arne Sørensens bog om Den store Krig er en af de bedste, ja nok den bedste bog om første verdenskrig, som undertegnede har læst, også selv om Barbara Tuchmans klassiker ’Kanonerne i august 1914’ underligt nok ikke er nævnt i den ellers fyldige litteraturliste.