Hew Strachan: Første Verdenskrig
Af Nils Arne Sørensen, professor, Syddansk Universitet
Denne bog blev skrevet i tæt sammenhæng med en stor tv-serie om krigen i 2002, hvor Strachan, der er professor i krigshistorie ved universitetet i Oxford, var historisk konsulent. Bogen ”skygger” serien (eller omvendt – det er lidt uklart, hvad der kom først) og er som denne opbygget i ti afsnit. Har man set serien (og det er ikke svært at komme til: DRK har sendt den flere gange), er det imidlertid meget klart, at mens den overordnede struktur er identisk, så er bog og serie forskellig i sin fortælleteknik. Serien udnytter med stort held en lang række øjenvidneudsagn til at skabe dramatik i billedfortællingen, mens Strachan i bogen anlægger et langt mere overordnet perspektiv. Hovedvægten er klart lagt på krigens politiske og især militære historie, hvor krigen både ses fra generalernes og (i mindre grad) politikernes perspektiv, og hvor der også gøres meget ud af krigens konkrete forløb på slagmarkerne. Som det er almindeligt i populærhistoriske værker antager Strachan i sin behandling af krigen rollen som alvidende fortæller, hvilket i nogen grad slører, at Strachan undervejs faktisk positionerer sig i en række historiografiske debatter.
Bogen er klart skrevet for et britisk publikum. Det er meget tydeligt i indledningen, som for ikke-briter kan virke en kende indforstået. Men generelt er Strachans bevidste opgør med den dominerende britiske udlægning af krigen med til at gøre bogens fremstilling læseværdig også uden for Storbritannien. Hvor krigen i en britisk optik har det med at blive reduceret til vestfront med mindre udblik til (typisk) Gallipoli og søkrigen, så giver Strachan god plads til krigen på de øvrige europæiske fronter og krigen uden for Europa. Strachan ser også systematisk krigen fra de forskellige krigsførende magters perspektiv. Man er i mere end kompetente hænder, når Strachan gennemgår de forskellige kampagner – i Afrika, Mellemøsten, Serbien, Østeuropa og selvfølgelig også på vestfronten. Han skriver godt og præcist om forholdet mellem politik og militær ledelse i de forskellige krigsførende magter, og man får også en fin og nuanceret fremstilling af, hvorfor det var vanskeligt at bryde stillingskrigen – her er Strachan tydeligt tilhænger af tesen om hærledelsernes læringskurve, men viser også at den længe var forholdsvis flad (og hvorfor den var det). At krige ikke kun afgøres på slagmarker, men at det også handler om ressourcer og effektiv udnyttelse heraf, er naturligvis også med i fremstillingen. Til gengæld er hans behandling ganske summarisk, når det drejer om krigen set fra soldaternes perspektiv og om livet bag fronterne, mens fredsafslutningerne og krigens virkningshistorie bliver afregnet på mindre end 10 sider.
Alt i alt er Strachans bog et oplagt valg, hvis man vil have en militærhistorisk introduktion til krigen. Ved siden af det høje faglige niveau er den både veloplagt og velskrevet, selv om sjuskefejl i oversættelsen kan give småskår i læseglæden.
