For Danmarks Ære

Af Henning Lyngsbo

Der er ingen tvivl om, at de fleste af de danske statsborgere, der opholdt sig udenfor Danmarks grænser d. 9. april 1940, blev noget beskæmmede over, hvor let tyskerne kunne tage landet i sin besiddelse. Beskæmmelsen øgedes i takt med nordmændenes demonstration af sand modstandsvilje. Udlandets dom var nådesløs. Danskerne var et fejt og nazivenligt folkefærd.

Det er virkningerne af denne ydmygende karakteristik, forfatteren Jakob Sørensen fokuserer på i sin bog om danskere i allieret tjeneste under 2. verdenskrig. Bogen er en bearbejdet udgave af Jakob Sørensens ph.d.-afhandling, som blev forsvaret på Københavns Universitet i februar 2009.

Afhandlingen er blevet til gennem de forudgående 3 år. Under optimale forhold må man sige, idet forfatteren fik fuld løn i disse 3 år for at kunne arbejde med dette emne. Forfatteren er museumsinspektør på Frihedsmuseet. 

Min første tanke, da jeg læste introen til bogen, var, at det kunne da ikke passe, at det var første gang en samlet historie om danskere i allieret krigstjeneste blev fortalt. Men ved nærmere eftertanke og et gennemsyn af såvel min egen bogsamling som forfatterens litteraturoversigt gjorde mig lidt klogere. Og efter at have læst bogen har jeg fået et godt billede af disse danske krigeres forskellige vilkår, følelser, motiver og handlemåder. Andre forfattere har i et rimeligt antal beskæftiget sig med danskere i allieret krigstjeneste, herunder de såkaldte krigssejlere, men deres omtale har ”kun” været som enkelthændelser eller oplevelser supplerende disse forfatteres hovedintention med det konkrete bogprojekt.

Jakob Sørensens bog helliger sig ubetinget ét formål: at give et generelt billede af vilkår og muligheder for danskere, der af den ene eller anden årsag opholdt sig i udlandet, da Danmark blev besat.

Målgruppen for forfatterens bog var de hen ved tusind danskere, der i løbet af krigen frivilligt meldte sig til de allierede styrker. Der var nogle danskere, der ikke fik opfyldt deres ønske om frivillig tjeneste. Ligesom mange danskere, der nok blev godkendt og iklædt de respektive allierede landes uniformer, men aldrig blev sendt i kamp, måtte leve under den heraf opståede frustration..

Jakob Sørensen har i sin research – som primært omfatter England - stødt på mange eksempler på frustrerede danskere, der brændende ønskede at kæmpe for Danmarks frihed og ære, men som ikke fik lejlighed hertil. Der var flere årsager hertil, men Jakob Sørensen fremhæver dog én årsag som den formentlig væsentligste. Nemlig den måde rekrutteringen af danskere til Royal East Kent Regiment – The Buffs – og den følgende militære tjeneste blev praktiseret på.   

Bogen indeholder mange dramatiske eksempler på, hvordan frustrationerne kom til udtryk. Mange blev vrede på lederen af rekrutteringskontoret i London, kaptajn Werner Michael Iversen. Og han sad da også i en ubehagelig dobbeltstilling. På den ene side skulle han tale godt for rekrutteringen af danskere. Målet var at få oprettet en enhed i The Buffs på eksempelvis bataljonsstørrelse, og som udelukkende bestod af danskere. På den anden side ønskede det britiske War Office ikke at sende danskerne fra The Buffs i kamp. Dette til trods for, at regimentet i stort og kontinuerligt omfang sendte sine andre enheder til fronttjeneste. Der kom dog med tiden en åbning for de soldater, der enten ønskede forflyttelse til civil søfartstjeneste som sømænd eller til specialstyrker som commandosoldater .

Tilgangen af danskere til The Buffs blev aldrig særlig stor, og da afgangen af frustrerede soldater, der havde søgt om overførsel til anden tjeneste, var ret udtalt, lykkedes det aldrig at komme op på et tilstrækkeligt antal soldater, der kunne udgøre en homogen dansk kampenhed. I krigens sidste to år, og især efter D-dag blev de danske soldater i The Buffs dog sendt til fronten, især den italienske.

At kaptajn Iversen i stigende omfang havde kontakt med briternes hemmelige organisation SOE, gjorde hans stilling endnu vanskeligere. Og det er næppe forkert, når bogen mere end antyder, at formålet med rekrutteringen til The Buffs i virkeligheden var at finde egnede faldskærmsagenter til rådighed for den danske afdeling i SOE.

Det er vel forståeligt, at kaptajn Iversens samarbejde med Det Danske Råd blev vanskeligt og problematisk, når eksempelvis formanden for Rådet, John Christmas Møller ønskede åbenhed og viden om rekrutteringsforløbet m.m., men altid blev mødt med security-indvendinger fra Iversen.  

På den anden side forstår man også Iversens betænkeligheder, for Christmas Møller kunne ikke holde på en hemmelighed. Briterne betragtede ham faktisk som en sikkerhedsrisiko. Det er alle disse konflikter og problemer Jakob Sørensen afdækker i sin bog. Det er spændende læsning med inddragelse af et stort persongalleri af danskere i udlandet. Om samarbejde og modarbejde. Om mangelen på en egentlig eksilregering eller i det mindste en officiel anerkendelse af Det Danske Råd som repræsentant for Danmark. Om den danske ambassades lydhørhed overfor den danske regering og dens samarbejde med tyskerne.  Om det voksende og intensiverede samarbejde med de allierede, især de britiske.

Men Jakob Sørensen har også en anden mission, idet han – og andre – mener, at danskere i allieret tjeneste måske ikke har fået den plads i Danmarks historie, som de fortjente. Det er modstandsbevægelsen, der indtil i dag har fået langt den største omtale. Det er modstandsbevægelsen, der huskes.

Men de hen ved 1000 danskere i allieret krigstjeneste og de ca. 6000 krigssejlere gjorde en forskel.

De blev i allerhøjeste grad i løbet af krigen værdsat af deres allierede. Med denne bog har Jakob Sørensen fortalt om danskere i allieret tjeneste og om en indsats, som af indlysende grunde bør værdsættes på mindst lige fod med modstandsbevægelsen.

Man kan med rette spørge, om modstandsbevægelsen havde fået det kendte omfang, hvis ikke det var for danskere i allieret tjeneste, der havde ydet en ganske omfattende støtte bl.a. i nedkastninger af faldskærmsagenter og materiel i form af våben, sprængstof m.m..

Men uanset om hjælpen til modstandsbevægelsen måske var en conditio sine qua non, var det samlet set kun en lille del af det danske personel, der var beskæftiget hermed. Størsteparten deltog i kamphandlingerne såvel i som udenfor Europa, hvilket da også fremgår af bogens tabsstatistik. Rundt omkring i Europa findes der gravstene og krigsmonumenter med de faldnes indgraverede  navne. Mindesmærker rejst og bekostet af allierede magter eller deres soldaterorganisationer. Danske navne er indgraverede på lige fod og sammen med deres allierede kammerater. De havde alle en fælles sag – bekæmpelsen af nazismen – men for danskerne var det samtidig en sag om Danmarks ære. Jakob Sørensens bog er derfor en kærkommen øjeåbner for mange. Især næste generations historieskrivere og for den sags skyld også andet godtfolk i ældre generationer med sans for den historiske retfærdighed.