Arkæologi på havbunden
Af Benny Staal, arkæolog cand.mag.
Bogen ”Arkæologi på havbunden” er skrevet af dykker og amatørarkæolog Hans Dal. I alt 148 velskrevne sider, inkl. illustrationer, i et handy format, indledes med nogle generelle bemærkninger fra forfatterens side. Her beskrives dykkerarkæologiens historie i Danmark, dens besværligheder i forhold til arkæologiske udgravninger på land og naturligvis især projektet i Tybrind Vig, der blev foretaget over 10 år, og var det første egentlige arkæologiske udgravningsprojekt under vand herhjemme. Som læser bemærkes udsagnet side 8: ”Det er mit håb, at jeg med bogen kan være med til at give andre interesserede et indblik i, hvordan en undersøisk bopladsudgravning kan foregå”. Her ytrer forfatteren nemlig to vigtige ting; dels ”forventningens glæde” til læseren, dels ”beskedenhed”, hvilket det lille ord ”kan” vidner om. For bogen er ikke en facitliste så meget som en vejledning i dykkerarkæologiens mange faldgruber. Efter endt læsning må det erkendes, at forfatteren indfriede sit håb.
Rent historisk set er der kun ganske få fagarkæologer, der tidligt beskæftigede sig med arkæologi under vand. En af de første var arkæolog Therkel Mathiassen, der via ugebladet ”Hjemmet” blev inddraget i Tybrind Vig fundene allerede i 1957. Dengang havde bonden, der boede ud til kysten i Tybrind Vig, fra 1940’erne og frem, fundet adskillige interessante oldsager af flint på stranden. Der blev iværksat en konkurrence i ugebladet om, hvem der kunne finde Danmarks ældste boplads under vand. Tybrind Vig kom ind på en andenplads. I 1970 blev stedet ”genfundet” af bogens forfatter ved et tilfælde under et rekognosceringsdyk - selv om det ikke var helt samme sted i fjorden - en fascinerende fundhistorie fremlægges og betydningen rent forskningsmæssigt har vist sig særdeles vigtig i udforskningen af de sidste perioder af jægerstenalderen, kongemose- og ertebøllekulturen. Efter erkendelsen af Tybrind Vig-fundets store potentiale, gik dykker- og fagarkæologer sammen for at lægge en anvendelig og givtig strategi, hvilket i 1976 også medførte etableringen af ”Marine-Arkæologisk-Gruppe”.
Efter kontakt til Søren H. Andersen fra Forhistorisk Arkæologisk Institut ved Århus Universitet på Moesgård samt andre fagfolk, tilegnede dykkerne sig et godt kendskab til oldsagsinventar, udgravningsmetoder, målesystem, opmåling/tegning og anden dokumentation etc. Og alt dette skete på frivillig basis, hvilket må siges at være en imponerende indsats for dansk arkæologi, der vist aldrig har været forvænt med for mange midler rent økonomisk. Men også her viste dykkerarkæologerne sig anvendelige, ikke bare til at ”arbejde gratis” (ingen andre kunne jo overtage de funktioner, end dykkere), men også at have været med til at låne udstyr forskellige steder samt at skaffe sponsorer til den daglige drift. I modsætning hertil, var det fagarkæologerne, der forestod den økonomiske side af de videnskabelige dele af undersøgelserne, om hvilke resultater man kan læse i Søren H. Andersens store monografi fra 2013, Tybrind Vig Submerged Mesolithic settlements in Denmark.
Bogen igennem får læseren en minutiøs, og en med næsten militær præcision, gennemgang af hvad der skal til ved undervandsundersøgelser, ligesom hvad der kræves af udstyr og andet i en ”udgravningslejr”, der skal fungere i nogle uger af gangen. Her er intet overladt til fantasien, hverken i det virkelige liv i Tybrind Vig lejren, eller fortalt af Hans Dal i bogen. Samtidig drages dykkernes erfaringer, der afstedkom ændringer af udstyr og metoder, ind. Man bliver præsenteret for alle tænkelige besværligheder og uforudsete hændelser, hvoraf sidstnævnte blandt andet er vejrliget. De dele af bogen anser anmelder for at være en vejledning, der kan følges slavisk ved fremtidige undervandsundersøgelser. Så går man ikke helt galt i byen. Et andet problem, der naturligt bliver berørt, er hvorledes naturen selv kan destruere havbunden ved for eksempel når ålegræs forsvinder af sig selv… eller er dette i virkeligheden et menneskeskabt problem? Vi ved det ikke, men til gengæld ved vi, at når ålegræsset forsvinder fra et område, så slides havbunden ekstra meget, og dermed de stenalderbopladser, der var beskyttet af ålegræssets fæste på havbunden.
Organisatoriske overvejelser på undersøgelser bliver gennemgået, både de logistiske og de mere praktiske; for eksempel hvem, der skal dykke med (hvem) og hvilke kvalifikationer, der kræves, ligesom hver mand har og skal have sin specifikke opgave på et givent tidspunkt i og under udgravningerne. Her spiller sikkerhedshensyn nemlig også ind.
I bogen er en arbejdsdag under vand beskrevet på fineste vis. Her kommer læseren næsten med ned under vandet. Man får såvel fornemmelse af at grave med, som indsigt i fundinventaret, der som bekendt er unikt, idet organisk materiale også er velbevaret. Også nødudgravning og redning af en velbevaret stammebåd i 1993, får en speciel omtale. Her demonstrerer dykkerarkæologerne betydelig indsigt i hvorledes sagen skal gribes an, oven i købet under ekstrem vanskelige vilkår i november måned. Også dette projekt lykkedes til fulde.
Mange andre sider bliver omtalt, som for eksempel skovhugst under vand med sprængstof og sav, dendrokronologi, specielle anlægstyper og gravform. Alt fortalt meget neutralt og seriøst, ja selv omtale af overvågninger af stenalderbopladser specifikt og generelt ligger på linje hermed. Men selv om det ikke bliver sagt direkte, ligger der en skjult kritik af dansk arkæologi og prioriteringer i bogen. Kritikken er velkendt. Det drejer sig om penge - eller rettere manglen på penge. For al arkæologisk virksomhed er dyr, og den bliver ikke - sikkert derfor - prioriteret helt fair set i lyset af, at det som oftest er absolut sidste udkald for at redde et fortidsminde.
Fortidsminderne under vand har mange fjender, hvilket også pointeres i bogens sidste afsnit. Det er godt, for det kan ikke siges for ofte. Alt for meget går tabt, hvis vi bare lukker øjnene eller kigger den anden vej. Det gælder under, som over vand.
Hans Dal summerer op i bogens sidste afsnit. Her ligger også en camoufleret kritik af dansk arkæologi, der ifølge ham ikke tager problemerne alvorligt nok. Som eksempel bruger han fundet af en hel paddelåre – et argument man ikke kan argumentere imod på nogen seriøs måde, naturligvis. Blandt andet, mener han, skulle dykkerarkæologerne have lov til ubegrænset at hive i land, hvad hives i land kan, af oldsager, der alligevel vil gå tabt på grund af ydre omstændigheder, der ødelægger bopladserne. Problemet er blot, at der heller ikke her er midler til for eksempel konservering af organisk materiale. Og indsamling af mængder af flintoldsager, for eksempel, vil ikke yde det samme videnskabelige udsagn, som genstande fremkommet ved egentlige undersøgelser, hvor alt bliver indmålt i tre dimensioner m.v. Det vil blot bidrage til større eller mindre samlinger af oldsager i amatørarkæologers private hjem, med fare for at proveniens efterhånden går helt tabt. Men man kan med rette sige, at atter påpeges her et økonomisk problem afstedkommet af manglende politisk vilje. Hans Dals sammenligning med landjordens detektorfolk holder dog ikke helt, idet metalfund som oftest kategoriseres som danefæ, hvilket genstande af sten sjældent gør. Hertil kommer, at man via GPS meget lettere kan få en nøjagtig indmåling for en given genstand på landjorden… noget Hans Dal selv gør opmærksom på, er noget mere besværligt og omstændeligt under vand.
Hans Dal oplister på side 137 lærdom fra Tybrind Vig udgravningerne. Det er vise ord, der med fordel skal følges. Tak til en af Danmarks dygtige dykkerarkæologer, der således deler gavmildt ud af mange års erfaringer og samtidig giver forslag til retningslinjer fremadsigtet. Det har vi god brug for i dansk arkæologi.
”Arkæologi på havbunden” er skrevet i et let forståeligt sprog, så alle kan være med – oven i købet på underholdende vis. En rødspætte ved navn ”Olfert” og ”den lokale gummistøvlearkæolog ved Gamborg Fjord” er et par eksempler på et humoristisk islæt. Bogen skal læses af den interesserede amatørarkæolog, og her naturligvis dykkerne, men alle andre vil også have glæde af den – og helt sikkert blive grebet af ”den gode historie”. I folkeskolen vil bogen givetvis yde et vigtigt bidrag i undervisningen af jægerstenalderen. Arkæologistuderende og fagarkæologer vil ligeledes få glæde af bogen – især inden man går i gang med de store monografier af Søren H. Andersen om netop Tybrind Vig og Ronæs Skov etc. For ”Arkæologi på havbunden” giver den ekstra dimension, at man får fornemmelsen af at have været med under vandet og dermed også en bedre forståelse for frembringelsen af genstande og anlæg samt fundhistorien.
Bagerst i bogen forefindes et kort noteapparat og en fyldestgørende litteraturliste. Hertil tre vigtige bilag; Hvem der støttede, hvem der deltog og en såkaldt ”Årskalender”, hvori er opridset de vigtigste begivenheder gennem de mange år, undersøgelserne stod på. Billederne i bogen stammer fra en tid, hvor digital fotografering endnu ikke havde fundet vej til alle. Derfor er nogle af billederne lidt grovkornede - sikkert også via scanninger af papirbilleder. En del billeder er tillige i sort/hvid. Men det gør slet ikke noget i en bog, der handler om undervandsaktiviteter, da billeder under vand er svære at få knivskarpe i forvejen. Herved hænger billedsiden i bogen godt sammen, og vi kan glæde os over, at sågar undervandsoptagelserne er tydelige.
Bogen er en fin repræsentant for både dykkerarkæologien, som for hvor vigtig amatørarbejdet i arkæologien har været og forhåbentligt vil være i mange år fremover. Uden disse ildsjæle med dykkermasker og iltbeholdere, var meget jo gået tabt, og vi ville være et fattigere land på viden om nogle af vore ældste kulturer.
