Cæsar - En biografi
Af Elisabeth Windmüller, cand.mag.
Da jeg fortalte min udmærkede svoger, at jeg skulle anmelde denne bog, udbrød han: ”Alle ved jo hvem morderen er, hvorfor så gå i gang med en bog på 600 sider?” Og på sin vis har han jo ret; er der ikke skrevet tilstrækkeligt om Cæsar og romerriget gennem tiden? Det er der måske nok, men denne bog har absolut sin berettigelse – 600 sider eller ej. Her må jeg straks indrømme at jeg ikke tidligere har læst særligt meget om denne historiske epoke, ej heller om Cæsar, hvorfor jeg læser Adrian Goldsworthys værk som interesseret lægmand (der hovedsageligt har stiftet bekendtskab med Cæsar i Asterix-albummene og latintimerne i gymnasiet). Og som en sådan læser er jeg ganske tilfreds med bogen.
Goldsworthy, der er ph.d. i historie fra Oxford University og bl.a. har skrevet bøgerne The Roman Army at War 100 BC-AD 200 (1996) og Roman Warfare (2000), skriver i sin indledning, at formålet med bogen er ”at undersøge Cæsars liv på dets egne præmisser og placere det solidt i sin sammenhæng, som er det romerske samfund i det 1. århundrede f. Kr.” (side 13). Fokus i bogen ligger på, hvad Cæsar gjorde og på at forsøge at forstå, hvorfor og hvordan han gjorde det.
Og læseren føres sandelig grundigt rundt i Cæsars samtid og nære miljø; der gives et spændende indblik i livet i den romerske republik. Der gås i detaljer med mange emner, først og fremmest redegøres for det politiske system og hierarki, som er forudsætningen for republikkens eksistens. Men man præsenteres også for ritualer omkring fødsler, den religiøse side af samfundet samt slægternes opbygning og familiens betydning for den enkelte (mand) og samfundets opretholdelse. Måske får man lidt for mange oplysninger om dette og hint, ikke at de ikke er interessante og relevante, men det går ind i mellem lidt trægt med at komme til sagen, altså Cæsar. Måske lider Adrian Goldsworthy også af en vis grad af ”akademisk begejstring”, hvilket absolut ikke er negativt ment, det skal forstås som den tilstand en forsker befinder sig i, når der bare er så meget interessant, man gerne vil have med. Det er selvfølgelig vigtigt med den historiske kontekst, og bogen fungerer udmærket som introduktion til det romerske samfund, men nu hedder den altså ”Cæsar”. Faktisk synes jeg, at bogens hovedperson forbliver noget diffust portrætteret, dette skyldes vel til dels at kilderne er sparsomme med mere personlige oplysninger om Cæsar. Hvilket jo er naturligt og forståeligt, og vel også altid et problem og en svaghed, når man forsøger at komme ind på livet af en person, som levede for flere tusind år siden. At der, trods alt, alligevel er så forholdsvis rige kilder, en del endda ret tætte på begivenhederne rent tidsmæssigt, er egentlig utroligt de mange år taget i betragtning.
Personligt har jeg ikke noget problem med alle detaljerne og ”sidespringene”, men hvis man forventer hard core Cæsar og krig fra side 1, så bliver man nok noget skuffet. Til gengæld vil man, hvis man hænger på så længe, få rigeligt med krig og politiske intriger sådan ca. 200 sider inde i bogen. Her er det så også, jeg begynder at tabe tråden, for der er ufatteligt mange personer, titler og embeder samt, ikke mindst, rejser og slag at holde styr på. Man får dog hjælp af tidstavlen bagerst i bogen samt af diverse kort, som bringes løbende. Som bogen skrider frem overtager krigshistorikeren Goldsworthy i høj grad. Men, det er jo sådan set også hovedsageligt som krigsherre, vi kender Cæsar. Man snydes dog ikke for beretninger om Cæsars mangfoldige erotiske erobringer – heller ikke hans forhold til Kleopatra. I det hele taget fremstår hovedpersonen som noget af en laps og kvindebedårer med hang til pomp og pragt og – ikke mindst – magt. Dog var han absolut en dreven hærfører og kunne til tider vise forbavsende mildhed overfor sine fjender – hvilket han ikke selv lagde skjul på.
Hvad der drev Cæsar diskuteres stadig; var det rent magtbegær og personlig vinding eller var han nyskabende som politiker og diktator (hvilket blev hans sidste embedstitel i en lang række)? Goldsworthy lader det stå åbent, men gør opmærksom på, at verden jo ikke fik set afslutningen på Cæsars ”værk”, måske havde han flere vidtrækkende planer for det nye kejserrige, da han blev myrdet i år 44 f. Kr., 56 år gammel.
Og hvem var morderen så? Det var den nok så berømte Brutus (som ikke var Cæsars søn, men søn af en tidligere elskerinde), der gav ham det dødelige knivstik, men det var en mand ved navn Casca, der indledte angrebet på Cæsar. Både Brutus og Casca var dog en del af en større sammensværgelse og handlede på foranledning af omkring 60 senatorer.
Det kunne der skrives meget mere om, og det bliver der nok også i fremtiden, men indtil da er Adrian Goldsworthys bog at anbefale. Der er tale om et gedigent historisk værk, som dog kræver en vis indsats at læse på grund af den overflod af oplysninger, læseren præsenteres for. Men, overordnet er Cæsar. En biografi udmærket formidling af et såre mangfoldigt liv fortalt i et godt og tilgængeligt sprog.
