Danefæ

Af arkæolog cand.mag. Benny Staal

Dronning Margrethe den II blev i anledning af 70-års dagen i år begavet med hele to arkæologiske publikationer, der på hver sin måde er vidnesbyrd om vores dronnings arbejde inden for arkæologien samt hendes store interesse for faget som helhed. Det er den sidst udkomne bog, der anmeldes i det følgende.

Bogen er på 278 sider. Den er skrevet af 31 forfattere, fortrinsvist forskere fra Nationalmuseet, men enkelte fra lokalmuseerne er også at finde blandt den store forfatterskare. I forordet indleder museumsdirektør Per Kristian Madsen , Nationalmuseet, med en ganske kort og præcis redegørelse for udgivelsen, hvad betegnelsen ”danefæ” betyder og har betydet, samt de obligatoriske taksigelser, som alle implicerede enkeltpersoner virkelig fortjener. For det er en flot bog, vores dronning her har fået, og med hende hele den danske befolkning.

Bogen indledes med en spændende fortælling om, hvorledes danefæ er blevet behandlet gennem tiderne. Enkelte fine, kendte og ukendte fund, omtales i en kronologisk rækkefølge. Supplerende er der i afsnittet enkelte ”faktablokke”, som er highlightet på lyseblå baggrund. Dette er et plus, som sagtens kunne have været gennemført bogen igennem, men man har sandsynligvis ment, at dette var nok i det første afsnit. Bogens andet afsnit beskriver hvorledes danefæ hovedsageligt tilvejebringes ved hjælp af metaldetektorer i dag, og at der er rigtigt mange lægfolk, der har som hobby at gå med detektor. Der fortælles lidt om, hvad der vurderes til at være danefæ, og hvordan reglerne forvaltes til såvel lodsejernes – som findernes forhåbentlig fulde tilfredshed. Der er en hel speciel dansk model, idet samarbejdet mellem begrebet ”amatørarkæolog” og de professionelle arkæologer gør tilvejebringelse af danefæ til en uvurderlig grundsten i udforskningen af vores allesammens fælles historie, og der sendes en venlig cadeau til alle detektorførerne for veludført arbejde. Mængden af fund er øget temmelig meget i de sidste 30 år, og derfor har det været nødvendigt at ”skrue” lidt på parametrene for, hvornår en genstand bedømmes til danefæ og udløser en godtgørelse. Men til gengæld kan udløses et såkaldt omhutillæg for genstande, der nødvendigvis ikke erklæres for danefæ. En væsentlig oplysning for de mange detektorfolk rundt omkring.

I de næste 50 kapitler gennemgås kort 50 spektulære fund fra Danmarks oldtid, middelalder og historisk tid. Det vil blive alt for omfattende her at anmelde hvert fund for sig, så i stedet følger nogle betragninger, dog suppleret med enkelte highlights, for selv om bogen er et udtryk for en generel høj standard i dansk kulturhistorisk forskning, så glimrer enkelte forskere alligevel ved god fortællekunst sammenholdt med ”den gode historie”. Mere herom lidt senere.

Det må have været svært at sidde i redaktionen til dette pragtværk, vel vidende, at det ikke er så mange år siden, vores dronning sidst fik en tilsvarende gave omhandlende danefæ. Hertil kommer selvfølgelig de to tilsvarende jubilæumsudgivelser til dronningen, nemlig ”Oldtidens Ansigt” i 1990 og ”Vor Skjulte Kulturarv i 2000” . Udvælgelsen af fund må siges at være lykkes til overmål, idet der ingen gengangere er medtaget siden første danefæbog for 40 år siden. Når for eksempel fund som Hannenovringen og Vålseskatten (begge fund fra Falster) ikke blev medtaget i den første danefæudgivelse, vidner det blot om en utrolig rigdom af spektulære fund fra den danske fortid. Nogle fundkategorier er sjældent omtalt i litteraturen, og heldigvis er der ved at blive rettet op på det; her tænker jeg på for eksempel runefund og tekstiler, hvor forskere, via nye fund, teknikker og ikke mindst ihærdighed, fremlægger sine resultater. Man lægger også mærke til kapitlerne om mindre spektulære fund, som for eksempel ”Værktøjskisten fra Kildebakken”. Sådanne fund er absolut meget vigtige for forståelsen af fortiden, selv om de ikke genstands- eller rigdomsmæssigt syner af meget. Møntfund skal også nævnes, for her dukker der til stadighed overraskelser op - overraskelser, som heldigvis hurtigt behandles og formidles videre, men også gamle fund som omtalt i afsnittet ”Et grænseoverskridende fund”, om en efterligning af en romersk guldmønt fundet på Fyn i 1930’erne, fortæller virkelig noget om forbindelser sydover i Europa på det tidspunkt. Et andet opsigtsvækkende fund er ”Odin fra Lejre”, som er en af de få sikre afbildninger, vi har af Odin. Det blev fundet under en arkæologisk udgravning i 2009 – igen af en amatørarkæolog med metaldetektor. Her skal nævnes, at der også er et kapitel om ”Lejreskatten”, der er et forholdsvist upåagtet fund, hvis fundhistorie viser, at det var lige ved at gå helt galt, men endte delvist og heldigvis lykkeligt. De sidste kapitler i bogen omhandler middelalderfund og genstande fra historisk tid. Det er fund, der viser stor variation, men i kvalitet er af uhyre stor ”lødighed”. Nævnes skal blot ”Skatten fra Slagelse”, der med sine mange genstande fra 1300 tallets Danmark, fortæller ren Danmarkshistorie på højt plan, selv om der er tale om mange importstykker. 

Som nævnt tidligere, er der mange highlights i bogen. Ja, det er såmænd ikke for meget at påstå, at der ikke er andet… men en forfatter synes jeg skiller sig noget ud, både hvad angår fund og periode, men også selve fortællekunsten samt det, at referere ”den gode historie”. Det er Flemming Kaul , der beskæftiger sig med bronzealderen. Her vil jeg trække en af de bedste historier frem, nemlig ”Træhjelmene fra Uglemose” (Lolland). Beretningen er faktisk enestående, idet danefæ ikke blev opfattet at skulle indeholde trægenstande, dengang de blev fundet; hermed er der lagt op til en sørgelig fortælling. Men ad omveje og tilfældigheder, fik historien en ”happy ending”. Her er historikken, tragikken, problemet, vigtigheden og til sidst glæden gengivet på blot fem sider. Sidste er understreget af det øverste billede på side 93, hvor regentparret morer sig åbenlyst og hjerteligt, da prinsgemalen prøver en kopi af en af træhjelmene på sig selv. Den glæde, der udstråles i billedet, må også have moret regentparret kongeligt efterfølgende hjemme på slottet.

Mange flere forfattere og beretninger kunne trækkes frem her, men i stedet skal lyde en opfordring til at købe bogen. Det er en gave til os alle.

Redaktionelt er der udstukket nogle retningslinier, der gør bogen betydeligt bedre, end de tidligere jubilæumsudgivelser. Her tænkes på pladsen, hvor hvert fund så nogenlunde er blevet tildelt den plads, det nu engang kræver, i forhold til de andre udgivelser; hvor hvert fund er tildelt en side tekst efterfulgt af en billedside. Det er godt, at man har prioriteret fortællingerne uanset de fylder forskelligt, for det er immervæk disse, der gør bogen interessant for både fag- og lægmand, selvfølgelig godt suppleret af de mange gode og skarpe fotos, der ligeledes yder bogen stor anerkendelse. Man skal også huske på, at jubilæumsbogen er en populærvidenskabelig udgivelse, som mere skal ”fremvise” end ”analysere” – hvilket er også lykkes mægtigt fint.

Anmeldelsen skal ikke kun indeholde positiv kritik, selv om det er svært at finde deciderede fejl og mangler. Enkelte afsnit kunne godt have tålt yderligere en redaktionel gennemlæsning, så dårlige formuleringer herved minimeres, men det er heldigvis kun i et par tilfælde, at sådanne er erkendt af anmelder. Det er bemærket, at flere af forfatterne primært henviser til egne værker frem for at gå lidt tilbage i forskningshistorien, men heldigvis er det et fåtal. Bagerst i bogen er afsnittet ”Noter og henvisninger”, som supplerer på udmærket vis. Under hver overskrift er noteret fundsted etc., hvilket er godt for forskere og andre, der gerne vil vide mere om de specifikke fund. Men desværre er det i øjeblikket ikke muligt at søge yderligere oplysninger om et fund via stednummerbetegnelsen, der er et unikt system i Danmark. I Kulturarvsstyrelsen har man bestemt sig til at opdele ”Fund og Fortidsminder” i to, så der foreligger en offentlig, noget begrænset del, og en mere faglig oplysende del til musealt brug. Herved får de fleste brugere, den almindelige borger, ikke fuldt udbytte af de informationer, der er anført i noteapparatet i ”Danefæ – Skatte for den danske muld”, i hvert fald indtil videre, for i Kulturarvsstyrelsen oplyser man, at der påregnes oplistet flere søgefunktioner på den offentlige del inden for det nærmeste års tid. Så må folk vente på det.

En anden kritik går på stavningen af ordet ”danefæ”, som man redaktionelt åbenbart har ”ophøjet” til at være stavet med stort ”D” hver eneste gang, det er nævnt bogen igennem. Ifølge dansk retskrivning er der vist ikke sket nogen udvikling med det ord siden den første danefæbog for 40 år siden, hvor man godt kunne finde ud af at stave ordet korrekt.

Jubilæumsbogen ”Danefæ - Skatte fra den danske muld” er en flot og værdig udgivelse, der beretter om mange af de væsentligste fund fra Danmarks oldtid, middelalder og historisk tid, og som sådan er den lige væsentlig at eje for såvel fag- som lægmand. Det er en bog, der ikke nødvendigvis skal læses i sammenhæng sådan at forstå, at den er et fint opslagsværk og tilgang, supplerende og oplysende for enhver, der interesserer sig for vores rige kulturarv. Tak til redaktion og forfatterkollegiet for den. Det bliver spændende at se, hvilken udgivelse der kommer til næste jubilæum? Der er jo ikke så lang tid til. Et beskedent forslag kunne være om alle de tusinde fund, der ikke nødvendigvis ”rammer” avisernes forsider, men alligevel yder storhøst til forståelsen af vores allesammens fortid